Foto @ Annette Vollertzen

Badmintonligaen: Værløse viste styrke på udebane

Loading

Der var topopgør i Badmintonligaen tirsdag aften i Højbjerg-hallen. Duellanterne var hjemmeholdet fra Højbjerg og gæsterne fra Værløse.

De to hold var placeret som henholdsvis nummer to og fire i grundspillet, så der kunne med rette forventes en lige kamp, selvom Værløse var favoritter.

– Vi er jo egentlig et bundhold, men vi har bare gjort det rigtig godt i de seneste kamp, hvor alle har spillet op til deres bedste, fortalte Højbjergs double-es Martin Faaborg til Badmintonbladet.dk.

Pigerne blev sat først i gang. Stortalentet Alexandra Bøje mod Danmarksmesteren Line Kjærsfeldt. Det så nervøst ud for Højbjerg-spilleren, der trods fine momenter ikke rigtig fik helt form spillet i første sæt. Tempoet steg i andet sæt, og det gav korte dueller. Kjærsfeldt var aldrig rigtig presset. 21-16, 21-7.

I damedouble har Line Nørgaard og Nanna Vestergaard spillet mange kampe og turneringer sammen, og med gode resultater til følge. Værløse havde for fjerde gang i sæsonen Thilde Mattison i damedouble med Julie Finne-Ipsen. Det var et klogt valg af Værløse-træner Tanja Berg, for de viste bredden på Værløses pigeside og vandt sikkert i to sæt. Dermed 2-0 til udeholdet efter første runde.

I anden runde var det herretid. Doublen med Martin Faaborg og genkomne Mathias Bay-Smidt havde svært ved at få overtaget mod Værløse-duoen Overgaard/Gravholt. Efter et lige første sæt, smuldrede det for Højbjerg, og nu var stillingen 0-3.

– Vi tog lidt en chance ved at tage Mathias Bay med, og vi har ikke fået trænet så meget sammen. Han er lige kommet tilbage efter seks måneders skadespause. Det gik fint, og hvis vi havde vundet det tætte første sæt, kunne kampen have udviklet sig anderledes. Vi kunne have fået noget selvtillid, men i stedet spillede Værløseparret virkelig godt i andet sæt, fortalte Martin Faaborg.

Både Kasper Dinesen og Rasmus Messerschmidt har haft nogle fine, hjemlige resultater i sæsonen, og de har slået hinanden en gang hver. Det forventede lige opgør blev i stedet en sikker sejr til Dinesen, der havde Messer godt ude og arbejde i store dele af kampen. Reducering til 1-3.

Der var nu realistiske muligheder for et comeback for hjemmeholdet. Altid stabile Morten Brødbæk skulle op mod Mikkel Mikkelsen, og mixeddoublen med Jakob Staael/Emilie Møller burde kunne matche Jonas Rasmussen og Emma Wengberg.

Det så indledningsvis fornuftigt ud for Højbjerg. Mixeddoublen fik fint fat, og Morten Brødbæk spillede med mere ro end Mikkelsen fra Værløse. Begge matcher gik i tre sæt, men ved stillingen 5-5 kom Brødbæk galt afsted. Kampen blev kortvarigt afbrudt, og han kom på banen igen. Men skaden var sket, og bevægeligheden var begrænset. Ved stillingen 16-9 og låret indbundet, måtte Brødbæk give fortabt.

Mixeddoublen blev en tæt affære, og 38-årige Jonas Rasmussens rutine fornægtede sig ikke til sidst. Tredje sæt blev vundet med 21-19, og dermed tog Værløse holdkampsejren med 5-1 over Højbjerg. Godt klaret af nordsjællænderne, der havde en vanskelig udebanekamp på en hverdagsaften.

På et tidspunkt duftede det af 3-3, men Højbjerg hænger ikke med mulen af den grund.

– Værløse spiller bare virkelig godt idag, og de er favoritter i mange kampe. Selvfølgelig er det ærgerligt ikke at skulle synge sejrssang bagefter, men de var bare gode, slutter Faaborg af.

Værløse er dermed fortsat tophold med 18 point, mens falder en enkelt plads tilbage til nummer 5. Se alle resultater fra Badmintonligakampen mellem Højbjerg og Værløse.

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …