Mads Kolding og Mads Conrad er klar til semifinalen ved German Open. Foto @ Annette Vollertzen

VM: God præstation af Mads og Mads

De to gange Mads kaldte skulle op mod et par uortodokse indere i deres første kamp ved VM i dag. De havde aldrig mødt dem før men vidste, at de kunne være svære at spille mod.

Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding ligger med en 10.-plads på verdensranglisten 22 pladser over deres indiske modstandere Pranaav Jerry Chopra og Akshay Dewalkar.

Chopra og Dewalkar lagde bedst ud og førte 5-2 efter få minutter. Danskerne kom dog hurtigt igen og kørte sættet sikkert hjem med 21-16.

Usikker periode i andet sæt
– De kan spille rigtig godt, hvis man står stille, og det så vi også i starten af andet sæt. Men lige så snart vi bevæger os, så synes jeg også, der er klar klasseforskel, sagde Kolding efter kampen til TV2 Sport.

Det, Mads Pieler Kolding hentydede til, var den 8-3-føring, inderne fik i andet sæt. Men med to gode serier på otte og seks points fik danskerne vist, at dette blot var en mindre smutter, og de lukkede sættet med de sikre cifre 21-12.

Nervøs
Kolding havde spillet sig i gang i den berømte og berygtede VM-hal, Istora Senayan, mens Conrad først kom i gang i dag.

– Jeg var lidt nervøs i dag og har faktisk ikke været så nervøs siden VM sidste år, sagde Conrad.

– Det krævede lidt energi at komme fri af den nervøsitet, og der var det fedt at have Kolding ved siden af. Det var som om, at da han fandt rytmen, så fandt jeg den også lige med det samme, tilføjede han.

Danskerne føler sig godt spillende. De indbyrdes aftaler sidder rigtig godt, og træningen de sidste syv uger har virkelig givet noget.

Svære englændere venter
I næste runde skal de op mod Marcus Ellis og Chris Langridge fra England. De slog lidt overraskende Lee Sheng Mu og Tsai Chia Hsin fra Taiwan, der er seedet 8. Disse taiwanesere har tidligere slået Mads og Mads fire gange ud af fire mulige, så danskerne tænkte sit, da de så, at englænderne havde vundet.

– Vi så godt resultatet tidligere i morges og tænkte, at nu skulle det lige passe, at vi også smider den her, sagde Mads Conrad-Petersen om Lee og Tsais nederlag.

– Englænderne har også spillet godt, og de var ovre på træningslejr i Danmark, hvor vi har spillet mod dem et par gange, og de er blevet meget bedre. Når de kan slå dem, vi har tabt fire gange i træk til, så viser det også, at de er blevet bedre. Vi ved godt, at vi er favoritter, men samtidig har vi også respekt for dem, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde i morgen, sluttede den danske duo fra Jakarta.

Mads og Mads har mødt Marcus Ellis og Chris Langridge en enkelt gang tidligere i officielle kampe. Det var ved Singapore Open i år, hvor det blev til en dansk tosætssejr.

Se programmet i herredouble her.

Læs også

VM: Kina stadig suveræne

VM i badminton er nu ovre, og det blev til den helt store triumf for …