Christian Lind Thomsen. Foto @ Annette Vollertzen

Badmintonligaen: Skovshoved red stormen af mod Værløse

Loading

Badmintonligaens førerhold Skovshoved tog torsdag aften imod rækkens nummer tre, Værløse. Der blev spillet adskillige tætte kampe, og det blev først afgjort til allersidst.

Skovshoved var deltager i Guldfinale-miséren tidligere på året, og de missede dermed den mulighed for omsider at tage Danmarksmesterskabet hjem til hædersklubben. I denne sæson har de atter et særdeles stærkt hold, men Badmintonliga-formatet er designet til jævnbyrdighed, og modstanderne fra Værløse blev en hård nød at knække.

I herredouble har Skovshoved et af Badmintonligaens allerstærkeste kort i Mads Conrad og Carsten Mogensen. Det samme har de i mixeddouble med Christinna Pedersen og Joachim Fischer. Det giver som regel skovserne to sikre kampe, og det skete også torsdag mod Værløse.

I resten af opgørene var der tæt kamp om udfaldet.

Damedoublen havde et usikkerhedsmoment, da verdensstjernen Kamilla Rytter Juhl i denne runde var sat sammen med Sara Ortvang. Den uknedte konstellation skulle op mod de altid solidt spillende Julie Finne-Ipsen og Thilde Mattisson.

Stjerneglansen fra Rytter Juhl var ikke nok til at løfte unge Ortvang med op til sejr. Det blev i stedet Værløse-pigerne, der hjemtog den triumf i to godt spillede sæt.

De to herresingler og damesinglen gik alle i tre sæt. Hjemmebanen gav gevinst til både Emil Holst og Christian Lind Thomsen over henholdsvis Rasmus Messerschmidt og Mikkel Mikkelsen.

Damesinglen blev afgjort på yderste marginal, og det blev Værløses Julie Dawall, som gik sejrrigt ud af den duel mod Natalia Koch Rohde. 16-21, 21-16, 22-20 blev cifrene.

Det rakte samlet til to Værløse-sejre, og Skovshoved red dermed stormen af og nappede alle tre point. Skovserne ligger suverænt i spidsen for grundspillet med maksimumpoint 18, mens Værløse blev overhalet af Team Vendsyssel og ligger nu på fjerdepladsen med 12 point.

Se alle resultater fra Badmintonligakampen mellem Skovshoved og Værløse

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …

En kommentar

  1. Godt S.I.F er jeg følger jer endnu. En gang skovser altid skovser.
    Hilsen Grønært.