Lokalderby afgjort i Golden Set

Der var en fed stemning i Greve Idrætscenter, hvor lokalderbyet mellem Greve og Solrød fandt sted i aften. Hjemmeholdet havde inden kampen fået kastet favoritværdigheden over på sig, og det startede da også godt for Greve-mandskabet.

Mixdoublen og herredoublen var de to første kampe. Greves hollandske duo i herredouble, Jacco Arends og Jelle Maas, var oppe mod Solrøds Steve Olesen og Fulip Myhren, og det var de to hollændere, der sad på kampen.

Uafgjort efter første runde
De havde ingen problemer med at vinde i to sikre sæt med cifrene 21-15 21-13, men på banen ved siden af gik det Solrøds vej i stedet for. Niclas Nøhr og Lena Grebak var pressede i første sæt mod Mikkel Delbo Larsen og Isabella Nielsen, som pressede Solrød-parret hele vejen. Første sæt gik til Solrød med 22-20, andet sæt blev vundet lidt større, 21-16. Dermed stod den 1-1 efter første runde.

De næste kampe var 1. herresingle og damesingle. Brice Leverdez, der efter hospitalsophold endnu ikke er tilbage på fuld styrke endnu, mødte Rasmus Fladberg, der har været rigtig flot spillende i denne uge med sejr over Scott Evans fra Gentofte i både den ordinære kamp samt i Golden Set i holdrunden tirsdag.

To til hver
Rasmus fortsatte sit solide spil, og med en franskmand langt fra sædvanlig styrke, havde han ingen problemer i at vinde en sikker sejr på 21-10 21-9.

Amalie Hertz Hansen, der erstattede spanieren Clara Azurmendi, skulle møde Julie Rechnagel, der spillede sin første ligakamp for gæsterne, da Mia Blichfeldt sad ude med en skade. Debutanten leverede et flot stykke arbejde og fik en debutsejr på to gange 21-16. Dermed stod den 3-1 til Solrød – noget som absolut ikke huede hjemmetilskuerne i hallen.

Greve skulle derfor vinde de sidste to kampe for at få minimum et enkelt point ud af holdkampen, og det var præcis hvad de gjorde. En stærkt spillende damedouble med Ditte og Rikke Søby Hansen var pressede i første sæt mod Amanda Madsen og Joan Christiansen, men de vandt med tætte 23-12. I andet sæt gik luften lidt af ballonen hos Solrød-parret, og sættet gik til Greve med sikre 21-10.

Ved siden af var det op til Joachim Persson at vinde 2. herresingle mod Jacob Nilsson. Og det var sikkert spil fra Joachims side, der gav ham en god tosætssejr på 21-15 21-13.

Tæt afgørelse i Golden Set
Det gav en stilling på 3-3, og der skulle nu et Golden Set til at afgøre holdkampen. Damedouble blev valgt, og de to holds trænere byttede lidt rundt på de oprindelige konstellationer, så det var Isabella Nielsen og Rikke Søby Hansen fra Greve, der skulle kæmpe om sejren mod Amanda Madsen og Lena Grebak fra Solrød.

Tilskuerne fra de to klubber skiftedes til at være i teten med kampråb hele vejen, og de to par skiftedes til at være foran med et enkelt point. Til sidst skyllede tsunamien så hen over Greve – for nu at bruge Solrøds eget udtryk – og sættet gik til gæsterne med 21-17.

Dermed brød den rene feststemning ud i Solrød-lejren, og alle spillerne løb på banen for at fejre 4-3-sejren over lokalrivalerne fra Greve.

Blandet stemning hos trænerne
Træner Jakob Poulsen fra Solrød sagde efter kampen til BadmintonBladet, at:

– Nogle sejre er bare bedre end andre. Der er intet andet sted, end netop her i Greve, hvor jeg allerhelst vil vinde en holdkamp, sagde en tydelig glad træner for vinderholdet.

Han fremhævede især indsatsen fra Rasmus Fladberg hele ugen og fra Julie Rechnagel i dag, som var med til at give holdet sejren.

I Greve-lejren var stemningen naturligvis noget mere mat.

– Jeg er egentlig mere ærgerlig end skuffet over nederlaget i dag, sagde træner Nadia Lyduch efter kampen.

– Sket er sket, det kan vi ikke lave om. Nogle spillere leverer varen, mens andre ikke rammer dagen. Men sidste år startede vi også dårligt, så vi kigger bare frem til næste kamp.

RSL BADMINTONLIGAEN banner

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …