BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Mandag middag, dagen efter afslutningen af EM i Kolding, mødtes Jesper og jeg i Vordingborghallen til de sædvanlige 60 minutters halvbane. Allerede på cyklen gennem den genfødte forårsskov til retrohallen mærkede jeg trætheden, forstærket og forværret af den hårde og kølige østenvind.
Trætheden skyldtes en april måned i verdensklasse. 14 dages ferie med yngste søn iblandet lidt badmintonspil på vulkanøen Reunion i det Indiske Ocean, efterfulgt af datterens 18 års fødselsdag i Bruxelles, 3 dage i Vordingborg med badmintonspil alle tre dage, en akut ekstra arbejdsopgave på 10 timers køretur Vordingborg-Græsted-Højbjerg-Odense-Vordingborg, en 24 timers døgnvagt og direkte derfra fredag eftermiddag, med 5 timers forsinkelse pga sygdom hos kollega, til EM i Kolding som udsending for Badmintonbladet.dk for at se og skrive lidt om begivenhederne fredag, lørdag og søndag.
EM var Europaklasse. På banerne, men også udenfor banerne. Et super setup i et samarbejde mellem flere parter og et stort arrangement, typisk dansk, i mindre og hyggelige rammer (i forhold til mange andre internationale badminton turneringer) i den by, hvor jeg er opvokset og spillede badminton de første 20-22 år. Med fantastiske og spændende kampe. Med hundredevis af engagerede mennesker involveret i at skabe de perfekte rammer for spillere og publikum – frivillige, trænere, ledere, officials, dommere, teknikere her og der, diverse tv kanaler og medier, kommentatorer osv.
Jeg fik ikke talt med nogen spillere overhovedet. Dertil vovede jeg mig ikke som den nye og helt forårsgrønne i flokken af garvede mediefolk og -personligheder.
Til gengæld fik jeg talt med mange andre udenom spillerne. Blandt andet en snak med en meget engageret og holdningsrig kameramand, der mente at badmintontransmissionerne rundt om i verden svinger for meget i kvalitet, bla pga for dårlige kamerafolk.
Jeg fik snakket med en kommentator, der på engelsk speakede live via en nexflix-lignende kanal til Tyskland, Østrig og Schweiz. Han mente, Tyskland stadig var en voksende nation indenfor badminton og at meget af deres fremtid afhang af deres nye komet Fabian Roth.
I forhallen havde jeg over de tre dage mange snakke med cafebestyreren, der i positive vendinger iblandet en stor portion træthed var overrasket over salget af hapsdog, burgere – og fadøl. Han havde været nødt til at rekvirere flere hjælpere og få arrangeret en ekstra tur allerede lørdag morgen til grossisten i Ribe. Der var udsolgt af pølser.
I forhallen hørte jeg fredag aften 6 voksne mænd med hver deres flaskeøl tale tysk og kunne ikke dy mig og gik hen til dem. Jeg elsker jo at tale tysk. De var i byen i tre dage og boede centralt med udsigt til Koldinghus og Slotssøen. De var begejstrede over arrangementet, dog knap så positive over Zwieblers kamp mod Antonsen – og man forstår dem godt. Zwiebler så noget uengageret ud, og i hvert fald fra mit ståsted øverst oppe blandt kameraerne så han ud til i lange perioder i kampen at have godt styr på den unge mand, for dog ofte i duellerne til sidst at forære det hele væk. Vi fik talt om tysk badminton og de seks tyskere var optimister. Jeg sagde, jeg håbede de havde ret, for europæisk badminton har brug for Tyskland, det store land midt i Europa med de store folkemasser. Vi var alle imponerede over udviklingen i Frankrig, der virkelig ser ud til at kunne komme helt ind i varmen i de næste 5-10 år.
Jeg fik søndag ganske kort spurgt opstrengningsholdet om antallet af opstrengninger. Over 600 mente vedkommende, med slidte fingre, og mere end ved Denmark Open. Med gennemsnitlig 3 opstrengninger i timen er det 200 arbejdstimer. Der har været mange i gang med at servicere spillerne med friske strenge i ketcherne – og de har haft travlt.
Jeg hilste kort på Rene Toft og Bo Jensen, og fik mange snakke med nogle ganske få af de hundredevis af frivillige hjælpere, hovedsageligt tilknyttet Kolding Badminton Klub på en eller anden måde. Der var gamle kendinge fra dengang, jeg boede i byen og spillede i klubben, dengang den stadig havde hjemme i en 4 baners jordhule på Østerbrogade. Nu ligger der en parkeringsplads samme sted og KBK holder i stedet til i et flot ketchercenter i udkanten af byen. Og har rykket sig gevaldigt i udvikling siden mine dage. Dengang var KBK en stillestående hyggeklub.
EM arrangementer var pænt besøgt af publikum, der i perioder var gode til at larme, klappe og få hallen til at rumle, gå til deres pladser med hænderne fulde af kaffe i papbægre, fadøl i plastickrus og diverse fastfood, og under visse kampe forholde sig meget stille. En af dem var semifinalen i herresingle mellem verdensstjernen Viktor Axelsen og opkomlingen, provokatøren og “I kan rende mig med jeres jantelov”, Anders Antonsen. Under den kamp var der meget stille mellem duellerne. Sikkert på grund af det vi alle oplevede. En kæmpe overraskelse. En berigelse for spillet. Både ved at Danmark ser ud til at have endnu en herresingle stjerne og det faktum, at det altid er godt for oplevelsen med overraskelser. Tænk sig det modsatte, at det sandsynlige og forudsigelige altid skete. Det ville blive kedeligt. Stor cadeau til VA for kort efter kampen, mellem kommentatorer og den nye sportschef og foran live tv at være nuanceret, refleksiv og i stand til at joke. Det er sgu da imponerende.
Det var en stor oplevelse for mig. Især fordi det var live og skete lige foran mig, og ikke “bare” blev transmitteret fra et fjerntliggende sted. Det giver lidt mere puls når det er live. Ret imponerende og forunderligt, at vi er så mange, der trods tusindevis af kampe på nethinden og i kort og langtidshukommelsen, stadig kan blive så opfyldt af intense følelser, hjertebanken, spænding og nervøsitet over at se badminton. Manges, og i hvert fald min indlevelse, begejstring og glæde er stadig ufortyndet og helt frisk.
Tak til alle for arrangementet. Jeg er klar til at tage til Spanien i 2018.
Af Per Damkjær Juhl
