Foto: @Højbjerg Badmintonklub

Badmintonligaen: Højbjerg uden chancer

Oddsene var i den grad ikke med Højbjerg Badmintonklub, da de torsdag aften tabte 5-1 til Skovshoved.

Det var en svær opgave, der ventede Højbjerg, som torsdag var taget til Sjælland for at møde Skovshoveds rutinerede felt af badmintonspillere. Kampen endte da også med et nederlag på 5-1. Alligevel er Højbjergs træner tilfreds.

”Vi vidste godt, at det ville blive en svær kamp, og at vi temmelig sikkert ikke kunne vinde. Det er vores hold ikke godt nok til lige nu. Men hele vejen rundt gjorde folk en god indsats, og vi fik spillet det spil, vi havde aftalt,” siger Michael Kjeldsen til BadmintonBladet.

Højbjerg overraskede i herresingle
Kasper Dinesen fra Højbjerg var undertippet, da han skulle møde Skovshoveds Emil Holst, og alligevel formåede Dinesen at vinde første sæt 24-22. Andet sæt blev i Holsts favør, mens tredje sæt også startede dårligt ud for Højbjergs førstesingle, som var bagud 1-10.

Men så skete der noget. Dinesen kæmpede sig op til en føring på 12-11, og den stime fortsatte, indtil han slog matchbolden i gulvet og vandt tredje sæt 21-14. Sejren var tydeligt betydningsfuld for Dinesen, der med knyttede næver faldt på knæ i et sejrsbrøl efter kampen.

”Han gjorde egentlig hele tiden det rigtige, også selv da det ikke rigtigt lykkedes i andet og tredje sæt. Det gyngede frem og tilbage, og alligevel fik han hevet den hjem,” siger en begejstret Michael Kjeldsen.

Også Alexandra Bøje og Natalia Koch Rohde kom ud i et tresætter, da de mødte hinanden i damesingle. Højbjergs Bøje lagde bedst fra start med en sejr i første sæt på 22-20, men holdt ikke distancen og tabte andet og tredje sæt til Rohde med 16-21 og 13-21. Aftenens anden herresinglekamp vandt Skovshoveds Rasmus Gemke med cifrene 21-14 og 21-8 over Jesper Toft.

Svær, rutineret modstand for Højbjergs doubler
Kamilla Rytter Juhl og Anne Skelbæk vandt 21-17 og 21-15 over Højbjergs Line Nørgaard og Nanna Vestergaard. Og også parret Joachim Fischer og Christinna Pedersen fik en komfortabel sejr mod Staael og Emilie Juul Møller med 21-13 og 21-8.

Der var heller ikke meget at gøre for Højbjergs herredouble Morten Skrøder Bødskov og Mathias Bay-Smidt, der ved matchbold skød bolden i nettet. Det gav Carsten Mogensen og Mads Conrad-Petersen en sejr på 21-11 og 21-11 i en kamp, der ikke voldte Skovshoveds verdenstopspillere store problemer.

”Jeg siger til mine spillere, at de skal glæde sig til at møde nogle verdensklassespillere, for det er ikke så tit, at de får lov til det. De skal forsøge at spille deres eget spil, og se, om der er noget, der faktisk duer til at få point mod verdens allerbedste,” siger Michael Kjeldsen om de unge Højbjergspilleres møde med Skovshoveds rutinerede spillerpallette.

Kjeldsen siger desuden, at holdet går efter at ende i en kvartfinale i dette års ligaturnering. Sidste sæson nåede holdet også en kvartfinale, men endte som nummer syv, og netop syvendepladsen håber han i år at kunne optimere.

 

Læs også

Badmintonligaen: Sådan ender medaljekampene

Medaljerne i denne sæsons Badmintonliga uddeles i denne uge. Mandag spiller Skovshoved mod TSS, og …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.