BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Lige efter Påsken kom 2023 medlemstallene for DIF og DGI. Det er desværre 5 år i træk siden 2018, hvor medlemsantallet i badminton er faldet. Medlemsantallet i 2023 var 109.017. I 2018 var medlemsantallet 119.912.
Medlemsantallet er faldet med 4.250 fra 113.267 i 2022 til de førnævnte 109.917 medlemmer i 2023.
Hvorfor?
Det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke svaret, men blot nogle få tanker om, hvad jeg tror på, hvad der kan være med til at hjælpe på medlemsantallet. Men først lidt statistik.
I 2023 er der 1.368 medlemsklubber i DIF & DGI. Heraf er der 495 klubber, som har haft vækst i antallet af medlemmer siden 2022 (dvs. netto 1 eller flere medlemmer pr. klub). I alt har disse 495 klubber skabt en samlet vækst på 6.901 medlemmer.
Tilsvarende er der 702 klubber, der har haft fald i antallet af medlemmer. Tilsammen et fald på 11.151 medlemmer.
I nedenstående tabel ses fordelingen af medlemmer i 2023 fordelt på regionerne og aldersgrupper samt ændringerne siden 2022. Alle regioner har haft nedgang. Men der er store forskelle på faldet i de forskellige regioner.
Kigger vi på de kommuner som enten har fået flere end 100 nye medlemmer og de kommuner der samlet har mistet flere end 100 medlemmer. Det er 29 kommuner af landets 98 som falder ind under de ”kategorier”. 6 kommuner har haft fremgang og 23 har haft nedgang.
Nedenfor ses de 10 største klubber i 2023 målt på antal medlemmer. Randers topper listen. Randers har haft suverænt den største fremgang.
På mange måder kan der være store forskellige i setup imellem de 10 klubber, der er på listen, selvom de alle har mange medlemmer. Islands Brygge på Amager er på mange parametre en helt anden type klub end Højbjerg.
Nedenfor ses de 10 klubber i 2023 der har haft mestmedlemsfremgang. Randers topper igen listen. Randers har haft suverænt den største fremgang af alle klubber. Jeg har ikke forklaringen på hvorfor klubber, som fx Sejs & Tændhætten ikke var på 2022 listen, antager at de ikke var registreret medlemmer at DIF og DGI i 2022. Ved til gengæld at BC37 har haft rigtig meget fokus og lagt mange kræfter i deres klubarbejde, som har givet pay-off.
Nedenfor ses de 10 klubber i 2023 der har haft mestmedlemsnedgang. De 3 øverste klubber har mistet mindst 30% af deres medlemmer siden 2022 og det er samtidig også gået særligt hårdt ud over ungdommen.
________________________________________________________
Men tilbage til spørgsmålet, hvorfor er medlemsantallet faldet fra 2022 til 2023 med 4.250 medlemmer?
Alle mine tabeller ovenfor giver muligvis et billede af rigets tilstand, men jeg tror man skal kende de enkelte klubber godt for at kende forklaringerne herfor.
Hvad man ikke kan se af de tabeller, som jeg har med her, men som kan beregnes ud fra DIFs website, så er der 320 af 1.368 klubber, som har haft medlemsfremgang for deres ungdomsspillere i alderen 0-18 år fra 2022 til 2023. Heraf er der 70 af disse klubber, som har oplevet medlemsnedgang totalt for klubben, men som alligevel har haft medlemsfremgang for deres ungdomsspillere.
Af de 701 klubber der har haft medlemsnedgang totalt set fra 2022 til 2023 er der 428 klubber, som samtidig har haft nedgang i antallet af ungdomsspillere.
Måske har de klubber, der har nedgang haft det på grund af manglende trænere?
Hvad angår klubber, der ikke har nok trænere, kunne der skeles til fodbold og lad sig inspirere heraf? I fodbold er det relativt normalt at forældre mere eller mindre frivilligt deltager, som træner for de små begynderbørn. I DBU er det systematiseret, så klubber kan blive DBU Børneklubber, hvis man, som klub, ønsker at gøre noget særligt ud af børnefodbolden. Findes det for badminton(tænker ikke kun på weekend mini-ton)?
Jeg med på at der er mange andre faktorer både inden for og uden for badmintonsporten, som påvirker antallet af medlemmer, som jeg slet ikke har berørt her.
I 2023 har badminton fået et hak i tuden i forhold til det faldende antal medlemmer.
Heldigvis er der også mange klubber, der har haft fremgang. Om der én fællesnævner for deres succes? Det ved jeg ikke, men jeg tror nu alligevel, at fælles for disse klubber; de har dygtige trænere og ledere, som gør enorm indsats for det der foregår på banen.
Men samtidig har de også forstået at tiderne har ændret sig. Forældres engagement i deres børns er steget væsentligt. Det gælder om det er skole eller fritidsinteresser. Det kan man så mene om hvad man vil, og vi kan muligvis påvirke denne udvikling. Men vi kan ikke ændre den (hvis vi evt. gerne vildet; have det som i gamle dage), dertil er vi for få i badmintonverdenen.
De klubber, som arbejder med alt det, som foregår uden for banerne. Det vil sige investerer tid/penge i interaktion med spillerne og deres familier (selvfølgelig samtidig med at klubberne har gode trænere og træningsmiljøer). De klubber har, efter min mening, en god forudsætning for at kunne skabe vækst i badmintonsporten.
________________________________________________________
Artiklen skrevet af Sung Jakobsen (sung@sungdk.com)
________________________________________________________
Kilde til alle artiklens tabeller: https://www.dif.dk/idraetten-i-tal/medlemstal-for-dif-dgi
Jeg er måske medskyldig.
I starten af 90’erne opfandt Børge Pedersen, FbKr, Hans Jensen, DGI Fyn og undertegnede den fynske ungdomsklassifikation.
I 5 år kørte det, på min computer uden at DBF eller DGI blandede sig.
Parolen var at lige børn leger bedst og at opdelingen i E-, M-, A-, B-, C- og D- rækken ville gøre alle kampene mere lige til glæde og udvikling for spillerne.
I kender resten af historien, DBF og DGI overtog konceptet, vi præsenterede det selv for dem på et par møder i Idrættens Hus, og de har udviklet og forfinet det.
Desværre medførte det også, at ungdomsspillerne fra at tage af sted sammen i bus til amtsmesterskaber eller andre stævner for minipuslinge, puslinge, juniorer, pludselig blev sendt i hver sin retning og tit kunne stå som den eneste fra klubben en lang lørdag eller søndag, uden nogen klubkammerater til at spille kort med i kantinen eller synge sammen med i bussen på hjemturen og det var ikke kun E- og M-rækkerne, hvor forældrene ofte var med, men i alle rækker.
Jeg vidste godt, da jeg var ungdomsspiller, at jeg aldrig ville nå finalen i min række, bl.a. fordi der var bedre spillere fra min egen klub, men jo også fra alle de andre deltagende klubber. Det afholdt mig og ligesindede ikke fra deltagelse. Vi heppede på klubkammeraterne og havde en rigtig god dag.
Sung Jakobsen skriver til sidst: ”De klubber, som arbejder med alt det, som foregår uden for banerne. Det vil sige investerer tid/penge i interaktion med spillerne og deres familier (selvfølgelig samtidig med at klubberne har gode trænere og træningsmiljøer). De klubber har, efter min mening, en god forudsætning for at kunne skabe vækst i badmintonsporten.”
Jeg er enig.
I Vissenbjerg spurgte vi en gang nogle af vores lidt ældre ungdomsspillere, hvad var det mest positive de kunne huske fra deres badminton tid og de svarede, at sælge lodsedler for DBF og fællesturen med hele ungdomsafdelingen til et besøg i en anden klub med overnatning i gymnastiksalen. Det var ikke salget af lodsedler, de syntes var det bedste. Det var bagefter, når vi sad i Bents garage og fik kage og saftevand og fortalte historier fra sæsonen.
Vi har svigtet fællesskabet og det sociale element, forsøg dog at få det tilbage.
Jan Steffensen
Tidligere Vissenbjerg GIF Badminton