Per Damkjær Juhl: Sommerfjer på godt og ondt

Det er nogle måneder siden, holdturneringen 2015-2016 sluttede og VBKs Danmarksseriehold i den sidste kvalifikationskamp vandt og dermed undgik nedrykning.

Siden fik vi officiel adgang til “vores” badmintonhal, Vordingborghallen, som kommunen stiller til rådighed for os – og tennisklubben, Prins Jørgen Garden, Gåsetårnskolen, ældresport og sikkert et par grupperinger mere, som jeg ikke kender til. Officiel betyder her, at badmintonklubben nu har tilladelse til at benytte hallen i skolernes ferieperioder mod at vi selv rydder op, tømmer skraldespandene, slukker lyset og låser hoveddøren. Førhen låste vi os hemmeligt ind og trænede. Det føles godt at have formel tilladelse fra bureaukratiet.

Jeg har efterhånden haft Vordingborghallen som mit andet hjem i 7-8 år, og den og klubbens betydning er vokset gennem årene. Det er herigennem, jeg som tilflytter skabte mit første netværk og fandt venner. I de første år kom jeg til træningen, men snakkede ikke længe bagefter, for jeg havde en familie, jeg skulle hjem til. I de senere år er det ændret væsentligt.

Engagementet er nu på samme højde som dengang, jeg spillede i barndomsklubben i Kolding. Dengang var den gamle firebanershal på Østerbrogade også mit andet hjem. Det hjem forlod jeg som 28-årig i 1994 efter mere end 20 års uafbrudt medlemsskab. Jeg glæder mig til, på en måde at vende tilbage, kortvarigt udenfor banerne, i forbindelse med EM i april 2017.

Med årenes løb er vigtigheden af at holde træningen ved lige også øget, i hvert fald for mig. Fysiologien og spillet skal holdes i gang, også om sommeren, ellers er det virkelig en seriøs omgang genoptræning, der skal til i august. De værste frakturer er jo dem, man pådrager sig i stilstand.

Jeg spiller 1-2 gange om ugen fra sæsonafslutning til -start. Halvbanesingle med tidligere formand Jesper von A og grand old Steen Hansen, og engelsk double med blandt andet Sylow brødrene, når der er afbud og jeg allernådigst får adgang til deres to timers session. Indimellem er det ofte med Suzanne og de unge fra Præstø. På den måde holdes formen nogenlunde ved lige, og jeg undgår de dræbende kedelige løbeture.

Med mindre sommerferieplanerne omfatter rejser til steder, hvor der ikke er en hal. Sådan en uge har jeg lige haft. Dagens halvbanespil med Jesper, efter opholdet på Bornholm med alt for god mad, for mange Svaneke øl, næsten ingen høj puls og generelt bare mange afslappende timer med blandet snak på fire sprog – jeg havde besøg af min franske badmintonfamilie fra Reunion – var slet ikke en fornøjelse. Mobiliteten var nærmest ikke eksisterende, benene tunge, ryggen stiv og timingen en by i Usbekistan. Her til aften er kroppen total øm. Tør slet ikke tænke på i morgen.

Jeg må tage den sjælelige kevlarvest på i morgen, finde løbeskoene frem og få varmet kroppen igennem og huske hvad jeg har skrevet så tit – at smerte er mit fix og at det paradoksale er, at smerte giver velvære.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub