Kvalen overstået ved Finnish International

Hele 31 danskere har tilmeldt sig Finnish International, der gik i gang i dag i den finske hovedstad, Helsinki. Det er noget andre himmelstrøg end Hong Kong, som vi dækker tæt i disse dage, og præmiepengene, der spilles om, er også en anelse mindre; den samlede præmiesum er på 5.000 USD.

I dag har den udelukkende stået på kvalifikationskampe, hvor vi har haft ni danskere i kamp. Det er kun singlerækkerne, der spilles kvalifikation i, men det er faktisk kun herresinglekvalen, vi har haft spillere med i. Og lad os sige det, som det er; det var ikke noget superdag for danskerne.

Herresingler i kvalproblemer
Ditlev Jæger Holm strøg problemfrit gennem sin kval med tre tosætssejre over en finsk, en estisk og en russisk modstander. Højeste score mod ham var 16, og han er nu klar til hovedrunden i morgen, hvor han skal møde Frederik Aalestrup.

Victor Svendsen var 8.-seedet i kvalen og var derfor oversidder i første kvalrunde. I hans følgende to kampe spillede han sig med sejre over en finsk og en svensk spiller også til hovedrunden. Her skal han op mod indisk modstand i form af Karan Rajan Rajarajan, der med en placering som nummer 1.362 i verden er meget svær at vurdere.

Men det var så også det med dansk succes i dag. De øvrige syv danskere – Martin Bundgaard, Oliver Lee Nowak, Frederik Kirkedal, Adam Klepp Bjerrum, Mathias Weber Estrup, Rasmus Rylander og Mads Emil Kristensen – måtte desværre alle forlade Finnish International i kvalifikationen.

Optakt til i morgen
I fredagens første runde i hovedturneringen i Finland indtager de danske spillere arenaen med massiv deltagelse i alle rækker. I mixdouble har vi seks og et halvt par med efter afbud fra Steve Olesen, der skulle have spillet sammen med Irina Amalie Andersen. Det halve par består af Josephine van Zaane, der ved lejligheden spiller sammen med klubmakkeren Zvonimir Durkinjak fra Kroatien.

I herresingle har vi fem spillere med, og Steffen Rasmussen fra Odense er spået de største chancer, idet han er 2.-seedet ved Finnish International. To af danskerne møder som nævnt oven for hinanden, men ellers er der tysk, finsk og indisk modstand til de andre.

Irina Amalie Andersen er også med i damesingle, hvor hun har selskab af Camilla Martens og Sofie Holmboe Dahl. Hvis Irina overvinder første runde, render hun formentlig ind i Kati Tolmoff fra Estland, som er topseedet i Finland.

Herredoublerækken er den række, der er flest danskere med i. Steve Olesen skulle have spillet sammen med Filip Michael Duwall Myhren fra Sverige men har som nævnt meldt afbud til turneringen. Herudover har vi syv par med, hvoraf Adam Klepp Bjerrum og Martin Bundgaard allerede er videre til anden runde, da de skulle have mødt Steve og Filip i første runde.

Og endelig er der damedouble, hvor vi har fire par med. Emilie Juul Møller og Cecilie Sentow er 2.-seedede og har de på papiret bedste chancer for succes ved turneringen. I deres halvdel har lodtrækningen villet det sådan, at de kan rende ind i danske par i både kvartfinalen og semifinalen, såfremt alle naturligvis kommer så langt. Camilla Martens og Josephine van Zaane er som de eneste i øvre halvdel, og de kan møde de topseedede iranere i en eventuel semifinale.

Du kan se programmet for danskernes kampe her.

Læs også

Badmintonligaen: TSS fik fuld gevinst i Århus

I anden runde af Badmintonligaen mødte Aarhus AB på hjemmebane TSS fra Skælskør/Slagelse. Det blev …