Mathias Boe og Carsten Mogensen er tippet gode vinderchancer til turneringen Yonex US Open, der starter i morgen.
Den danske herredouble er seedet nummer ét i den amerikanske turnering, og det kan i sidste ende blive en god indikator på, om herrernes topform kan nå at genvindes inden OL i august. Forventningerne er i al fald store, når Boe og Mogensen går på banen i Los Angeles torsdag.
Herredoublen ligger stadig nummer ni på verdensranglisten, mens turneringens seed nummer to, indiske Manu Attri og Sumeeth Reddy, ligger på 23. plads. På papiret er danskerne derfor storfavoritter.
Mathias Boe og Carsten Mogensen sidder over i første runde, og skal derfor først i aktion torsdag. Her skal de møde enten japanske Hiroyuki Saeki og Ryota Taohata eller Ruben Castellanos og Anibal Marroquin fra Guetemala. Ingen af parrene, som begge ligger langt tilbage på verdensranglisten, bør udgøre et problem for den danske herredouble.
Flere OL-profiler iblandt
Foruden Mathias Boe og Carsten Mogensen finder man flere OL-udtagede navne i programmet. Blandt andet Scotlands Kirsty Gilmour og Indiens Srikanth Kidambi, der begge er seedede et’ere i henholdsvis damesingle og herresingle.
På listen er desuden det engelske badmintonpar, Chris og Gabrielle Adcock, der ligger nummer syv på verdensranglisten, og derfor også er favoritter til at tage turneringens mixdouble-guld med hjem. The Adcocks skal ligesom danskerne først på banen torsdag, og her bør heller ikke vente ægteparret de store udfordringer.
Yonex US Open starter i morgen med kvalifikationsrunder, og TV2Sport sender fra turneringen både lørdag og søndag, hvor henholdsvis semifinaler og finaler løber af stablen.
Du kan følge Boe og Mogensens vej igennem turneringen herunder:
Yonex US Open herredouble-program
Hvordan kan det være at Mads og Mads ikke er med?