Sara Lundgaard blog: Vi træner langt mere effektivt derhjemme

Det 19-årige danske badmintontalent Sara Lundgaard er draget til Taiwan, hvor hun igennem de kommende måneder skal opleve den asiatiske badmintonkultur, samt stifte bekendskab med det kinesiske sprog. Her er Saras tredje blogindlæg fra Kaohsiung, Taiwan.

Som lovet vil jeg starte med at fortælle kort om den turnering, jeg har spillet herude. Jeg spillede kun mixeddouble, og vi blev nr. 3. Da det var en mindre vigtig turnering, men med rigtig mange, forskellige niveauer, spillede vi kun et sæt til 30.

Det var virkelig anderledes, og kampene var hurtigt overstået, men det var sjovt at prøve, og jeg var bare glad for at få nogle ”turneringskampe.”
(Indlægget fortsætter under billedet)

Noget af det, jeg virkelig har opdaget ved at træne med herude, er, at vi træner langt mere effektivt derhjemme.

Men der må jo selvfølgelig også være en grund til, at danske spillere kan være med på topplan, trods en lavere træningsmængde. I hvert fald i forhold til aldersgruppen 14-19 årige, som er dem, jeg træner med herude.

Vi starter altid træningen med fælles opvarmning på 6-8 minutter, hvor man får varmet alle leddene op. Det er altid en af drengene, der viser øvelsen og tæller, selvom det er de samme øvelser hver træning, og alle kan rækkeføljen i søvne!
Derefter løber vi lidt, hvor man igen laver de samme øvelser ned gennem hallen på række. Derefter står vi og slår, og igen igen slår vi i en bestemt rækkefølje; først fladt spil, derefter clear, drop, smash og til sidst netrul eller frit spil.

Det er meget få spillere, der snakker sammen under opvarmningen. De fleste forbereder sig mentalt på at træne, eller prøver at komme lidt i gang trods en træt og øm krop.

Jeg kan faktisk meget godt lide opvarmningen, selvom den er slavisk, for man er sikker på at blive varm i hele kroppen, og man er 100% varm når den rigtige træning starter. Skal jeg være ærlig, bliver første tur derhjemme ofte lige brugt på at komme i gang.

Den største forskel ved træningen er intervallerne. Det korteste interval, jeg har kørt, er 10 minutter, og det højeste er 20 minutter. Så kan min fars 3-minutters bagbaneintervaller på fredagstræningen i Værløse altså godt pakke sammen. Jeg har lovet mig selv aldrig at brokke mig over dem igen.

Det sværeste er klart at holde koncentrationen. Både som oplægger og som den, der arbejder. Det er næsten umuligt igennem alle 10, 15 eller 20 minutter, og det er ikke kun for mig. Selv spillerne, der har været vant til det altid, mister koncentrationen, og øvelserne går derfor ofte i stå. Det er så frustrerende, men der er ikke andet for end at tage en lille pause og prøve at gøre det så godt som muligt i hver duel.

Efter alle på banen har kørt deres tur, får vi så en pause på 5-10 minutter. Så sidder vi bare på hver vores stol og kukkelurer lidt, og det er her jeg simpelthen ikke forstår, at man ikke skærer ned i længden af træningspasset, og i stedet udnytter den fulde tid effektivt. For man bliver jo bare træt i hovedet af at sidde i en hal i tre timer.

Øvelserne ligner dem derhjemme, men er der ikke lige plads på banerne, kan vi godt blive bedt om at skyde op ad væggen. At skyde op ad væggen i 10 minutter er virkelig kedeligt, og det kan virkelig mærkes i underarmen!

Noget af det jeg savner mest på træningen er gejst og kommunikation. De fleste spillere er som robotter, der bare gør, hvad træneren siger, får overstået sin træning for derefter at tage hjem. For at det samme skal gentage sig dagen efter. Der mangler gejst, kommunikation og glæde i øvelserne, synes jeg. Når vi spiller kampe eller småspil, er det fint.

Derudover savner jeg at få feedback og få nogle velkendte øjne på mit spil. Det er svært selv at vurdere min udvikling, synes jeg. Trænerne siger ikke så meget til mig, hvilket jeg heller ikke havde regnet med, så jeg skal selv tage 100% ansvar for min egen træning og udvikling hver gang. Det er hårdt, men sundt tror jeg.

Om under en måned får jeg besøg af min mor, far, farfar og min farfars kæreste, så mon ikke jeg kan lokke min far med over i hallen, og dermed få lidt feedback… Jeg glæder mig!

Sara Lundgaard