Its “All England Time”!

Loading

I de sidste to år har det været min plan at rejse til Birmingham, men hey, du ved hvorfor det ikke har været muligt. Men hjemmefra via TV2 Sport, med kaffe, rugbrød og blød stol er nu også ok. 

Men badminton i 3D er nu det bedste! At kunne se dybden, høre slagene, mærke publikum, se alt det udenfor spotlightet, gå rundt, snakke med folk……det må vente et år mere! 


2009

Jeg har kun været der én gang. I 2009. Med min far. Det var også hans første – og eneste gang. Også selve flyveturen. Han har fløjet én gang i hele sit snart 85 årige liv. Til Birmingham! Han var helt cool. Ingen nerver. Jeg var som altid nervøs. Det med at flyve og komme op i højderne har altid vakt min puls og kroppens alarmberedskab. 


Vi mødtes dengang, torsdag den 5. marts 2009, med min niece, fars barnebarn Line Damkjær Kruse. Vi kom dog for sent derover. Hun tabte dagen før i første runde sammen med Mie Schjøtt-Kristensen til de bundseedede Chin & Wong fra Malaysia 9-21 / 13-21. 

Far og jeg havde et par gode dage og delte hotelværelse. Jeg fandt for alvor ud af, hvor meget han snorkede. Forøvrigt fik han endnu en førstegangsoplevelse – vi spiste indisk mad. Han er altspisende – og som sagt helt cool. Han betalte også. Også for de to øl vi købte med hjem. Til mig. Der var han mindre cool. De likvide midler har altid siddet godt fast i lommeulden. 

Line rejste med os hjem via Billund internationale lufthavn til mit barndomshjem i Kolding, hvor mor og storesøster II ventede på os. Det blev sent ved køkkenbordet den aften. Mor, hustru (gennem 59 år) og mormor snakkede. Som om hun havde været afsted. Sådan var hun bare. Æret være hendes minde. 


2011

I 2011 havde Line fået en ny makker. Marie Røpke. De to nåede semifinalen. Ved All England. Sgu! Jeg husker, at jeg så kvartfinalen, ja selvfølgelig gjorde jeg det, i lejligheden i Lyngby. De mødte Cheng & Chien fra Taiwan og var totale underdogs. 


Det koreanske par virkede ret nervøs. Cheng begyndte på et tidspunkt at serve forhåndsserv. Oma Gill kommenterede. Den stemme er bare badminton! Dennis, Jim, Fischer, Baun og alle de andre glimrende badmintonkommentatorer mangler liiiige nogle år, før de kommer op i hendes “vægtklasse”. Men I er godt på vej! She’s one of her kind 🏴󠁧󠁢󠁥󠁮󠁧󠁿

Alt dengang, i 2011, gik op i en højere enhed. 

Straks efter deres overraskende sejr 21-18 / 27-25  over C & C, ringede jeg til storesøster I, Lines mor Pia. Fru Kruse. Det første vi blev ved med at gentage i vores mobilsamtale var…..”Det er skørt det her!” 

For dét var det. Sgu! 

All England 2011. Semi WD


2022

Så nu er det “All England Time” igen. Den klassiske, traditionsrige og mest omtalte turnering i de fleste danskeres øjne. Og nok også generelt i verden. 

All England. Det klinger bare godt! Jeg skal derover igen en dag. Også meget gerne til Istoria i Indonesien. Dén står også på listen. Sammen med French Open, som hr Høi ofte har pointeret, at jeg bør opleve, fordi de har det bedste europæiske publikum. 

Japan Open er krydset af, i 2019. Mega oplevelse at komme ind i selve arenaen, som bare er sååå stor. Men også at gå ind i presserummet og være en af de meget få europæere – må man sige “hvide”?

Mega oplevelse, by the way, at komme til Tokyo og spille badminton i en uge! Genbesøget i vores Dronningerige skulle have været i 2021. Så 2022. Og nu måske 2023! 


LIVE

Det starter onsdag den 16. marts 2022. TV2 Sport sender LIVE fra kl 9.45 med 15 minutters optakt. Kl 10.00 starter kampene i Birmingham.

Women’s Badminton, Amanda Bloss, har skrevet to udmærkede, engelske artikler om alle kategorierne og udvalgte spillere og par. Se link ⤵️

Jeg vil være klar hjemme i stuen! 



Badmintonbladet.dk / Per Damkjær Juhl

Læs også

DRAMA – I Sjællandsserien kæmper 4 klubber fra Sydsjælland, Lolland og Falster om oprykning til Danmarksserien!

4 lokale klubber er i en intens og tæt kamp om at komme i Danmarksserien…. …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.