DOMINERENDE DANSKERE SÆTTER DERES PRÆG

विकास आनंद, eller på engelsk Bikash Mohapatra, har skrevet indlægget herunder. Den originale, engelske udgave kommer senere.

Bikash er en Hamborg bosiddende konsulent og skribent, og skriver blandt andet for Badzine.net. Nederst er links til flere af hans udgivelser.

Han fortæller:

“My love for Danish badminton is straight from the heart. In my early teens I watched Poul-Hoyer win gold in Atlanta, and Rasmussen the world title the following year.

From that point onwards I have cheered for every Danish victory and been disappointed at every major loss, especially Camilla Martin losing the Olympic final and Peter Gade losing the world championships final to Hendrawan – he deserved more success at big events.

I have also delved deep into the history of Danish badminton, and even once had a conversation with the legendary Morten Frost.

It’s a dream to witness Denmark win the Thomas Cup in my lifetime, and that was fulfilled in 2016.

This bias towards Denmark and Danish badminton, I guess, will continue for my lifetime, and I will keep writing on Danish badminton whenever I find time, or a new story idea.“

••••••••••••••••••••••••••••••••••••••🇩🇰🏸••••

DOMINERENDE DANSKERE SÆTTER DERES PRÆG

Viktor Axelsen og Anders Antonsen vandt seks af de 10 BWF World Tour turneringer, der blev spillet i 2020-sæsonen, og det var alle de store.

Det er et af de mest stabile af alle badmintonspillende lande, på trods af den begrænsede pulje af talenter, landet råder over.

Landet har i de sidste ni årtier udfordret de asiatiske badminton nationer. Spillerne er regelmæssigt blevet ved med at vinde medaljer ved forskellige internationale turneringer.

I årenes løb har denne lille skandinaviske nation skabt sin egen historie inden for fjerbold sporten og fortjent modtaget andres respekt.

Men hvornår havde Danmark sidst et så dominerende år? Hvilket var det sidste år, hvor de danske spillere vandt alle de store turneringer, der blev spillet?

2020 var i hvert fald et af dem.

Det var et år, hvor en virus holdt verden i et jerngreb, tvang den til en lockdown og udsatte eller aflyste de fleste af planerne. Som alle andre aspekter led også badminton under lockdown. Det var ikke kun OL i Tokyo der blev udsat, også BWF World Tour-sæson var hårdt påvirket. Mange af de planlagte 37 turneringer – inklusiv de 10 Super 1000 (niveau 6) turneringer – blev enten annulleret eller omlagt.

Da Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede coronavirus som en pandemi i begyndelsen af marts, blev BWFs beslutning om at gå videre med det prestigefyldte All England Open mødt med udbredt kritik. Da det skete, var konkurrencen i Arena Birmingham den sidste store turnering før badminton-broderskabet blev tvunget til at tage en syv måneders pause.

Denmark Open Super 750 og SaarLor Lux Open Super 100, begge afholdt i oktober sidste år, manglede mange af de sædvanlige spillere. Mens BWF besluttede at fortsætte resten af 2020 sæsonen i januar 2021 med tre store turneringer i en biosikker boble i Thailand, valgte Kina straks at meddele deres beslutning om at springe hele tidsplanen over.

Desuden var der det fortsatte fravær af Kento Momota. Japaneren led en alvorlig ulykke i januar sidste år, da han var på vej til Kuala Lumpur lufthavn kort efter at have vundet Malaysia Masters. Det efterlod mange ar og krævede en operation for øjenhulbrud, noget der fik Momota til at overveje at stoppe sporten helt.

Men selv da verdens nr. 1 var klar igen i jagten på sin olympiske drøm, havde skæbnen andre planer i vente. Forud for hans planlagte afgang fra Tokyos Narita lufthavn testede Momota positiv for coronavirus. Testen var også med til at sætte en stopper for hele det japanske landsholds håb – hvoraf mange havde været med i Denmark Open.

Det er en kendsgerning, at alle turneringerne efter All England manglede noget pga. fraværet (snarere tilbagetrækningen) af det kinesiske hold. Det er også sandt, at de tre turneringer i Bangkok også savnede de japanske spilleres høje niveau. Og der kan argumenteres for at siden feltet var indskrænket, tager det en vis glans af resultaterne for dem, der vandt.

Når det er sagt, kræver det stadig en vis indsats at vinde en af de titler, uanset kvaliteten af turneringens felt. I sidste ende handler det om at udnytte den eksisterende situation. Det er op til spillerne at få mest muligt ud af de chancer, de har. Den danske hold fortjener derfor fuld kredit for at tage de muligheder, de havde.

De tre turneringer, der til sidst blev afholdt, kunne prale af et imponerende felt. Indoneserne var der. Det var koreanerne også. Den thailandske hold var også til stede. Malaysierne var også involveret. Med i kampen var også kinesiske Taipei og Hong Kong.

Midt i denne brede vifte af talenter lykkedes det de danske herrer at vinde seks af de 10 turneringer, som blev afholdt som en del af BWFs 2020-sæson. Men ikke kun det. 8 af disse 10 turneringer havde mindst en spiller fra Danmark i finalen, og der var tre hel-danske finaler – en i Odense og to i Bangkok.

Som forventet var det Viktor Axelsen, der førte an. Den tidligere verdensmester begyndte året godt. Han nåede finalen i Malaysia Masters, de sidste fire i Indonesia Masters før komfortabelt at forsvare sin titel i Spain Masters. Så kom prikken over i’et, en All England Open titel, vundet i den mest eftertrykkelige stil – kun et tabt sæt i fem kampe. Det var Danmarks første titel i herre single siden Peter Gades succes tilbage i 1999.

Mens Axelsen kort efter fik en ankelskade, der holdt ham ude af Denmark Open, brugte han den tvungne COVID-19 pause til hans fordel – operation, genoptræning, genvinding af fitness og rolig start tilbage til træning. Det samme hjalp ham enormt i Bangkok.

Den 27-årige tabte kun et sæt mod den snu indonesiske Anthony Sinusuka Ginting på sin vej til at vinde Yonex Thailand Open Super 1000.

Dansken var endnu mere påholdende, da han vandt Toyota Thailand Open Super 1000 i den
den efterfølgende uge og tabte ikke et eneste sæt i fem kampe. De dobbelte sejre i Bangkok, kombineret med hans succes ved All England sidste år, hjalp Axelsen med at blive den første spiller nogensinde at gennemføre en “Super 1000 Slam”, at vinde alle de tre Super 1000 turneringer i et kalenderår. Det er ikke nogen nem bedrift ligegyldigt uanset omstændighederne.

Axelsen nåede også finalen i BWF World Tour Finals og vandt alle sine fire kampe dertil med lethed. I denne proces forlængede den Odense-fødte sit ubesejrede forløb til 29 kampe, hvilket slog den 28-kampe vinderserie af hans nemesis Momota, opnået fra Japan Open til French Open i 2019-sæsonen. Alligevel blev en tredje titel ved sæsonens udgang ikke fuldbyrdet.

Dette bringer os til den anden store danske succeshistorie i 2020-sæsonen.

Anders Antonsen begyndte året godt. Selvom det ikke lykkedes ham at forsvare sin titel i Indonesia Masters, pga. nederlag til Ginting i finalen, kom han hele vejen til semifinalen i All England. Havde det ikke været for en ankelskade kunne det godt have været en hel-dansk finale i Birmingham også. Ulykken betød, Antonsen måtte lade sejren gå til Chou Tien Chen.

Oktober måned gav stor succes på hjemmebanen. Efter at have slået Jan Ø. Jørgensen i hvad der var sidstnævntes sidste turnering, fortsatte Antonsen med at følge i sin veteran-landsmands fodspor ved at vinde Denmark Open-titlen – et årti adskilte de to ‘hjembane’ triumfer. Et pådragelse af COVID-19 og den deraf følgende anstrengelse sikrede en tidlig udgang fra Yonex Thailand Open.

Den talentfulde unge mand nåede dog til de sidste fire af Toyota Thailand Open og i den følgende uge fortsatte han med at vinde det, der hidtil er den største titel i hans nybegyndte karriere, BWF World Tour Finals. Dermed blev Antonsen kun den fjerde danske spiller, der har vundet herre single disciplinen ved sæsonens afslutning efter Axelsen i 2016-17 – Morten Frost (i 1984) og Gade (i 1999) har vundet konkurrencen i sin tidligere avatar.

Udover Axelsens og Antonsens åbenlyse succes var det også et slags gennembrudsår for Rasmus Gemke. Bortset fra at nå til de sidste otte ved All England og slå Ginting i kamp (21-14, 21-18) i åbningsrunden, kom den 23-årige også i sin første store finale – i Denmark Open.

Så er der den gamle krigshest, Hans-Kristian Solberg Vittinghus, der kom hele vejen til finalen i Toyota Thailand Open – hans første optræden i en niveau 1-turneringsfinale siden 2015.

Blandt kvinderne er der stadig en vej at gå, før tomrummet efter Tine Bauns pension er fyldt, men Mia Blichfeldt har potentialet.

Ved Yonex Thailand Open eliminerede den 23-årige verdensmester PV Sindhu i åbningsrunden på vej til semifinalen, hvor hun udgjorde et problem eller to for All England mesteren Tai Tzu-ying, der ikke kun nåede finalen i de to Super 1000 turneringer, men også vandt også BWF-finalen. Blichfeldt kom også til de sidste otte i Denmark Open, mens hun hjalp hendes land med at vinde det europæiske kvindelige holdmesterskab i Lievin, Frankrig.

Kvindernes konkurrence er mere åben end nogensinde, med spillere fra mange lande, der kæmper i toppen, og langt fra de år, hvor kineserne dominerede – med én outsider, Camilla Martin. Det handler om at udnytte muligheden og få indflydelse. Hvis Blichfeldt har brug for inspiration behøver hun ikke kigge længere væk.

Danmarks mænd har vist, hvordan det gøres i 2020 sæsonen.

••••••••••••••••••••••••••••••••••••••🇩🇰🏸••••

http://www.badzine.net/2020/10/jan-o-jorgensen-making-significant-additions-to-danish-badminton-history/

http://www.badzine.net/2020/10/the-lone-danish-bastion/

http://www.badzine.net/2020/03/viktor-axelsen-the-opportunist/

http://www.badzine.net/2020/01/antonsen-and-the-element-of-uncertainty/

http://www.badzine.net/2019/08/on-the-home-front-when-camilla-martin-grasped-her-biggest-chance/

http://www.badzine.net/2019/02/the-20th-title-and-20-year-wait/

Læs også

Thomas Cup • Danmark vs Korea

Der var næsten fyldt i Arenaen i går aftes. Det var fantastisk! Stemningen var efter …

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.