Kald mig bare sportsidiot

De tossede veteraner fra Vordingborg. Dem med grå hår er i klar overtal. Kun tre spillere er under 35 år. Emilie på 15 (Headcoach Steffen Lejres datter), Mikkel på 26 og Simon på 33. Foto @Privat

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 21. december 2015 

Lørdag den 19. december spillede vi igen en dobbelt hjemmekamp i Vordingborghallen. Danmarksserie og Serie 1 mod Solrød 5 og 6, der stillede med hold, der for størstedelens vedkommende kunne have været vores børn. 

DS-holdet fik med nederlaget på 7-6 fordoblet pointhøsten i denne sæson. VBK1 var bagud 7-3, inden de sidste tre herredoubler, der alle blev vundet i tre sæt. Vi kæmpede for pointet. Vi kæmpede for æren. Holdet er fortsat solidt placeret i bunden af puljen, men vi har spillet mange lige kampe indtil videre, og vi oplever, at vi godt kan være med på dette niveau, trods alder og 2-3 træningstimer om ugen. 

VBK2s sejr på 8-5 sikrede holdet en plads i oprykningsspillet. 

Vores fightervilje og lyst til sejr er intakt. Vi kæmper til det sidste, hvilket for mit vedkommende er ensbetydende med natlige kramper og problemer med for få strømper på dagen efter. Som Steffen udtalte under den efterfølgende julefrokost, så er de normale 14 dage mellem to holdkamprunder næsten for lidt tid til at restituere. Glæden ved spillet er bevaret, men vores kroppe er slidte, og hurtigheden og styrken er reduceret. 

I vores trup er der konstant langtidsskadede spillere og den overvejende del af de øvrige spillere med et permanent bundniveau af skavanker og smerter, som ikke kan behandles bort, men kun holdes nede. Vi kan alle fortælle om adskillige operationer og behandlingsforløb. 

For mig er det værste at være småskadet og dermed hæmmet på en badmintonbane. Altså det at kunne spille, men at måtte gøre det med smerter, for halv kraft, uden at kunne give mig fuldt ud. Sådan en periode, som har varet 6 måneder, er jeg lige kommet ud af. Holdkampen mod Solrød var den første i denne sæson uden brug af Iprener. Når jeg er ramt af akut skade og tvunget til at holde pause, savner jeg mærkelig nok ikke selve badmintonspillet ret meget. Det jeg i de perioder til gengæld savner, er fællesskabet, det sociale, samværet. At være frataget muligheden af at spille, er nærmest lig med ikke at være en del af fællesskabet. For det er ikke det samme at være i hallen og se holdkampene, hvis man ikke er med på holdet. Ikke for mig i hvert fald. 

Men generelt er jeg heldig. Jeg er begunstiget med en stærk fysik og har aldrig haft alvorlige skader eller langvarige skadespauser. Eller frivillige spillepauser i det hele taget. Kun nogle måneder i den sene teenagealder, ved overgangen mellem ungdom og senior, hvor jeg kortvarigt mistede lysten til at spille, samt i begyndelsen af trediverne da jeg boede i Viby J og forelskede mig i en kvinde fra Frederiksberg. Pludselig blev spillet mindre vigtigt. Efter min flytning til postnummer 2000 og 4-5 måneders pause, genoptog jeg spillet i Smash. De to pauser er de længste i de 40 år, jeg har spillet. Selv under en seks måneders rundrejse i USA i 90’erne spillede jeg – i New Orleans, Housten og Californien. 

Jeg har i årenes løb som mange andre besøgt adskillige fysioterapeuter, massører, kiropraktorer og diverse kloge (og af og til lidt mærkelige) mennesker med meget blandede oplevelser og erfaringer hvad angår behandling og udbytte. Nogle gange er skaden eller smerten forsvundet eller ophørt en tid efter behandling, hvilket kunne indikere en kausalitet. Andre gange har skaden været uændret. Mange gange har jeg ladet skaden være ubehandlet, hvorpå den er forsvundet af sig selv. 

Min egen konklusion er, at det gælder om at komme i gang hurtigst muligt, også selvom smerten og ømheden stadig mærkes. Vores krop skal bruges. Jeg tror, den heler bedst ved at blive brugt. Naturligvis med forsigtighed, omtanke og lytten efter. Efter min mening skal smerten udfordres, og den sidder lige så meget mellem ørerne som på det pågældende sted i kroppen. Smerte er en langt mere kompleks ting, end vi umiddelbart forestiller os. 

Jeg har med interesse læst denne artikel om smerte og deler Michael Rathleffs opfattelse (han er PhD, fysioterapeut og ansvarshavende redaktør på Dansk Sportsmedicin): “Jo længere tid man oplever smerte, jo mere bør vi overveje, at det handler om mere end bare vævets tilstand”.

I dag, dagen efter Danmarksseriekampen mod Solrød, er jeg træt og min krop mørbanket. Musklerne er hårde og ømme. Og i morgen er det endnu værre. Hos mig er det lig med velvære og absolut ro i sindet. Jeg elsker denne tilstand. Kald mig bare sportsidiot. Jeg tror dog, der er mange sportsidioter derude. 

Indlæg skrevet af Per Damkjær Juhl, Vordingborg Badmintonklub