Viktor og Jan viste storspil på førstedagen i Dubai

Der er absolut mulighed for at opgradere julegaverne, hvis de danske badmintonspillere klarer sig godt i Superseries-finalerne i Dubai. Præmiesummen er USD 1.000.000.

En turneringssejr i herresingle giver fx. USD 80.000, altså en god ½ mio kroner.

På førstedagen har især herresinglerne leveret overbevisende spil, og både Viktor og Jan Ø satte deres respektive modstandere til vægs i to sæt.

Jan Ø lagde hårdt ud mod den uberegnelige veteran Hu Yun fra Hong Kong. Første sæt var danske opvisning, mens spillet bølgede mere frem og tilbage i andet sæt. Resultatet blev 21-10, 23-21.

– Han er i bund og grund fuldstændig vanvittig. Han kan stå og skyde den ud på parkeringspladsen, og så kan han også spille helt vanvittigt og ramme alt.

– Nu kom jeg godt fra start. Det var måske ikke så kønt lige til sidst, men jeg hev den, og det er det vigtigste, sagde Jan Ø Jørgensen til TV2Sport efter kampen.

Imorgen venter kinesiske Tian Houwei.

Viktor Axelsen var ligeledes i forrygende spillehumør. Taiwans Tien Chen Chou var langt væk i første sæt, og stort bagud i andet med 1-9 mod danskeren. Da Viktor slappede for meget af, var stillingen pludselig 15-15. Derfra skruede Viktor Axelsen igen op for dampen og sejrede med 21-16.

– Kan ikke vente med at komme på banen igen imorgen, skrev Viktor efter kampen på Facebook.

Viktor Axelsen møder torsdag Srikanth Kidambi fra Indien.

Christinna Pedersen havde en virkelig ærgerlig åbningsdag i Dubai. Hun tabte mixeddoublen med Joachim Fischer med 24-22 i tredje sæt mod Ko/Kim fra Korea.

I damedouble havde Christinna og Kamilla længe verdensmestrene Yunlei og Qing på krogen, men de slap grebet til slut og smed en 18-12 i tredje sæt over styr.

Senere i dag spiller Mads Conrad og Mads Kolding mod Carsten Mogensen og Mathias Boe. Se alle resultater fra Superseries-finalerne i Dubai.

Læs også

Stor dansk søndag i Malaysia: Fuld titelhøst på finaledagen

Den danske verdensmester Viktor Axelsen og damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl sikrede søndag …