Højbjerg Badminton Klub har i de to første runder af Badmintonligaen mødt sidste sæsons guld- og bronzevindere. I 3. runde venter tirsdag d. 29. september kl. 19 sidste sæsons sølvvindere fra Skovshoved. Højbjerg har hjemmebanefordel, men uanset dette er Skovshoved storfavoritter.
Men man kan glæde sig til at se badminton på allerhøjeste niveau, for Skovshoved stiller med et stjernespækket hold – ikke blot på nationalt niveau, men internationalt.
Den korte version af kampomtalen er, at Højbjerg ikke er favorit i nogen af kampene, men nogle kampe ser selvfølgelig sværere ud end andre. Højbjergs damedouble Line Nørgaard og Nanna Vestergaard har vist stor styrke og vundet de to første kampe i Badmintonligaen, men i 3. runde står Højbjerg-pigerne over for Danmarks suverænt bedste par, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, der som bekendt også kan begå sig på allerhøjeste internationale niveau.
I herredouble er Højbjergs Jakob Staael og Morten Bødskov sammen igen. Modstanderne er Carsten Mogensen og Mads Conrad-Petersen.
I mixeddouble sæsondebuterer Martin Faaborg, når han sammen med Emilie Juul Møller møder Anne Skelbæk og Joachim Fischer. Sidstnævnte nærmer sig de 37 år, men spiller stadig mixeddouble på højeste internationale niveau sammen med Christinna Pedersen.
Nøgternt set vil det være en sensation, hvis Højbjerg trækker sig sejrrigt ud af blot en enkelt af doublerne. Man kan håbe på at se verdensklassebadminton, og så vil det selvfølgelig lune med et enkelt sæt…
På papiret er Højbjergs muligheder lidt bedre i singlerne. I damesingle møder Alexandra Bøje Skovshoveds Natalia Koch Rohde, som hun tidligere har slået. I 1. herresingle møder Kasper Dinesen Skovshoveds nye 1. herresingle, Emil Holst. I 2. herresingle møder Morten Brødbæk Skovshoveds Christian Lind Thomsen, og de to har tidligere spillet nogle gode og tætte kampe mod hinanden.
Højbjerg har tabt de to første kampe i Badmintonligaen med 2-4, og man skal som nævnt næppe vente et bedre resultat mod Skovshoved, men til gengæld har Højbjerg så overstået de på papiret tre bedste hold i ligaen.
Af Ingolf M. Graae, kommunikationsansvarlig i Højbjerg Badminton Klub