PÅ VEJ OP & NED • DE UNGE & VETERANERNE

6 mænd – 2 lærere, én håndværker, én lektor, ét byrådsmedlem og én socialpædagog – veteraner hele bundtet, genoplivede en tidligere normalitet.

Omklædningen!

Med snak – de sædvanlige anekdoter fra et langt liv i badmintonuniverset, og naturligvis en kold, dansk standardøl.

Jeg havde allerede været i bad, var omklædt og ventede tålmodigt, da de endelig dukkede op. Fire spillere i vådt tøj og en, der kun kom her til aften for at lave spillerunder for de 9 fremmødte spillere.

6 ud af de 9 var over 40 år. 4 over 50. Den ældste 58. En var i begyndelsen af 30’erne, og de sidste to, “juniorerne”, var 17 og 19 år.




Aldersmæssigt, fordelingsmæssigt, ser det skidt ud her på Sydsjælland, Lolland og Falster. Og mon ikke også en del andre steder? Alderen på de spillere, der kommer til træning og spiller på holdene hernede buldrer opad. I min lille klub er det, hårdt sagt, de gamle der bærer træningen. Og gammel er her over 40 år. Det er de gamle, der møder op hver gang. Trofast. Trods ægtefælle og børn, fuldtidsarbejde og prioritetslån. Trods skader og ofte kroniske smerter.

Det er også de gamle, der besætter over halvdelen af pladserne på holdene og dem, der ringes efter, når der er afbud. Så støver vi nogle +40 op, og de støver deres grej af og kommer.

Det er også de gamle, der benytter omklædningen. Fremtidige haller kan bygges uden omklædningsrum. Ingen fra yngre generationer bruger dem mere. I 4760!

Vi, de gamle, er superglade for de unge og ville ønske, de alle kom noget mere. De er sjove at spille mod. De vil så gerne smashe på alt, spille fladt og hårdt, lidt som indoneserne, afprøve tricks og finter – til aftenens træning sprang jeg totalt i den forkerte retning, og vi gamle elsker at ødelægge det, eller forsøge på, lejlighedsvist, ved at spille blødt til nettet, løfte højt til baglinien, skubbe bolden rundt, stille os dybt når de smasher – for det er ikke ofte de vælger at droppe og få os ud af comfortzonen, og vente på åbningen og fejlen.

Jeg ved ikke hvad de unge tænker. Jeg har aldrig spurgt dem. Men altså, de må da tænke noget i retning af det her – “HA!, de er så langsomme og spiller så blødt. Har de nogensinde kunnet andet? Har de nogensinde været unge? Kom nu – hug nu til den!. Spil fladt!”

Af og til må de tænke – “ÅH! skal jeg nu spille det kedelige, bløde og afventende spil igen?”

Ja, det skal du – også, du unge menneske. 30-40 år yngre end os! Altså hvis du vil spille med os. Og du kunne faktisk lære noget af det!

“Hvad?”

At muskler og fart ikke altid er afgørende.

Se på Setiawan og Ahsan, de indonesiske veteraner i herredouble. De spiller på alle parametre, og især med indersiden, med omtanke, velovervejet, finurligt, blødt når det er påkrævet.

Jeg elsker de unge og deres spil. Fuld af fart, energi, kraft og nye slag. Det sætter mig og mine veteranvenner under kæmpe pres. Vi udfordres. Og DET kan vi li’, på trods af alder, manglende hårpragt, fleksibilitet, gamle strømper, støttebind og ødelagte tånegle.

Ellers var vi nok aldrig fortsat, langt over det halve århundrede, med at træne flere gange om ugen og spille holdkampe. Vi elsker udfordringer. Og bliver ved, selvom kroppen gør ondt forskellige steder på skift. Altid et eller andet, der protesterer.

Vi er nærmest aldrig smertefrie. Det tror jeg heller ikke, de unge tænker på. Eller forstår.

                    ————— ❤️ —————


PS

Jo. De unge brager igennem os, flænger og flægger os, tværer os ud. Oftest. Med deres hårde smash, hurtighed og finter. Alt andet ville være en overraskelse.

Der er trods alt 30-40 års aldersforskel.

De er på vej til at peake! 💡🏎📈

Vi er på vej til pension! 🎞❤️‍🩹📉

                   ————— ❤️ —————


Badmintonbladet / Per Damkjær Juhl

Læs også

I går var første Badmintonliga-dag!

Men der var også Miniton- og Skolebadminton-dag i Vordingborghallen og på den lille folkeskole i …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.