Lee Chong Wei tror på, at han kan komme til tops ved VM. Foto: @ Djarum Badminton

Lee Chong Wei inspireres af tennislegende

Lee Chong Wei opgiver ikke troen på at stryge til tops i en af de rigtig store turneringer. En anden legendes nylige resultater har således medvirket til en styrket tro på, at det endelig kan lade sig gøre ved VM.

Når VM skydes i gang i slutningen af august er det ved at være en af de sidste chancer for Lee Chong Wei til at hive en stor titel hjem. For selvom han i år udtalte under All England, at han i hvert fald er at finde ved de åbne engelske mesterskaber næste år, lakker karrieren mod enden. Et muligt nyt pointsystem kan måske forlænge karrieren, men der er stadig ikke mange chancer for at vinde en stor titel tilbage.

Det gør det heller ikke nemmere, at den forsvarende mester Chen Long er med. Det er nemlig en spiller, den malaysiske storspiller  har tabt til i flere afgørende kampe. Desuden er Lin Dan, som har slået ham i mange store finaler, endnu en skrækmodstander ved VM.

Tid til et stort resultat

Men nu er det altså tid til, at de tre VM og OL-sølvmedaljer bliver forvandlet til den fineste karat. Og troen på et stort resultat kommer fra en anden legendes comeback. Roger Federers seneste Wimbledon-sejr har nemlig inspireret Chong Wei og givet ham fornyet motivation til selv at hente VM-trofæet hjem.

– Specielt fordi han kun er et år ældre end mig. Hvis han kan vinde, så kan jeg også, sagde han ifølge BadmintonPlanet.com.

Og Lee Chong Wei har de sidste tre uger trænet med den malaysiske legende Misbun Sidek, som blandt andet har vundet sølv ved VM. Dette skal optimere chancen for et stort resultat ved VM.

– Jeg håber, han kan gøre mig mentalt og fysisk stærkere, udtalte han ifølge BadmintonPlanet.com.

VM spilles i Glasgow fra den 21. august og her vil det vise sig, om Lee Chong Wei kan leve op til ordene.

Kilde: BadmintonPlanet.com

Læs også

Overblik: Lee vil kæmpe til det sidste, japansk VM-tørke i 40 år, mere guld til Ahmad/Natsir

Badmintonbladet.dk har samlet de mest interessante nyheder om badminton til dig her. Nemt at læse …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.