Indonesiens helt store stjerne i 1970’erne kan i år fejre 40-års jubilæum for den rekord, han satte, da han i 1976 vandt sin ottende All England-titel i herresingle. Mange af “de ældre” badmintonfans kan med garanti nikke genkendende til navnet, mens de yngre måske ikke har det lige på tungen: Rudy Hartono.
Inden 1976 var rekordholderen danske Erland Kops med syv herresingletitler. Fra 1968 og frem vandt Rudy Hartono syv titler i træk, og han var faktisk lige ved også at tage otte i træk – men i finalen i 1975 blev han besejret af Svend Pri. Til gengæld strøg Hartono så helt til tops igen året efter i finalen mod landsmanden Liem Swie King, og han tog dermed rekorden med otte herresingletitler i alt i 1976.
Og dette er ikke den eneste rekord, Hartono er indehaver af. Allerede da han vandt sin første All England-titel, satte han rekorden som den yngste vinder nogensinde: Da var han blot 18 år og 7 måneder.
Da han vandt All England i 1971, afgav han kun 39 point i alt i seks kampe. Wow!
Vi har fundet dette klip fra finalen i 1976 på Youtube – bemærk de smukke veste. Ja, unge badmintonspillere, det var højeste mode dengang, jeres forældre var unge!
Fakta
Fulde navn: Rudy Hartono Kurniawan
Født: 18. august 1949 i Surabaya, Indonesien
Individuelle sejre
VM: 1980
All England: 1968, 1969, 1970, 1971, 1972, 1973, 1974, 1976 (plus sølv i 1975 og 1978 samt sølv i herredouble 1971)
US Open: 1969 (plus sølv i 1971)
Canadian Open: 1969, 1971
Denmark Open: 1971, 1972, 1974
Japan Open: 1981
Holdsejre med Indonesien
Thomas Cup: 1970, 1973, 1976, 1979 (plus sølv i 1967 og 1982)