Hjemly badmintonlinje forstærker trænerstaben

Loading

Hjemly Idrætsefterskole på Fyn er en af de idrætsefterskoler, som har en dedikeret badmintonlinje. Nu har de styrket deres træner setup med Jakob Toft.

Til august kommer der ny badmintonlærer på Hjemly Idrætsefterskole. Det er Jakob Toft, som sammen med den tidligere topspiller Thomas Kjær skal varetage badmintontræningen for eleverne.

– Vi er rigtig glade for at have ansat Jakob Toft, som ny lærer på skolen. Jakob skal være med til at sørge for, at vores badmintonelever får en fantastisk udvikling i løbet af deres efterskoleår hos os, siger Thomas Kjær.

Jakob Toft
Jakob Toft

Jakob er uddannet elitetræner på Danmarks Trænerskole Aalborg, Diplomtræner hos Danmarks Idrætsforbund samt Team Danmark Talenttræner. Han har godt kendskab til Hjemly Idrætsefterskole i forvejen.

– Egentlig var beslutningen ikke så svær for mig. Hjemly har i flere år haft samarbejde med min klub Odense OBK, hvor jeg er træner til daglig. Og da Hjemly og OBK desuden ligger i fornuftig køreafstand fra hinanden, så var det for mig et rigtig godt match.

Jakob Toft mener, at han kan tilføre værdi til træningstilbuddet for primært de U17A/M-spillere, der går på Hjemly Idrætsefterskole.

– Jeg håber på, at jeg kan være med til at styrke det samlede setup, både i forhold til kvalitet og sammenhæng i træningen. Mit fokus vil være på dygtiggørelse og arbejdet med detaljer på alle niveauer. Desuden håber jeg på at kunne motivere spillerne til at bevare og udbygge interessen, da de nærmer sig eliten.