Michael Kjeldsen bliver sportschef i Højbjerg

Højbjerg Badmintonklub melder idag ud, at de har lavet aftale med TSS’ karismatiske sportchef, Michael Kjeldsen, fra næste sæson.

Michael Kjeldsen tiltræder ved starten af sæsonen 2015/16 som sportschef og cheftræner for såvel senior- som ungdomsafdelingen i Højbjerg Badminton Klub. Dermed vender Michael Kjeldsen tilbage til den klub, hvor han i 1987-89 var ungdomstræner og talentansvarlig.

Den 50-årige Michael Kjeldsen er et velkendt og velrenommeret navn i den danske – og også internationale – badmintonverden. Han har stribevis af flotte resultater på cv’et, senest har han siden 2006 været tilknyttet Team Skælskør/Slagelse, som han har ført til seks hold-DM-finaler, hvoraf de fire har resulteret i guld.

Efter den første Højbjergtid kom Michael Kjeldsen i 1989 til Randers som ungdoms- og seniortræner, i årene 1990-96 byggede han elitecentret i Aarhus op i samarbejde med Badminton Danmark, herefter arbejdede han i forbundsregi i København med talentudvikling og som U22-landstræner og assisterende landstræner. I 1999 oprettede Michael Kjeldsen sit internationale badmintonakademi, hvor spillere fra hele verden træner – hvilket bl.a. har ført til, at Michael Kjeldsen har deltaget i tre Olympiske Lege som træner. Sideløbende har han været træner i Hvidovre og altså fra 2006 i Skælskør/Slagelse.

Hvad angår seniorsiden, kan man sige, at Michael Kjeldsen i ligasammenhæng kommer fra top til bund: Men jeg glæder mig rigtig meget til at starte i Højbjerg, siger Michael Kjeldsen, der er et godt niveau i klubben, og på ungdomssiden er der et stort potentiale. Det bliver spændende at bygge noget op og være med til at udvikle og forløse det talent, der er i klubben.

Ambitionerne er ikke til at tage fejl af – Højbjerg skal vinde hold-DM inden for en tidshorisont på fem-syv år.

For at det skal lykkes, skal klubbens økonomiske fundament styrkes, og også her kommer Michael Kjeldsen som sportschef til at spille en væsentlig rolle i forhold til sponsorer. Men selv om der er klar fokus på elitearbejdet, ændrer det ikke ved, at Højbjerg fortsat skal være en klub, hvor der også er plads til bredden.

– Jeg vil bidrage til, at klubben fungerer som en klub med plads til alle – klubben skal være et godt forum for leg og glæden ved at spille badminton, siger Michael Kjeldsen.

Højbjerg Badminton Klub står, ligesom mange andre klubber, over for store udfordringer på medlemssiden og dermed også hvad angår økonomien. Klubbens formand Michael Locht lægger ikke skjul på, at ansættelsen af Michael Kjeldsen som sportschef og cheftræner indebærer en strukturændring i klubben.

– Vi skal have gjort det endnu mere attraktivt at spille badminton som barn, ung, senior, veteran – ja, hele livet – uanset niveau og ambitioner, siger Michael Locht, og jeg tror, at Michael Kjeldsen er den rette mand på rette tidspunkt til sammen med klubbens øvrige ansatte og ledelsen at føre vores visioner ud i livet på det værdigrundlag, der er Højbjergs.

– Vi glæder os meget til samarbejdet med Michael Kjeldsen, fortsætter Michael Locht, han er badmintonmand helt ind til benet med uvurderlige erfaringer og kompetencer, som vil komme klubben til gode helt ud i alle hjørner.

For Michael Kjeldsen bliver der så at sige tale om at komme hjem, idet både han og hustruen Line har rødder i Aarhus og det østjyske. Michael Kjeldsen stammer oprindeligt fra Hammel, hvor hans forældre stadig bor, ligesom han kommer tættere på familie i Risskov og også hans 95-årige farmor i Ebeltoft……!

Pressemeddelelse fra Højbjerg Badmintonklub

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.