BadmintonBladet flest nyheder om badminton
I den kage-konflikt, som hærger dansk badminton netop nu, er det tydeligt, at sympatien på de sociale medier ligger hos de fem ekskluderede spillere. Men er sagen så åbenlyst ensidig?
Kollektiv vs individuel
Uden at sammenligne iøvrigt, så handlede DBU-sagen mest om, at spillerne fastholdt kravet om en kollektiv aftale, mens fodboldforbundet forsøgte at gennemtrumfe individuelle aftaler. Det var en af hovedankerne mod DBU. I badmintonkage-sagen er det modsat. Badmintonforbundet forsvarer en kollektiv aftale, mens Kjeldsen Cookie-kvintetten argumenterer for at overholde en aftale, de har lavet uden om kollektivet.
Landsholdets aftale
Tilbage i februar 2013 underskrev Spillerforeningen Badminton, herunder de fem topspillere en aftale med Badminton Danmark, der gav forbundet mulighed for at sælge sponsorater til landsholdet. Følgende blev offentliggjort ved den lejlighed:
“Den kollektive spillerkontrakt betyder også, at Badminton Danmark nu har et reelt produkt at sælge – altså landsholdet – og dermed reelle indtægter, som således kan gå tilbage til både etablerede spillere, men også til den langsigtede talentudvikling, som er helt afgørende for Danmarks muligheder for at konkurrere med folkerige nationer som Kina.”
Det vil sige, at Badminton Danmark lavede en klar aftale med spillerne om, at de ville spille med landsholdets sponsorer på, når de repræsenterede landsholdet. Altså ved fx. EM for hold og Sudirman Cup.
Penge til flere og mere
Som Badminton Danmarks formand, René Toft, har fortalt, så går 2/3 af pengene fra landsholdets sponsorer tilbage til spillerne. Desuden går pengene også, som ovenfor skrevet, til den langsigtede talentudvikling. Det vil sige, at vel får forbundet penge i kassen, men aftalen tjener i vid udstrækning til at give spillerne bedre økonomi og betingelser.
Udhuler aftalen
Når så fem af landsholdets største stjerner, vælger at lave en aftale, som gør, at de ikke kan eller vil spille med landsholdets sponsor på maven, så udhuler de reelt set den sponsoraftale, som skulle gavne både deres landsholdskollegaer, men også dansk badmintons talentudvikling. Den aftale, som Kjeldsen-kvintetten har lavet, har selvfølgelig højere værdi for dem, når den rummer eksklusivitet; altså når spillerne ikke må bære reklamer for andre eller konkurrerende virksomheder.
Hvis Viktor Axelsen, Jan Ø. Jørgensen og resten af landsholdet gjorde noget tilsvarende, så er den kollektive aftale ikke engang det papir værd, som den er underskrevet på. Det på trods af, at Joachim Fischer selv roste den aftale tilbage i 2013, på Danske Elitesportsudøveres Forenings hjemmeside.
Det er oplagt, at et sportsforbund anvender dets største stjerner til at generere sponsorater, og dermed skaffer penge til mindre kendte spillere og talenter. Det har stjernerne selv haft fordel af, da de var unge og på vej frem.
Usolidarisk?
Naturligvis er det problematisk, grænsende til uforståeligt, at Badminton Danmark tegner en sponsoraftale med Kjeldsen Cookies-arvefjende. Og, ja, formand René Tofts kompromisløse, offentlige kommunikation i sagen kan nemt opleves arrogant og bidsk, og det har intet gjort for at gyde olie på vandene.
Men har Joachim Fischer, Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Mathias Boe og Carsten Mogensen ageret usolidarisk overfor de andre spillere ved at lave en sponsoraftale med Kjeldsen Cookies, som devaluerer den kollektive aftale? Kan det være det, som Badminton Danmarks ledelse reagerer så kraftigt på?
Uden kendskab til detaljerne er det muligt, at Kjeldsen-kvintetten har taget chancen og håbet på, at deres kagesponsoraftale ikke ville skabe problemer. Eller også har de modtaget dårlig, juridisk bistand, da de indgik aftalen.
Under alle omstændigheder er det tydeligt, at alle kage-konfliktens parter har mest ud af at begrave stridsøksen og skynde sig tilbage til forhandlingsbordet. Der er kun tabere i denne konflikt.
