Der var masser af dansk succes i semifinalerne ved Yonex Italia International i Milano i dag. Som tidligere skrevet var vi repræsenteret i fem semifinaler, hvoraf den ene blev vundet uden kamp.
Niclas Nøhr og Sara Thygesen vandt i to sikre sæt over Marvin Emil Seidel og Linda Efler, Tyskland. 21-14 21-10 lød sejren på, og de er nu klar til finalen i morgen mod de useedede englændere Matthew Nottingham og Emily Westwood, som er et par, de ikke har mødt før.
Desværre kunne Sara ikke gentage sejren i damedouble sammen med Maiken Fruergaard. De mødte det topseedede bulgarske par, Gabriela og Stefani Stoeva fra Bulgarien, og det blev de bulgarske søstre, der løb med sejren efter en time og fire minutters spil. Tre sæt skulle der til, før danskerne var knækket; 21-12 16-21 21-15.
Læs også: Italien – masser af danskerkampe i dag
Niclas er til gengæld i to finaler i morgen, idet han sammen med Kasper Antonsen vandt en flot sejr over Adam Cwalina og Przemyslaw fra Polen. De to polakker var topseedede, men det forhindrede ikke Niclas og Kasper i at vinde med 25-23 21-16. I finalen møder de landsmændene Mathias Christiansen og David Daugaard, der vandt deres semifinale uden kamp.
Endelig er Natalia Koch Rohde også klar til finalen efter at have vundet semifinalen over Linda Zetchiri fra Bulgarien i to sæt. Med 21-19 21-16 blev den bulgarske favorit sat på plads, og Natalia beviste endnu engang, at hun er i en opadgående formkurve.
I morgen kommer hun på endnu en hård opgave, når Olga Konon fra Tyskland står på den anden side af nettet. Tyskeren har slået Natalia tre gange før, mens det er blevet til dansk sejr en enkelt gang.
Finalerne starter i morgen kl. 10. Programmet kan ses her.