Sara Lundgaard blog: Farvel til Taiwan

Det 19-årige danske badmintontalent Sara Lundgaard er draget til Taiwan, hvor hun igennem nogle måneder skal opleve den asiatiske badmintonkultur, samt stifte bekendskab med det kinesiske sprog. Her er Saras sjette og sidste blogindlæg fra Kaohsiung, Taiwan.

Jeg vil gerne starte med at sige glædeligt kinesisk nytår, som er startet d. 27. januar! Dette bliver mit sidste blogindlæg herudefra, og det er med lidt blandede følelser, at jeg skriver det.

Jeg kommer virkelig til at savne Taiwan og spændingen ved at opleve så meget nyt hele tiden, samt at leve i en fremmed kultur, men samtidig så glæder jeg mig rigtig meget til at komme hjem igen.

Det kribler i mig efter at komme tilbage på træningen i Værløse og efter at spille turneringer igen. Og selvfølgelig efter at se alle jeg kender.

Jeg lovede at grave lidt mere i Taiwans klubsystem, men jeg er ikke blevet meget klogere. Så vidt jeg kan forstå, så bliver alle spillere på landsholdstræningen tilbudt penge fra regeringen, samt fra deres klubber og eventuelle sponsorere.

Nogle får kun penge fra klubber, og andre må klare det hele selv. Når de spiller nationale turneringer spiller de for deres skole (mit bud er, at det kun gælder de yngre spillere), og udover det så er nogle også en del af en klub, som de spiller en holdturnering for.

Jeg ved, at de nogle gange træner i den klub, de spiller for, men man spiller kun for klubben i denne holdturnering.

Den sidste oplevelse jeg kort vil dele med jer herudefra, er fra Taipei (hovedstaden i Taiwan, red.). I bjergene ved Taipei ses der disse asfalterede badmintonbaner, som kan ses på billedet. Der er omkring 100 baner i alt!

Det er typisk forretningsmænd, der kommer og spiller. Det er bare vildt, så stort badminton er i Asien.

At bo næsten 6 måneder alene i et fremmed land har virkelig givet mig hår på brystet, og jeg har oplevet, hvad det vil sige at komme ud af komfortzonen.

Jeg er blevet bevidst om, hvor vigtigt det er selv at kunne tage ansvar for sin udvikling, både sportsligt og personligt.

Derudover så har jeg lært at tale kinesisk! Det har været så fedt at stifte bekendtskab med sproget, og selvom jeg naturligvis ikke taler det flydende, så synes jeg, det har været så spændende at lære, at jeg vil gøre alt for at holde det ved lige, samt forbedre det derhjemme.

En sidste ting jeg har lært, som vi danske børn/unge godt kunne lære lidt af er, at i Taiwan og nok også i mange andre asiatiske lande, der piber man ikke, når tingene bliver lidt hårdt, eller man for tredje gang på en træning bliver bedt om at skyde op af væggen.

Man gør bare hvad der bliver sagt, længere er den ikke. Som jeg før har skrevet, så er jeg heller ikke fan af den tankegang – jeg synes, det er vigtigt at kunne kommunikere. Men jeg lover i hvert fald aldrig at brokke mig over 3-minutters intervaller igen…

Til sidst vil jeg takke Holstebro Rejsecenter for deres hjælp til at starte og nu også slutte dette eventyr.

Derudover en kæmpe tak til alle jer, der har gidet at læse med, og til BadmintonBladet for at gøre det muligt.

Det har været rigtig sjovt at få lov til at dele nogle af mine oplevelser med jer, og det bliver helt sikkert også sjovt for mig at kunne kigge tilbage på en dag ude i fremtiden.

Sara Lundgaard