Ved Superseries-turneringen i Singapore har damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen spillet sig i kvartfinalen. De slog torsdag et stærkt kinesisk par i overbevisende stil.
Juhl og Pedersen bragte sig torsdag et skridt længere frem i USD 350.000-turneringen i Singapore, da det blev til en sikker sejr i to sæt over det talentfulde, kinesiske par Bao Yixin og Yu Xiaohan.
– Sindsyg sjov kamp i dag. Det er altid sjovt at spille mod de her kinesere – og endnu sjovere når vi kan hive sejren hjem. Vi er utroligt glad for, hvordan vi håndterede det taktiske spil i dag, hvor vi jo er bagud i begge sæt. Vi kom stærkt tilbage, sagde Kamilla Rytter Juhl til DR Sporten.
Med 21-13 og 21-16 slog den danske damedouble sig videre til kvartfinalerne. Her venter hård modstand, når bundseedede Juhl og Pedersen skal møde de sjetteseedede japanere Kurumi Yonao og Naoko Fukuman.
Senere torsdag skal Mathias Boe og Carsten Mogensen på banen i herredouble mod Isara og Phuangphuapet fra Thailand. I mixeddouble står Christinna Pedersen og Joachim Fischer over for Lee og Hsu fra Taiwan.
Se alle resultater fra Singapore Open 2017.