Sara Thygesen og Maiken Fruergaard.

Fruergaard efter afgørende sejr: Det var bare fedt at få lov til at repræsentere vores land

De danske damer besejrede Rusland i semifinalen ved EM for dame- og herrehold. Maiken Fruergaard og Sara Thygesen vandt den afgørende kamp, og Fruergaard synes, at de håndterede den svære situation godt.

Danskerne sikrede sig endnu en relativ sikker sejr i dagens semifinale. Mia Blichfeldt startede ellers med at tabe, men herfra sikrede først Juhl og Pedersen og senere Line Kjærsfeldt to sejre. Så var det op til Thygesen og Fruergaard at afgøre kampen mod Davletova og Bolotova. I et ret tæt første sæt sejrede de med 21-17, men i andet sæt var der ingen slinger i valsen og de vandt 21-10. Derfor var Fruergaard tilfreds efter kampen:

– Det var fedt at få lov til at spille i dag og være den kamp, der gjorde, at vi vandt holdkampen. Vi skulle lige ryste nervøsiteten lidt af i første sæt, men jeg synes, vi holder os til den gameplan, vi havde lavet forud. Det gjorde, at vi hev den sikkert hjem, siger hun til BadmintonBladet.

Fedt at være afsted som hold

Netop det, at det var så afgørende en kamp, var første gang for det danske par. Hvis de ikke havde vundet, skulle kampen nemlig have været ude i et femte og afgørende opgør, og det kunne i følge Fruergaard mærkes:

– Der var pres på i dag, følte jeg, men det var egentlig bare helt vildt fedt at komme på banen og få lov til at repræsentere ens land. Det er første gang på de to gange, vi har været med, at vi har fået lov til at komme på banen i en afgørende kamp, så det var lidt anspændt. Men jeg synes trænerne var gode til at få det bedste ud af os i dag.

Det danske hold har haft det godt sammen, og man har blandt andet kunne se en dansevideo, de har lavet som opvarmning til kamp. Fruergaard mener også, at de har et godt fællesskab:

– Det er lidt specielt at være ude som hold. Vi har spist mange gange aftensmad sammen og frokoster sammen; de fleste af os. Vi har det rigtig sjovt sammen. Det er fedt at være på tur som et hold.

I morgen spiller danskerne finale mod Tyskland.

Resultater fra EM for hold: Danmark- Rusland

Læs også

Fruergaard om stor kamp i morgen: Vi er klar til at kæmpe røven ud af bukserne

Maiken Fruergaard og Sara Thygesen hentede en flot sejr i første runde ved All England. …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.