På casino-øen Macau bliver der spillet Grand Prix Gold-turnering i badminton. Præmiesummen er USD 120.000.
Det er altså knap 1 mio kroner, der er på højkant i Macau Open. Det har tiltrukket et stærkt felt af spillere, der sædvanligvis gør sig i SuperSerien.
Men det er et ungt, indonesisk talent, der har gjort sig først bemærket. 18-årige Jonatan Christie slog i indledende runde den topseedede Srikanth Kidambi ud. Det var formsvage Srikanths fjerde førsterundenederlag i træk.
– Det er et virkelig godt resultat at slå den topseedede, og det er en af mine største overraskelser indtil nu, siger Jonatan til The Star.
– Jeg havde analyseret Srikanths spil på video, og jeg vidste, hvordan jeg skulle gribe ham an.
Sigter mod stjernerne
Jonatan Christie har alderen til at spille U-VM, der for nylig blev afviklet i Peru. Men han valgte ikke at deltage.
– Jeg stiler højt, og jeg deltog ikke i U-VM, fordi min træner ønsker, at jeg fokuserer på overgangen til at blive seniorspiller.
– Det betyder ikke noget, at jeg ikke er blevet ungdomsverdensmester. Lee Chong Wei og Ling Dan har heller ikke vundet U-VM. Alligevel har de opnået store resultater. Jeg vil følge i deres fodspor, siger Jonatan, der møder Taiwans Kuo Po-cheng i næste runde.
Se alle resultater fra Macau Open. Læs mere om ø-staten Macau.