Begge herresingler spillede sig sikkert videre til semifinalerne kl. 18 i aften. Emil Holst slog Dinuka Karunaratna fra Sri Lanka i to sæt med cifrene 21-9, 21-15. I første sæt var Emil Holst ovenpå fra starten af, mens han i andet sæt først var i stand til at trække fra ved stillingen 16-15. Danmarksmesteren Rasmus Fladberg vandt ligeledes sin kvartfinale i to sæt. Her mødte han franske Lucas Corvee i mere tæt kamp, som han dog alligevel formåede at afgøre i to sæt med cifrene 21-16, 21-18.
De to danskere møder heldigvis ikke hinanden i semifinalerne. Her møder tredje seedede Emil Holst første seedede Brice Leverdez, som han kender fra Badmintonligaen. De har dog ikke mødt hinanden tidligere til internationale turneringer. Rasmus Fladberg møder Pedro Martins fra Portugal, der ligesom danskeren også er useedet. De har mødtes en gang tidligere, hvor Rasmus Fladberg løb med sejren i tre sæt.
Mette Poulsen tabte desværre til den første seedede tysker Karin Schnaase, der også havde vundet deres tidligere tre opgør inden kampen i dag.
Mixeddoublen sejrede i to sæt
Det fjerde seedede mixeddoublepar med Mathias Christiansen og Lena Grebak vandt over deres franske modstandere Bastian Kersaudy og Lea Palermo i to sæt 21-17, 21-15. I første sæt var danskerne i flere omgange bagud op til opholdet, men de blev ved med at holde fast, og efter opholdet stjal de første sæt ved hjælp af to gode pointstimer, som bragte dem foran med 18-13. Herefter lukkede de sættet. I andet sæt stod det lige ved 2-2, men herefter førte danskerne resten af sættet, som de sikkert lukkede 21-15. De skal nu møde et useedet par fra Maylasia i semifinalen bestående af Kian Meng Tan og Pei Jing Lai.
Herredoublen Kasper Antonsen og Niclas Nohr mødte det indonesiske par Hadianto Hardianto og Kenas Adi Haryanto i deres kvartfinale, som de tabte i to sæt med cifrene 21-16, 21-18 til trods for et meget tæt andet sæt.
Danmark er har dermed tre chancer tilbage i Orleans International, når semifinalerne spilles i aften kl. 18.