Team Storstrøm 2016-2022 – et træningsfællesskab for de unge!



Team Storstrøm, et træningsfællesskab for unge på Sydsjælland, Lolland og Falster, ophører med udgangen af sæson 2021-2022.

Suzanne Wittrock og jeg startede det i 2016.

Her er hendes beskrivelse af den første tid.





TEAM STORSTRØM 
– DET FØRSTE ÅR 2016-2017

Efter vores åbning (13. august 2016 kl 13.13, red.) havde vi brug for at finde vores ben at stå på. Vi skulle have gang i den daglige drift. Vi havde fået lidt penge fra kommunen, og vi havde samlet – så vidt jeg husker – 5 klubber i det første set-up. Det var Præstø, Vordingborg, Stubbekøbing, Nørre-Alslev og Toksværd. Toksværd var selvfølgelig mest på grund af Torben Frank, der gerne ville støtte os. Tror kun der var 2-3 spillere fra Toksværd, der nogensinde gjorde brug af vores tilbud. Men Torben gjorde det godt, og vi havde brug for ham, hans erfaring og hans kontaktflader ind i DGI. 

Kort efter kom Haslev, Nykøbing og Ønslev-Eskilstrup med. Jeg husker ikke helt, hvem der kom først. Haslev havde været involveret i et par af vores træningslejre i sæson 0, og på grund af Kim Juul havde vi jo gode rødder ind i den klub. Nykøbing havde til 4-5 spillere på fornuftigt niveau, der naturligt søgte mod vores tilbud. 

Lidt senere kom også spillere fra Sydstevns, Faxe, Næstved, Herlufsholm med, og senere igen også fra Bogø, Møn og ja, faktisk helt nede fra Lolland. Med andre ord; vi var bredt omkring, og da vi var størst, havde vi spillere fra Køge i nord til Nakskov i syd og Næstved/Herlufsholm i vest. Plus et par gæster fra Gørlev og Skælskør. 

En temmelig bred flok. 

I begyndelsen var den administrative konstruktion således, at alle klubber betalte 2500 for at være med. Det gav en plads i styregruppen, og deres spillere fik adgang til vores tilbud til en billig pris. Spillere fra andre klubber var også velkomne, blot til en højere pris. 

                 

DET HELDIGE MATCH AF KOMPETENCER


Vores styregruppe var et heldigt match af kompetencer. Vi var forskellige – og det var faktisk den største fordel. 

Du var badmintonmanden med den store kærlighed til sporten, Line Kruse i familien og god tid til at være i hallen. Du nød spillet. Det gjorde jeg ikke. Jo – lidt – men ikke som dig. 

Jeg var forælder, og havde til gengæld et stort netværk blandt andre forældre med børn i samme alder og på samme niveau. Der var mange, jeg kunne ringe til og hurtigt samle en flok. Og så var jeg jo vant til at arbejde med kommunikation og kendte den kommunale verden. 

Katrine kom med den unge friske vinkel. Og så havde hun rødder i Stubbekøbing, som på det tidspunkt var (og måske stadig er) områdets største og mest veldrevne klub. 

Fra samme baggrund kom Jes, der var vant til at arbejde med økonomi, og kunne ryste et professionelt budget og regnskab ud af ærmet på en time. Jeg husker stadig den dag, hvor jeg ringede til ham og sagde, at kommunen havde bedt om et budget med overslagsår osv. og der var deadline samme eftermiddag – men ”no problem”, det klarede Jes da uden slinger i valsen! 

Jonas kom med tid og energi. Han kunne være i hallen i døgndrift, og han var klar til at tage de hårde opgaver – også når der f.eks. skulle findes en nattevagt eller ryddes op til slut. Han trak et stort læs. 

Og så var der Torben, som jeg allerede har nævnt, der havde en kæmpe erfaring og solide rødder ind i DGI. Det var et ret godt match. Lidt heldigt måske, men bestemt et godt match. 

Heldigt var det også, at Jacob Øehlenschlæger samme år flyttede til Nykøbing Falster. Det var ingen af os forberedt på eller havde kontrol over. Men lidt held har man jo også lov at have…

Og så var jeg lige ved at glemme Bo Lillie, der designede vores flotte logo, der kom på ryggen af tøjet fra Li-Ning, som vi gik i samarbejde med. 

                   



TRÆNINGEN

I sæson 1 havde vi kun to faste hold. Et talenthold for EMA-niveau og et mere begynderpræget BCD-hold, der var et samarbejde med VBK. Jonas og Jacob stod for begge hold. 

På vores talenthold lagde vi ud med noget så småt som 3-4 spillere. Det var faktisk en smule ynkeligt. Men heldigvis kom der hurtigt flere til, og da vi lidt efter valgte at tage et par stykker fra BCD-holdet op på EMA-holdet, begyndte det at ligne et rigtigt hold. Tror dog aldrig, at vi fik udsolgt i den sæson. Så vidt jeg husker landede vi på 15-17 spillere. 

Ved siden af havde vi set, at der var et behov for at lave noget for de lidt ældre spillere. De spillere, der ikke nødvendigvis var klar til turneringsbadminton, men omvendt havde spillet badminton i nogle år og var blevet lidt for store til de almindelige juniortræningstilbud, hvor de fleste er små og nybegyndere. Ideen kom fra Katrine og Jes i Stubbekøbing, men jeg havde samme problem i Præstø. Der var en flok ældre spillere, der ikke var gode nok til at spille seniorbadminton endnu, men omvendt var for store til juniortræning. Så jeg var enig med dem. Og jeg tror, du havde samme ”ballade” i VBK, så det gav mening for os alle…

Vi lavede derfor et såkaldt ung-seniorhold. De trænede 5 søndage a 3 timer. Primært med Line som træner og en enkelt gang med Kim Vennegaard. 

Derudover havde vi lavet et samarbejde med Hvidovre Badminton, hvor vores spillere blev inviteret til træning i Hvidovre to søndage. Ideen var, at de både fik lov til at træne med de dygtige spillerede fra Hvidovre, og samtidig lærte Hvidovre at kende som klub. Så hvis de f.eks. var på vej til at flytte hjemmefra og skulle mod København, så havde de en klub, som de kendte i forvejen og kunne dermed fortsætte med at spille, i stedet for at lægge ketcheren på hylden. Dermed fik Hvidovre måske også lidt ud af det. Det var ganske vist kun to søndagstræninger, men jeg husker dem faktisk som en god oplevelse for vores spillere. 

Holdet havde dog et problem. For der var ikke spillere nok. Og selvom vi forsøgte at åbne for spillere i opadgående aldersretning – så vi fik nogle flere ældre spillere med – kunne det stadig ikke bære. Vi valgte derfor at tage nogle af de bedste yngre spillere med istedet. Altså U15EMA-spillere. Det var nok lidt synd. For de store U19-spillere ville have haft godt af at have et hold for dem selv og niveaumæssigt trak de yngre niveauet så meget op, at de store fik tæv og måske gik kolde på halvvejen. 

Omvendt var min holdning både dengang og nu, at det ikke gav mening at have en træner som Line stående til kun at træne ganske få, når vi samtidig havde dygtige spillere, der var topmotiveret og klar til at være med. Det ville have været forkert at sige nej til dem. Og selvom det havde været bedre for de store at være alene, var det også en luksus, vi ikke havde råd til. Trods alt skulle der nogle penge i kassen, når man vil have en træner som Line….

Ved siden af de faste træninger, fortsatte vi med vores træningslejre. Jeg husker ikke med sikkerhed, hvor mange det blev til den vinter, men et godt bud er to. En i december og en i foråret. Altså ud over vores åbningslejr i august. Så vidt jeg husker, havde vi Line på som træner begge gange og noget nær udsolgt. 

                 

ORGANISATORISK

DGI og Badminton Danmark havde fået øje på os. Og du og jeg deltog i tonsvis af møder. Jeg husker det som en fed tid. Pludselig hvilede diverse badmintonøjne på lille Vordingborg og Sydsjælland. Og vores tilbud fik ry for at kunne noget. Noget ekstra. Noget, man ikke kunne få andre steder. 

Det gav inspiration – også i andre steder af landet. Det problem, vi oplevede hos os, var jo omtrent det samme i Nordjylland. Eller på Vestkysten. Eller i Vestsjælland. 

De fleste havde jo let ved at se, at der var sket en centralisering omkring forholdsvis få, store klubber, tæt på de store byer. Imens havde de små klubber det svært, og i et lidt større perspektiv, var det let at se, at fødekæden ville komme til at mangle. 

Trods alt kunne den næste verdensstjerne jo lige så godt bo i Nakskov – eller alle andre udkantsområder – som i Odense eller København. 

Det var spændende. Men også en hård tid. Måske netop på grund af de mange møder. Det trak mange timer ud og vel at mærke timer, der lå ”væk fra hallen”. Altså noget, der mindede om mit almindelige arbejde og ikke ”noget nyt og andet”. 

Lidt ærgerligt, når det er i hallen, at man finder energien…

                 

STYREGRUPPEN

I begyndelsen var styregruppen fuld af energi. Vi holdt møder en gang eller to hver måned, og i de mellemliggende perioder var der masser af trafik på mails, messenger, telefoner osv. Tæt kontakt over hele linjen. Vi var ikke enige om alt – men vi var enige om, at vi gerne ville gøre en forskel. 

Og knasterne var til at løse. Eller sluge. Der var f.eks. kritik af, at vores træning lå i Vordingborghallen. Og vel at mærke umiddelbart før VBK’s seniortræning. Nogen mente, at det var et hvervetiltag. Andre var sure over, at træningen lå på samme tid, som deres egne lokale juniortræninger, da deres spillere i så fald ville være splittet. Vi fandt løsninger undervejs – ikke altid optimalt, men det var det muliges kunst. Vi kunne umuligt finde et tidspunkt, der ikke ville være forkert i forhold til andres lokale juniortræninger, og vi var afhængige af at have en hal til rådighed. Vordingborghallen var desuden et godt bud, fordi det var nogenlunde i midten af de klubber, som var med, og i øvrigt dør om dør med en station, så spillerne også havde mulighed for at komme til træning uden hjælp fra deres forældre. 

Desuden – og den del er også vigtig – så var det Vordingborg Kommune, der havde smidt de fleste penge i projektet. Det var et krav – og vel sådan set ret forståeligt et af slagsen – at vores aktiviteter fandt sted i Vordingborg. Så sådan blev det. 

Vi forsøgte et par gange at rykke lidt rundt – vi havde en søndagstræning i Nykøbing Falster, en træningslejr i Sydstevns og senere hen nogle holdkampe i Præstø og Svend Gønge Hallen. Det var en fin kombi. Ikke alt skulle foregå i Vordingborg. 

Men det var blot heller ikke til at komme udenom, at det var lettere for os to, når vi var på hjemmebane. Når det var os, der skulle trække læsset – f.eks. på en træningslejr – var det bare så meget lettere, at det foregik i en af vores haller. Og ikke i en fremmed hal. Så der var mange ting, der spillede ind…

                 

ALT I ALT VAR SÆSON 1 EN GOD SÆSON

De vigtigste grundsten blev lagt. 

Vi havde ikke toppet endnu, men omvendt var derouten heller ikke begyndt endnu. Det kunne gå begge veje. 

Og jo – vi troede begge på det og det gjorde mange andre også..…

Foto fra indvielsen den 13. august 2016. Fra venstre Bo Omøsegaard fra Badminton Danmark, Eva Sommer-Madsen fra Vordingborg Kommune, Per Damkjær Juhl og Suzanne Wittrock fra Team Storstrøm og Johan Vest fra DGI



Badmintonbladet.dk / Per Damkjær Juhl

Læs også

“Badmintontanker: Den gamle pokal har mit navn indgraveret” …..En rejse gennem 50 år!

Bragt første gang den 21. september 2015 Badmintontanker: Den gamle pokal har mit navn indgraveret …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.