“Nogen gange er det de voksne der tillægger omgivelser større værdi end børnene”

“Søndag frokost nød jeg en kop mokka bag en damedouble kamp i en bredderække.

Pigerne kæmpede og fjollede på samme tid. De var simpelthen lige i der hvor de allerhelst ville være. Lige i zonen. Jeg nød samtidig et øjebliks eufori over at man kunne mærke deres energi helt ud på tilskuerrækkerne. 

Man kunne dog også mærke noget andet herude. Der var også en anden energi. En energi som jeg godt kunne sætte en finger på. 

Den kom fra 2 forældre der, højlydt, bandede og svovlede over at folk gik forbi banen, da de skulle over på den anden side. Forældre have flere gange, VREDT, fat i det FRIVILLIGE dommerbord. 

Pigerne spillede ufortrødent videre men jo længere tid der gik jo mere frustrerede bliver pigerne over… Ja, om det var folk der gik forbi eller forældrenes TYDELIGE utilfredse ageren på sidelinjen, ved kun pigerne.

Klip til 48 timer senere…

24 drenge i tilfældig badmintonhal. Smil, grin, sved, tårer, ”Åsååå” og diverse ”kom igen”, ”næste” og andre sætninger de har hørt Viktor siger når han skal tilbage i Zonen. Vi arbejder med fokus på taktik og at øve sig, også i kampene, på træningen.

Mit øje skuer en madras. Få centimeter op af deres sidelinje. Det gør ondt i mine øjne og jeg ledes tilbage til følelsen som de 2 forældre havde i hallen, netop denne weekend. 

Jeg leder febrilsk efter en måde at flytte madrassen på. Hvor skal den flyttes hen? Hvordan kan jeg flytte den, så drengene ikke alle kommer løbende og hopper på den. Det vil rive dem ud af ”zonen”. Jeg forestiller mig scenen fra Mulan hvor hunnerne angriber ned af bjergsiden i tusindevis.

I den anden ende råber en dreng et spørgsmål omkring træningen og jeg bliver revet ud af tankerne omkring madrassen resten af tiden.


Efter træningen har vi samling og jeg efterspørger en reaktion på madrassen ved siden af banen.


”Var der noget der forstyrrede jeres kamp?”


”Kunne vi have ændret noget ved rammerne, så i kunne spille bedre?”


”Var madrassen irriterende?”


Med et vender alle 24 drenge sig rundt i hallen. ”Hvilken madras?” siger de næsten i kor.


12 drenge havde spillet på den omtalte bane indenfor 1,5 timer.


INGEN havde lagt mærke til madrassen og INGEN havde skænket den en tanke.

MORALEN:

Nogen gange er det de voksne der tillægger omgivelser større værdi end børnene.


Vi påfører spillerne vores frustrationer og irritationer. Det skal vi blive bedre til at være opmærksomme på.

Hvem er det egentlig der er mest irriteret over at bolden er flosset?


Hvem er det egentlig der er mest irriteret over at lamperne hænger så man får lyset i øjnene.

Jeg tror det er os. Os trænere og forældre.

Jeg har vedlagt et billede af sidelinjen er den meget dårligt placerede madras.


Den bliver fjernet FØR vi går i gang med træningen i næste uge :D”

Skum Nissen

Læs også

Jan Nielsen søger nogen at træne…..

Jan Nielsen søger nogen at træne ·    25+ års track record som badmintontræner på alle niveauer …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.