Tirsdag blev det offentliggjort, at Tine Baun fra næste sæson vender tilbage til Lillerød Badmintonklub, hvor hun havde det meste af sin badmintonopvækst. Det er en tilbagekomst, som den tidligere verdensstjerne føler sig godt tilpas ved.
Lillerød Badmintonklub afholdt et pressemøde i klubbens lokaler onsdag eftermiddag, hvor Tine Baun blev præsenteret. Med sin enorme erfaring og mange år i elitetræningsmiljøer, fortalte Tine, at hun føler har noget at give af.
– Jeg vil lægge vægt på, at spillerne lærer det at træne, sagde Tine Baun på pressemødet.
Selvom det er 13 år siden, Tine forlod Lillerød, er der fortsat masser af kendte ansigter fra dengang, hun havde sin daglig gang i den nordsjællandske klub.
Klubbens værdier er den 36-årige damesinglespiller godt bekendt med, og det er en tryghedsfaktor, hun sætter pris på.
Tine Baun skal varetage singletræningen, mens Ann Nielsen fortrinsvis skal tage sig af doublerne. Da der er en del unge spillere på LBs seniortræning, vil Tine skulle bidrage til at skabe rød tråd i talentarbejdet.