BadmintonBladet flest nyheder om badminton
I denne tid er der rigeligt at tænke på i Elfenbenstårnet aka Badminton Danmark, i dansk badminton og ude i det flade land.
Der snakkes her og der. Det skyldes naturligvis det passionerede forhold, mange har til badminton.
“Fodbold er liv og død” Glen Riddersholm. Podcast. Fodbold FM. 01.10.18, del 2.
Det er badminton også. Et spil på liv og død.
Fakta er jo, at vi er mange, der følger vores sport med luppen foran øjet og registrerer enhver såvel lille som stor afvigelse fra normaliteten, fra de høje forventninger og krav, og kommer med mishagsytringer, meningstilkendegivelser og bekymringsrynker.
Vi er et lille badmintonland, hvor alle i de små netværk kender hinanden, og hvor snakken kører rundt i evige loops mellem eksperter; nuværende, tidligere og selvudnævnte – og alle vi andre, der bare holder af den lynhurtige leg med de knap 5 gram.
Vi snakker. Og hvis der er én ting, vi danskere er gode til, ja alle har en spidskompetence i, så er det cocktailen af kritik, utilfredsheds- og ytringsfrihed, vidensdeling, og: “Hvorfor gør de ikke bare sådan her”. Vi er mestre i kritik. Nogle gange også konstruktiv kritik.
Og midt i det hele bryder en herredouble i Kina en dårlig stime: Deres egen, elitens og “vores” bryder den kinesiske mur og lyner og får mange til at kunne trække vejret dybt igen at tænke: “Gudskelov, så går godt igen!”, “pyha” og dermed kan man se sig selv med opløftet pande i spejlet igen.
Men hvad er temperaturen på situationen i Danmark pt? Pil op? Pil ned? Status quo? Små Storstrømsbølger med tang? Store og salte Vesterhavsbølger med understrøm?
DET LANGE HELIKOPTERPERSPEKTIV
Min fornemmelse er, at Badminton Danmark forsøger med nye vinde, ny energi og et nyt udtryk, at en negativ stemning og nedadgående udvikling er stoppet og ikke mindst at vi, klubberne ude i landet, er vågnet op fra tornerosesøvnen og selv har taget fat på genopbygningen.
Nogle klubber har altid været i driftsmode og kørt med fuld damp. Men i mange år har en del af os ventet på, at nogle andre (Badminton Danmark, DGI osv.) skulle komme og redde os, men det er ikke sket. Det vil heller ikke ske. Og det er heller ikke løsningen. Alt starter hos os selv, nedefra, fra græsrødderne, med selvinitiativ og -igangsætningen. Ageren fremfor re-ageren.
De positive historier bliver skrevet, publiceret og delt på SoMe fra næsten alle kanter. Jeg synes at fornemme en handlekraft og: “Nu løfter vi i fællesskab” mange steder, også i området hernede på Lolland, Falster og Sydsjælland. Skal det negative stoppes og vendes, skal vi starte selv, med os selv, i fællesskab. I den proces gør det så bestemt heller ikke noget, hvis Badminton Danmark og DGI træder til og støtter op. Og det gør de nu, hvor de tidligere måske “bare” trak på skuldrene og tænkte “elite” og ikke lyttede.
LIGAEN OG DEN ALMINDELIGE HOLDTURNERING
Badmintonligaen (og den almindelige holdturnering ned til danmarksserien) står foran ændringer. Der lyder også rygter om en cup. Men hvad skal der egentligt ske med den liga? Bliver den nogensinde til noget større? Har den et større pontentiale? TV2 Sports imponerende badmintondækning og høje seertal til de store turneringer kunne indikere en bredere interesse for badminton, en interesse, som rækker ud over de snævre kredse. Kan den interesse overhovedet overføres til den hjemlige liga med til tider ukendte spillere og et lavere niveau?
Hører Badminton Danmark på de involverede klubbers råd og ord? Eller kører de deres eget løb, som de af nogle anklages for, og som “vi” altid siger, de gør og har gjort? Vil Badminton Danmark virkelig bredere ud, også i beslutningsprocesserne? Vil de være transparent og inkluderende?
Ligaklubberne er ikke en homogen gruppe, men er forskellige i opbygning, målsætning, økonomi, ligaholdets integration i klubben og deslige. Blandt ligaklubberne hersker der også noget uenighed om ligaen. Der er faktisk 3 ligaklubber med i det arbejde, det pt. pågår om ændringer i liga- og den øvrige holdturneringsstruktur.
Nej, vi får aldrig en holdturnering eller liga som den indiske, som for tiden omtales. De penge, som udvalgte danske badmintonspillere er solgt til på en auktion til det event, eksisterer ikke i Danmark.
Og med de store ændringer i de internationale turneringer med krav om deltagelse til de bedste spillere, er presset på den hjemlige ligas afviklingsstruktur blevet yderligere forstærket.
Der er mange bud på, hvordan ligaen skal se ud. Det bliver spændende at se udkastet.
SPONSOR OG RETTIGHEDER
Så er der hele den polemik om rettigheder, reklamer og sponsorer, penge og økonomi, forbund kontra individ, fællesskabet og foreningstankegangen og frivilligheden kontra den såkaldte rå kapitalisme og de professionelle sportsfolks eksklusive enkeltmandsvirksomheder.
Her clasher to kulturer virkelig sammen i et ikke så harmonisk, kompliceret skrivebords-battlefield-semistrategispil, hvor vi, os udenfor, ryster på hovedet og undrer os. Eller. Jeg gør. Og samtidig kan jeg se sagen fra begge vinkler, men med en lille favør til forbundet og frivilligheden – selvom også Badminton Danmark ser ud til at være blevet mere professionaliseret og markedsdrevet, til den ældre tankegang, som måske ikke længere har gang på denne jord.
Men anderledes kan det ikke være for en glad og foreningsbaseret amatør som mig, født ind i en kultur, hvor klubben for en lille egenbetaling tilbød gode faciliteter, gode trænere, engagerede frivillige, udover en bred indføring i den danske sammenhængskraft.
En kultur, der gennem årtier nursede en stor del frem på den store, men også på den lille scene langt nede i niveauerne, hvor alle er begyndt, også de allerbedste, dem som forbundet nu tager sig af og tilbyder elitetræning og trænere, mentalcoaching, fysioterapi, diætister og alle de øvrige nødvendige ingredienser.
Den danske tilgang på divergenser er at sætte sig ved bordet, i øjenhøjde og blive der, indtil der er fundet et ofte pragmatisk kompromis. De to parter er jo gensidigt afhængige af hinanden.
På den ene side er udøveren, som både i de mange opbyggende år og også på det nuværende niveau var og er afhængig af hjælpende hænder og tilskud i forskellige former. På den anden side er forbundet, som er afhængig af, at udøverne performer på højeste niveau og derved tiltrækker nye udøverne, mediernes og almindelige menneskers interesse og ikke mindst sponsorer og penge, således at nye generationer kan få hjælp på vejen frem.
Skal vi bevare fællesskabet og foreningstanken i badminton, eller skal vores stjerner som Wozniacki være selvkørende med egen stab?
I aner nok, hvor hvilken part jeg hælder til. Min goodwill er på fællesskabets flanke. Uden bredde ingen top. Uden fundament ingen top. Som sagt: Alle er begyndt herude.
Badminton Danmark er ikke “økonomisk onde”. De forsøger ikke at presse spillerne for at lande et stort overskud på private hænder. Badminton Danmark forsøger at skabe til gavn for helheden, bredden og eliten.
Herude er vi ofte afhængig af hjælp udefra, selvom vi virkelig stræber efter at være selvfinansierede, selvkørende og selvtænkende med en høj grad af autonomi.
Men vi er interdependente. Afhængige af hinanden. Som lille land kan vores sport kun fortsat klare sig, hvis vi samarbejder og anerkender hinanden.
Så løs nu den konflikt. Ellers er jeg bange for, det virkelig begynder at falde fra hinanden.
DANISA DENMARK OPEN 2018
Årets badmintonbegivenhed på dansk grund. Jeg glæder mig at komme afsted fredag morgen efter en overstået 24 timers vagt og slutte mig til festen på Fyn.
De kommer alle sammen. Alle stjernerne. Til et arrangement med gode forhold for spillere og publikum.
Mange af spillerne har været på tur i Asien og lidt under dårlige forhold og stille og manglende publikum. Nu skal vi forkæle dem, så de kan yde deres allerbedste og give os lækkerier. Måske vi publikum så også kan vågne lidt op på tilskuerrækkerne, glemme alt om dansk mådeholdenhed for en stund og juble lidt mere højlydt. Det kan de i Frankrig. Lad os også gøre det i Odense.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
