BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Jeg har fra ganske ung elsket klaverlyden, senere keyboard og nu den elektroniske genre, og drømt om at beherske tangenterne.
Sådan blev det ikke.
I stedet for at lege ved klaveret i timevis, opholdt jeg mig i en hal sammen med andre og forsøgte at opnå en vis grad af beherskelse af fjerbolden.
I stedet for at udtrykke mig gennem tangenter og elektroniske klange, har jeg forsøgt at udtrykke mig gennem dette vidunderlige og dybt afvekslende spil, som ligeledes kræver megen øvelse for at kunne udøves på et relativt højt niveau.
I stedet for at udtrykke følelser, temperamenter og indre stemninger gennem musik, blev det kropsligt gennem legen med fjerbolden.
Ligesom man kan udvikle sin teknik og sit udtryk i musikken gennem hele livet, så gælder det også for det, der sker på en 6,1 m x 13,4 m bane. Bevægelserne bliver måske med alderen lidt mere stive og indskrænkede, men udtrykket mere inderligt og personligt. Også på en bane træder man ind på en arena, hvor ens personlighed bliver udstillet. På den ene eller anden måde.
Det er som om personligheden krystalliserer sig med alderen. Vi finder sjældent helt nye spor med alderen. Oftest udvider vi eller fordyber eksisterende.
Vi har alle vores særegne udtryksmåde. Personlighed. Stil. Spillefacon. Nogle er støvere og løber langt. Nogle er defensive. Andre taktikere og kyniker, som finder modstanders svage punkt og bider sig fast. Nogle er fantastiske teknikere med eller uden lyst til at knokle. Nogle generalister, andre specialister. Svagheder der. Styrker her.
I Vordingborg Badminton Klub kender vi hinanden temmelig godt. Vi har trænet sammen i årevis. Man skulle tro, det så blev kedeligt, men sådan forholder det sig mærkværdigvis ikke. Nogle gange dog, men langt fra altid.
Vi har også vores typer og personligheder.
Gamle Hansen er indbegrebet af en støver, aka løber. Hans “go to move” er at slide modstander ned. Det har været hans achilleshæl i det sidste årti, hvor skader netop omkring achilles har indhentet ham og holdt ham fra banen i længere tid. Igen og igen er han vendt tilbage og har genoptaget sin spillemåde totalt uforandret, som om han slet ikke har været væk i månedsvis, ja endda årevis. I mine øjne har han et udpræget afhængighedsforhold til legen med fjerbolden – så når han er vendt tilbage har det været med en 100% indsats. All or nothing. Jeg har gennem årene forsøgt at få ham til at gå lidt mildere til den i opstartsfasen, men det er ikke lykkedes. Han kan ikke andet. Han er afhængig, og det siger jeg med min arbejdserfaring indenfor misbrugsområdet. Jeg siger det også i beundring, respekt og forståelse. Vi er mange, der er fanget i det samme spind.
Sylow senior har en anden, mindst lige så markant spillestil. Han indbyder modstander til at angribe, og når det lykkes, så stikker han som en bi og slår kontra, så gør det ondt. Den hvide Muhammed Ali fra Hesnæs. Eminent def. Stoneface. Kig ham i øjnene – hvis du tør. Total fokuseret på modstanders svage punkt og sylespids i udførelse. Der er ingen gibsafstøbning på den spillearm, når det bliver tæt. Altid helt cool.
Lejre senior II er målrettet og skarp, også på linjerne, og indbegrebet af VBK. Kun ét medlemsskab og én klub i sit liv. Dedikation. Patriarken i sin badmintonklan. Den mand har det største og reneste vinderinstinkt, jeg nogensinde har mødt. Det gælder uanset kontekst. Alderen har været hård ved knæene, han er blevet mindre mobil, så spillestilen har været nødt til at undergå småændringer. Jeg tror det har bidraget til en større fokusering og en større rundhed.
Fru Johnson, gennem mere end 40 år også kun medlem i VBK, synes at have holdt fast i sin måde at spille på. Jeg er jo relativ ny i VBK (små 10 års medlemsskab!, ja tænk lige over det faktum), så jeg kender hende kun som veteranspiller, men jeg formoder, hun altid har spillet sådan. Kun sejr tæller, altid all-in på en bane, det lange seje træk, forfinelse af spillemåde, dvs forblevet i samme spor. Grundigheden personificeret.
Fru Melsen, VBKs kagemester og bestyrer af rullebordsudsalget ved hjemmekampe i The Dome, har også været med i VBK i mange år efter en begyndelse i Stensved. Rigtig mange år. Kræfterne er ikke de store. Repetoiret heller ikke, men udnyttelsesgrad, effektivitet og stabilitet optimeret i allerhøjeste grad. Sagt med stor respekt – det ser ikke ud af noget, men det er fa…. effektivt. Stille på banen. Meget talende udenfor. Igen sagt med respekt og ærefrygt.
Fru Westborg er i sin egen liga. Helt ny, og alene, i +60 kategorien. Men altså. Sådan gad jeg godt spille om 8 år. Omtalte fru Melsens stabilitet har hun ikke. En rigtig skævert kan i næste slag blive fulgt op med en stjernekrydsning ved nettet. Spillet er mere uforudsigelig. Derudover har Westborg den flotteste Lene Køppen baghånd. Af og til kopierer jeg den, alene af æstetiske og sentimentale årsager. Temperamentet slår gnister, tungen er skarp og ingen skånes, slet ikke når hun på sin klinik checker vores tænder. Westborg og jeg krydsede på en måde klinger allerede i 1984. Med Kolding BK var jeg på udebane i Kastrup-Magleby. Westborg spillede først mix, jeg som 19 årig anden med min yngste storesøster. Holdkampen tabte KBK 12-1. Danmark er et lilleput dronningerige.
Stopper her. Tror I har forstået. I vores trup på 25-30 spillere har de fleste overskredet op til flere veterangrænser og for nogle er fremtiden kortere end fortiden. Vi bliver ved, til vi ikke kan mere. Erik Clausen siger det i Weekendavisen #34, Kultur, side 11 således: “Det gælder om, for os, at det menneske af kød og blod, Døden får ind under sine kløer, er så gammelt og ubrugeligt, at der ikke er noget at gnave i”.
Alle har vi tilkæmpet og befæstet vores udtryksmåde og niche, ja personlighed. Vi er hinandens med- og modspillere. På banen og udenfor. Indgår venskaber, forhold og ægteskaber, men bliver også uenige, ja skilles af og til, så det gnister, deler oplevelser, fester højlydt, går amok, oftest efter jeg er listet hjem, og fortsætter livet.
Jeg dumpede tilfældigt ind i denne nærmest familiære VBK-forsamling for 10 år siden efter én sæson blandt Næstveds unge, pga flytning fra Frederiksberg og huskøb på landet mellem Næstved og Vordingborg, og har haft mange gode år i deres selskab. Mange år til at finde min plads i selskabet, i klanen, i hierarkiet. Mange år til at lære dem at kende og forsøge at indhente fortiden. Men de er født og opvokset her i byen, i nærområdet, og de mange år med alle de historier og oplevelser, relationer og pardannelser rummer en merviden, som jeg ikke kan indhente. Jeg vil altid være tilflytteren med den jyske accent.
Men det er ok. De er nemlig ok. Vi leger fortsat ret godt sammen trods alle forskelligheder og forsøger hver især at bruge de tangenter, vi stadig har tilbage.
Om kort tid starter en ny holdturnering. VBK ser blandt andet frem til lokalopgøret i Danmarksserien mod oprykkerne fra Rødby på deres bane lørdag den 28. oktober 2017 kl 14.00.
Vi er ved at være klar. De gamle i VBK er i de sidste par sæsoner blevet tilført nyt blod. Unge, som er i begyndelsen af deres badmintonkarriere og -liv.
Vi vil tage os så godt af dem som muligt og en dag ønske dem held og lykke i deres fortsatte udvikling en ny klub, hvis det skulle blive tilfældet. Vi ejer jo ikke hinanden. Men vi er fælles om, at vi ❤️badminton.
Per Damkjær Juhl
