BadmintonBladet flest nyheder om badminton
”Vi ved også, eller burde vide det, at var det ikke for utallige menneskers indsats, involvering og samspil, heraf meget frivilligt og ulønnet, for at skabe betingelserne og udenomsrammerne, helt fra de nuværende stjerner var små og selv nye i denne sport, så var dem i lyset aldrig endt der, hvor de er nu”
Fredag, min første dag ved DANISA Denmark Open, blev mest brugt ved at sidde i sofaen i Press Room
I hvert fald fredag aften. Det bidrog ganske givet til opholdets varighed og hygge, at der blev serveret skønne og stærke øl fra Midtfyns Bryghus, samt at der løbende var inspirerende selskab.
Lørdag og søndag blev til gengæld brugt i hallen på at se semifinalerne og finalerne. Men også her var der mange bekendte og gode snakke. Man kan jo sagtens snakke, bl.a. om badminton, mens man ser andre spille badminton.
Hr. Kolmos introducerede mig lørdag eftermiddag for sin golfven/makker, tidligere topspiller Ole Martens. Ole fortalte om sit engelske eventyr i Cambridge i midt 60’erne, hvor han i et års tid udelukkende spillede badminton og deltog i adskillige britiske turneringer. Dengang var badminton i England noget større og mere udbredt, end tilfældet er i dag.
Sikke en god historie fra en badmintonentusiast til en anden. På tværs af generation og andre mulige skel.
Det er et godt billede på livet på, men også udenfor og omkring badmintonbanerne i den kompakte hal i Odense. Her mødes Badminton Danmark, og her mødes badmintoninteresserede fra alle niveauer og hjørner af det lille dronningerige for både at se badminton på højeste plan og ikke mindst som sagt for at træffe andre entusiaster udenfor banerne, på gangene, på tribunerne, i Press Room, over en burger, udenfor eller en fransk hotdog indenfor. Det er næsten som landsbyens gadekær eller brugs.
Vi mødes, alle os med fjer på hjernen, unge, middelaldrende, semi- og helgamle og genkender, i nogle tilfælde hilser, snakker overfladisk eller dybere, knytter bånd, sår frø til mulige venskaber eller bekræfter gamle og eksisterende. Bekræfter hinanden i vores fælles passion for badmintonsporten. For dens betydning for og meningsgivende værdi i vores liv.
Kunst?
Lørdag så jeg således bl.a. den flotte mixedkamp mellem indoneserne Natsir/Ahmad og kineserne Huang/Zheng og den lynende hurtige, men desværre alt for korte tosæts-double mellem de to indonesiske par Setiawan/Ahsan og Gideon/Sukalmuljo. De ældre mod de unge. De besindige mod de energiske.
Senere sad de næsten alle sammen i mørket på tribunerne nær indgangen til deres træningshal, indenfor rækkevidde af os andre, som helt almindelige mennesker udenfor rampelyset på banen. De, stjernerne, er jo kun mennesker, her i mørket, som du og jeg, mens de samme på banerne, i det skarpe spotlight, er exceptionelle ekvilibrister, enestående, ja nærmest kunstnere og artister.
På det grønne tæppe sprudler de og viser os, hvad utallige års dedikation, flid, sved, talent og relativ ensporethed kan føre til. Stor, endda usædvanlig stor kontrol, fantasifuld kreativitet og leg med en 5 grams fjerbold og ubevidst indsigt i spillets facetter. Et niveau, vi andre drømmer om og værdsætter højt.
Men kunstnere ligefrem? Altså kunst?
Kunst er et bevidst brug af den menneskelige skaberevne og fantasi til fremstille værker, som kan påvirke eller udfordre modtageren æstetisk, følelsesmæssigt eller intellektuelt (Wikipedia).
Med deres kunnen påvirker de i hvert fald mig. Emotionelt. Intellektuelt. Bestemt æstetisk.
Setiawan og Natsirs rolige udtryk, selv under højt pres. Momotas og Kidambis kattepoteagtige bevægelser. Tais alsidige legeunivers. Sonodas “elektriske” ADHD-agtige trippen mellem duellerne. Gideons udfordring af tyngdekraften i sine kraftfulde spring i hopsmash. Nehwal, Ellis og Langridges opofrelse. Antonsens tilsyneladende uknækkelige tro (og Conrads “uforudsigelige bevægelser” ¯\_(ツ)_/¯ ).
Deres præstationer giver lyst og inspiration til selv at spille og have deres spil kørende samtidig i underbevidstheden, i baggrunden, inde i hovedet.
Måske deres spil også giver nogle lyst til at prøve vores sport for første gang og der opdage glæden, men også hvor svært det er, det, som i spotlightet ser så utrolig ukompliceret og let ud.
Vi andre, der dyrker denne leg allerede, ved det godt. At det vi ser er resultatet af tusindvis af træningstimer og optimering på alle mulige parametre.
“Out of repetition comes variation”. Westworld. Sæson 1 afsnit 7.
Vi andre ved på egen krop, hvor lang rejsen er til at kunne beherske spillets facetter bare nogenlunde, og at kun ganske få halve promiller opnår det sublime niveau.
Vi ved også, eller burde vide det, at var det ikke for utallige menneskers indsats, involvering og samspil, heraf meget frivilligt og ulønnet, for at skabe betingelserne og udenomsrammerne, helt fra de nuværende stjerner var små og selv nye i denne sport, så var dem i lyset aldrig endt der, hvor de er nu.
“Det er vitalt! Det er vitalt”, som Leth siger det i en reklame.
Det ér vitalt. Frivilligheden.
Nogle gange uegennyttig. Nogle gange på vegne af egne børn og interesser. Men selvom man “kun” gør det for ens egne børn, så smitter det alligevel af, skvulper over og efterlader bølger, som kommer andre til gode.
Men uden frivillighed kommer vi ingen vegne og alle må gerne bidrage. Ethvert bidrag, stort såvel som lille, enhver nuance og grad af altruisme er velkomment.
Ikke i kun i vores sport. Men i al slags sport. Ikke kun i sportsverden. Men i hele verden.
Tak for mange gode timer i Odense. Vi ses igen på Frederiksberg i februar 2019!
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
Team Storstrøm
