BadmintonBladet flest nyheder om badminton
PROLOG til noget, jeg på nuværende tidspunkt ikke ved, hvor fører hen
I april og oktober 2015 fik jeg offentliggjort dette og dette kritiske indlæg på Badmintonbladet.dk med mit syn på udviklingen i dansk badminton, set fra udkanten – herude hvor det bløder og vi kæmper med klubdød, spillerflugt, trænermangel, færre unge, socioøkonomiske problemer, lavere gennemsnits levetid etc.
Oktober-indlægget fik dengang Badminton Danmarks nyansatte (pr 01.10.15) direktør Bo Jensen til tasterne den 28.10.15 og senere til at aflægge Vordingborghallen et besøg.
I foråret 2018 spurgte han, om jeg ville interviewe ham over flere gange om nogle tiltag, som Badminton Danmark gerne ville have offentliggjort/videreformidlet. Vi aftalte et første møde tirsdag den 15. maj på Bos kontor i Elfenbenstårnet.
Aftalen indebærer helt frie hænder til at skrive, hvad jeg vil – ucensureret, kritisk etc.
Jeg er udmærket klar over, at min rolle let kan blive at agere mikrofonholder og jubelidiot, som ukritisk videregiver, hvad Badminton Danmark ønsker.
Frygten er formodentlig, sandsynligvis uberettiget, men den er der. Derfor har jeg også haft min “backinggruppe” (Suzanne Wittrock og Jesper v Adler) med som sparringspartnere og analysanter forud for det første møde. Og de vil fortsat holde mig på rette vej.
KAPITEL I
Det første møde i Idrættens Hus var som nævnt tirsdag den 15. maj kl 10.00. Det startede rigtig godt på dagen før de to landsholds rejse til Malaysia. Der var dog ingen træning i Brøndby. Min tidlige ankomst for at se lidt badminton var derfor forgæves, og så måtte jeg ovenikøbet gå igennem affaldet fra fodboldkampen mellem Brøndby og Midtjylland aftenen før.
Til vores første møde tilsidesatte jeg mine utallige kritiske emner, spørgsmål og notater og bad om Bo Jensens egen badminton-historie. Den har det lille badmintonland aldrig hørt.
Det er den klassiske udviklingshistorie med et desværre hyppigt set frafald, men med et overraskende comeback, langsomt, behersket, overvejet og til sidst all-in. Egentligt også en god karakteristik af hr badmintondirektør og menneske.
Forældrene startede med at spille i Værløses nybyggede hal i slut 60erne, og så fulgte storebror Bo efter som 7 årig, og senere også lillebror Michael og lillesøster Lene.
Bo er årgang 1964. Jeg er 1965er. Dermed er vi født i de største fødselsårgange siden 40’erne. I 1964 blev der født 83.243, i 1965 85.743 og i 1966 toppede det med 88.244. Til sammenligning blev der i 2016 født 60.790, i 2013 født 54.894 og i 1983 var det et absolut lavpunkt med 50.552.
Så man kan sige, at vores sport er presset af faldende fødselstal, oveni et langt større udbud af sportstilbud, herunder E-Sport, Fitness og generelle samfundsændringer med betydning for ikke bare unges, men alle danskeres “brug” af sport og foreninger.
Tilbage til Bo. Habil ungdomsspiller, klubmester flere gange som ung, aldrig med til ungdoms-DM (der dengang kun var for de bedste, der blev udvalgt). I hænderne på dygtige trænere som fx tidligere verdensmester Steen Skovgaard (i Malmø 1977), “boet” i hallen (som vi gjorde det dengang en hal var et reserve hjem) og ført ind i og opdraget i forenings- og klublivet i Værløse, som allerede dengang var en topklub, af kærlige, ansvarsbevidste og kyndige voksne.
Lillesøster og -bror fortæller at “…vi husker begge Bo som en med orden på tingene, altså når han tog til træning, så var tasken altid pænt pakket, bluserne var lagt pænt sammen, strømperne og shorts lå pænt ved siden af sammen med sko og håndklæde – der manglede aldrig noget.”
Bo blev i klubben omskolet fra at være en habil singlespiller, der virkelig kunne løbe langt og fremkomme med fantastiske slag. Desværre havde han også et lejlighedsvist lidt lavt bundniveau til at spille en god mix, men var (og er) med egne ord håbløs i double. En uheldig kombination i holdturneringen.
Frafaldet, eller rettere fravalget startede som en langsom proces allerede i gymnasietiden, hvor badmintonlivet blev forstyrret af lektier, venner og mon ikke også af pigerne og festerne? Som 26-årig stoppede Bo helt (og havde på det tidspunkt spillet 3. division, som dengang vitterlig var det tredjehøjeste niveau) og fokuserede de næste 10-15 år på arbejde, karriere i ind- og udland, familie, børn, husbyggeri og den slags. Der har mange af os også været og af den grund været tæt på at ophøre. Inden sit totale ophør med al badminton havde han også taget en træneruddannelse og ageret træner, holdleder, været aktiv frivillig i diverse udvalg etc. som engagerede og pligtopfyldende mennesker nu er det, og som foreninger har brug for.
Hen i midt-/slut 30erne startede han i det stille med motionsbadminton hver lørdag morgen mellem kl 7.00-9.00 med en gruppe glade, jævnaldrende og langt mere utrænede og autodidakte motionister. For sjov. Uden pres og krav om hård og hyppig træning.
For med til Bo og familien Jensens historie hører “Jensen-syndromet”, det vil sige en uvilje til at træne meget. Det at blive og være god skulle helst komme af sig selv. Lillesøster Lene havde et stort talent og udfoldede det også i selskab med bl.a. Jim Laugesen og Jonas Rasmussen, men nåede aldrig selv helt op i toppen. Michael har jeg selv spillet sammen med i Værløse som veteran. Samme billede. Højt niveau, mange kunstgreb og stor kreativitet, men også mentale udfald og et lavt bundniveau.
Men spillet med motionisterne fik vækket Bos badminton-gen, konkurrence-elementet, “misbrugsmønstret” – en gang konkurrencemenneske, altid konkurrencemenneske. Datteren begyndte også med badminton, og langsomt bevægede Bo sig ind i badmintonverdenen igen gennem motions- og dernæst veteranspil, hvilket inkluderer en højst overraskende titel som amtsmester i double med bror Michael, deltagelse i ungdomsarbejde og til sidst formand gennem flere år i Lillerød, sideløbende med en erhvervskarriere.
I 2015 blev han ansat som direktør i Badminton Danmark i et forbund, der i den grad, også efter min mening, trængte til et skifte fra en foreningstankegang og selvforståelse til en mere professionel og kommerciel struktur og tilgang. Forbundet trængte til et turnaround, og det er den, han er sat i spidsen for og også brændende ønsker at gennemføre, for ligesom alle os andre at ville det bedste for vores sport, der skal blive til en sport for livet, og for alle, både elite og bredde.
Visionen er kort sagt: “Badminton for livet og for alle”.
I 2015 beskrev jeg med en vis kritik som nævnt indledningsvis forbundet, Badminton Danmark, som dem i Elfenbenstårnet, langt væk fra badminton på gulvniveau og fra “udkant” og klubliv, kun med fokus på eliten.
Visionen er, at Badminton Danmark også eller i lige så høj grad skal arbejde for bredden, fordi bredde og “….fællesskabet er hele udgangspunktet, for at vi kan drifte og udvikle vores badmintonkultur” (Bo Jensen).
Og lige nøjagtig den vogn lader jeg mig gerne frivilligt spænde for, dog forhåbentlig bevarende min kritiske tilgang og selvstændige tænkning. Det projekt bakker jeg gerne op. Det er det, jeg gentagne gange har skrevet om i snart 70 indlæg her på Badmintonbladet.dk.
AFRUNDING
Denne prolog og kapitel I vil nogle nok kalde tandløs, hvilket er helt korrekt. Det er en blød start uden skarpe tænder og den normale danske kritiske tankegang. Men jeg synes, det er på tide at vi, badminton danmark (med småt), altså “vores” badmintonland får direktørens egen badmintonhistorie i form af, hvorfor han er havnet i direktørstolen og hvad han vil bruge den til.
I de kommende samtaler vil vi diskutere emner med en skarpere vinkel. Hvis du har forslag til emner, kritik eller spørgsmål, så skriv en kommentar. Det kan være, jeg vil bruge dem. Eller send dem direkte til perdamkjaerjuhl@gmail.com.
Til sidst en selverkendelse. Jeg har ikke ekspertens viden om spillets finesser eller indsigt i elitetilværelsen, som fx TV2´s værter eller tidligere landstrænere eller den journalistiske erfaring og dybdeborende know how som en Kurt Lassen. De emner, der berører den verden, må de/andre tage op.
Mit udgangspunkt er uvilkårligt nedefra og op, den frivilliges, ubetaltes og glade amatørs tilgang og blik.
Mit fokus er den verden, jeg og mine ligesindede herude oplever. I de små haller langt væk mentalt fra de professionelle.
I de her dage spilles Uber og Thomas Cup, og i BWF skal de tage stilling til tre betydelige ændringer i vores kære badminton – pointsystemer, coachingens rolle og servereglen. Der er noget på spil i de næste 7-10 dage i Bangkok. 2016-trofæet skal forsvares, og regler skal diskuteres. TV2 er atter på banen med et imponerende program. Hold fast, hvor er vi heldige, her i miniputlandet højt mod nord.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
