BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Først var der min historie “HOLDKAMPE I GAMLE DAGE”, fulgt op af “FÆLLESSPISNINGEN” og “SAMMENHÆNGSKRAFT”…..
(Se link til de 3 indlæg nederst)
……Nu kommer “OMKLÆDNINGSRUMMET”!
Et glemt rum.
En overset perle og oase i dansk foreningsliv.
En grundbestanddel af dansk foreningsliv.
Stedet for den klassiske tredje halvleg.
Stedet hvor vi afklædes alle synlige tegn og symboler på magt, hierarkier, økonomiske inddelinger, sociale tilhørsforhold og markører ….. og står nøgne tilbage.
Hvorfor har vi glemt dette rum i dansk klubbadminton?
Hvordan kom det så vidt?
Når jeg er i Den Gamle Hal med den fantastiske hvælving og imponerende lyd, deler jeg stort set kun omklædningsrummet med min halvbanemakker, samtalemakker og jævnaldrende…. Steen.
Af og til også Kim, når han gæster os med sit ophold i hjørnet, og Steen og jeg indtager vores faste pladser på langsiderne.
Vi har i vores slidte hal fra 1951 to dejlige rum med masser af plads, fire vinduer i hver der kan åbnes og give frisk luft, de rette og halvt tilkalkede brusere med de oprindelige fliser og det lille toilet, hvor en nymodens håndblæser har sneget sig ind.
To ægte retro rum fulde af autencitet og historier, ægte og let overdrevne/fake – hvis væggene kunne tale.
Bænkene er bløde og uden skarpe kanter og knaster. De er forlængst slebet ned.
Linoleumsgulvet trænger til en grundrens, en grundig rengøring, knagerne er knækkede og skabene er dækket med plader.
Men det gør ikke noget. Vi lever fint med de mangler og udtryk for levet liv.
Men nærmest ingen bruger de rum længere.
Ingen klæder om i hallen længere.
Ingen bader og er nøgne sammen længere.
Ingen snakker og hygger længere før og efter spillet i omklædningen mere.
Ingen snakker om en lækker finte, en god kamp, en fodboldkamp fra 1995, arbejde eller ægtefællens trælse udtalelser længere i rummet.
Hvorfor og hvornår blev vi så sky?
Hvornår blev vi så tidsfikserede, at man nu kommer i hallen i sidste øjeblik før træningsstart, lige før træneren kalder til samling, og straks tager hjem bagefter, iført vådt og svedigt tøj?
Hvad skete der?
Hvorfor kommer man ikke længere og klæder om, bruger lidt tid på hinanden FØR træningsstart, går på banen og spiller bare for sjov, i god tid før den “rigtige” træning starter, ligesom dengang vi var børn og unge?
Hvorfor tager man ikke et bad bagefter i fællesskab og returnerer frisk i hovedet, træt i kroppen og velduftende til ægtefællen og kæresten derhjemme – med et glad sind og snakkeglæde?
Jeg ønsker fællesspisningen efter holdkampe tilbage. Bare nogle gange.
Men jeg ønsker også omklædningen tilbage, så vi kan bevare/skabe sammenhængskraften og fællesskabet på tværs af alle mulige potentielt afstandsskabende strukturer, forskelle og skel.
Så vi kan se forbi og udenom alle de ting, der normalt adskiller os.
Så vi kan få foreningslivet tilbage.
Foreninger skulle gerne være mere end fitnesscentre og “pay-and-play”.
Men det starter hos os selv.
Hos dig. Hos mig.
Badmintonbladet.dk
Per Damkjær Juhl
