En “maggi-terning” badminton- og dannelsesrejse med større fokus på “mennesker og kultur” end “badminton”.
FORHISTORIE – 10.06.17
Vi mødtes under en 24 timers træningslejr, arrangeret af Team Storstrøm, lørdag aften den 10. juni 2017 i en skolekantine i Strøby.
Kim Nielsen havde været der siden lejrens start kl 13.00. Jeg kom direkte med fællesbussen fra Badminton Danmarks årsmøde i Vejle. Vi faldt i snak over opgaven med at forberede maden til og overnatningen sammen med de unge deltagere fra 8-10 forskellige klubber, og hurtigt opstod ideen om en badminton- og dannelsesrejse til Japan, fordi det kom frem, at Kim havde både arbejds- og familierelationer i Japan.
To år senere, fra fredag den 19. juli til søndag den 28. juli 2019 foretog vi endelig rejsen. De omtalte to ældre mænd i selskab af Nielsens familie, 9 unge badmintonspillere fra 4 klubber, familien Opstrup, storesøster Kruse og træner Reed fra Næstved. I de mellemliggende to år havde der været utallige kontakter, både mundtligt og skriftligt mellem Kim og dennes japanske ægtefælle og de yderst engagerede badmintonpersoner i Tokyo, fortrinsvis Takashi Okubo-San fra Tokyo Badminton Club. En lille klub med under 100 medlemmer. Der var blevet knyttet bånd, tillid og respekt, udvekslet ideer og planer og blandt andet aftalt privat overnatning for 12 personer hos 6 familier i 7 dage samt 6 badmintonsessioner i 4 haller i Tokyo. Der går jo rigtig megen planlægning forud for en sådan rejse. Mange timers arbejde. Mange samtaler. Mange mails. Mange tanker. Rigtig mange tanker.
FREDAG 19.07.19
Fredag kl 10.15 mødtes rejsetruppen i CPH airport. Vi fik det obligatoriske fællesfoto af badmintonspillerne i de flotte “Japan – Danmark” bluser. Røde, selvfølgelig, med begge landes flag på brystet og spillernavn på ryggen.
LØRDAG 20.07.19
10 timer til Beijing. 4 timers ventetid. 3 timer til Tokyo. 7 tidszoner. Mod tiden. Jetlag. Meget lidt søvn.
Ankomst kl 13.30 i høj, fugtig varme. Med 2 timers forsinkelse, pga én manglende kuffert, ledsagede Okubo-San og ægtefælle os direkte med bus og tog gennem Tokyos sindssyge bombardement af sanseindtryk til high school Musashinodai Fozuko Chiyoda Kotogakuin. Kun en times badminton – pga forsinkelsen, med spillere fra Tokyo Badminton Club, og derfra, uden bad (der var ingen badefaciliteter i skolehallen), i på forhånd aftalte grupper af 2-3 ud til de 6 værtsfamilier.
Min søster og jeg skulle med Okubo-san. I deres hjem, 60-90 minutters transport med forskellige togruter fra det centrale Tokyo, blev vi tilbudt et klassisk, traditionelt bad, siddende på lav en træskammel med håndholdt bruser og træspand, og dernæst et overdådigt og yderst velsmagende måltid med 5-6 forskellige retter og dyppelser, en opvarmet, fugtig vaskeklud til hænderne og selvfølgelig vand, juice og øl. Faktisk flere øl. Dette skulle vise sig at gentage sig nærmest hver aften, også det med øllene, og skabe en afslappet og ret venskabelig atmosfære.
SØNDAG 21.07.19
Badminton II: kl 8.00-12.00. Igen på Musashinodai Fozuko Chiyoda Kotogakuin.
3 baner. Ca 60 (tres!) japanere mellem 10-18 år, (og én ældre, tidligere deltager ved OL i Athen 2004, hvor han tabte i første runde til Taufik, der vandt guld i herresingle) og 10 danskere.
En times opvarmning og øvelser. 3 timers spil – udelukkende doubler pga pladsmangel, japanere mod danskere, ét sæt til 11 point og så rotation/udskiftning for japanernes vedkommende, i den lille hal med air condition og ca 24-25 grader. Igen, intet bad, men lidt klatvask i håndvask, tørt tøj på, og kort gåtur til fastfood restaurant.
Første hurtige observation:
Høj disciplin. De snakker ikke, men er opmærksomme, lytter og udfører, hvad der siges. De er hurtige, slår hårdt, samler godt op. Lidt “nemme”, for mig gamle mand, at aflæse, afkode, forudsige. Deres smash kommer altid med samme fart, stejlhed og placering. De samler altid højt og langt op ved smash. Spiller gerne fladt. Næsten uden clear.
Herfra med tog til badehus i Taitō Matsugaya. For 30-40 år siden fandtes der badehuse overalt. Japanerne havde dengang ikke bad i eget hjem. De gik i offentlige badehuse mod en lille betaling, afklædte sig i et lille omklædningsrum, kønnene helt adskilt, skubbede glasskydedøren til side og gik nøgne ind i det varme vaskerum, satte sig på en ca 30 cm høj skammel med en spand, foran et spejl, to vandhaner og en bruser og en lang “håndvask” ved siden af 5-6 andre pladser og vaskede sig grundigt. I samme rum befandt der sig varme og store badekar til flere personer med 45-55 grader varmt vand, som kunne benyttes efter vask. Sammen med de unge mænd gik jeg derind og var nøgne på en helt anden måde end derhjemme. I stilhed. For man snakker ikke der. I hvert fald kun meget sagte. Lige nøjagtig det kneb det lidt med. Der sad vi så, Jonas og jeg, ved siden af hinanden, med 20-30 cm afstand, på en lav skammel, nøgne og vaskede os, altså sig selv, snakkede og “var” bare, på en anderledes og noget mere intim måde, som var aldeles ny, men også behagelig og afslappende, og som affødte en snak, der var mere “ærlig” og dyb. Fascinerende oplevelse, som drengene med stor glæde gentog flere gange i løbet af ugen.
Bagefter spiste vi med en gruppe japanere på en lille restaurant, siddende på gulvet. Ved mit bord med 60 årige søster, 49 årige Reed og 62 årige Suda, professor og underviser i fysiologi. Han overraskede os alle tre med sin åbenhed ved fx at bringe emnet “japanske toiletter” på banen, over maden, og kom med følgende sætning: “I recommend before leaving Japan that you try the shower toilet”. Så var stilen lagt 😉
MANDAG 22.07.19
Fælles tempelbesøg, restaurant og shopping ved Tokyu Plaza før badminton.
Badminton III: kl 18.30-21.00 på Aoyama Junior High School i Minato.
4 baner. Ca 45 unge japanske spillere. 9 danskere, da Nadia forstuvede sin ankel dagen før. 30 minutters opvarming, der tog toppen af stivheden og ømheden i kroppen. Mest blandede doubler, dvs japaner med dansker mod japaner med dansker, igen ét sæt til 11 point, hvor japanerne roterede og måtte vente indimellem, og danskerne var i gang næsten hele tiden. I spillepausen roterede japanerne mellem at være liniedommer, tæller og stå tålmodigt i kø for at spille. Uden at fjolle, larme og være ukoncentreret som danskere ville være det.
Som afslutning en samling med kort tale af værter og undertegnede, uddeling af danske flag som gave til alle fra os, adskillige fælles fotos, udveksling af gamle badmintonbluser samt, som gave til os, 7 ungebilletter til Japan Open 2019 og 26 små vaskehåndklæder.
Observation II:
Japanerne undskylder overfor os danskere ved serverfejl og fejl generelt. Nærmest ingen jublen eller råben ved fejl. Ingen synlig aggressivitet i adfærd, gestik eller artikulation. Intet højlydt grin. Pigerne “kampråber” i damedouble før hver duel. Et højt ord, der efter utallige dueller og kampe begynder at skære lidt i ørerne. Derudover kun smil eller stilhed. Næsten for pæn og neutral opførsel – for en dansker. De har svenskernes høflighed og tyskernes “ordnung muss sein”. De venter yderst tålmodige og i stilhed eller afdæmpet snak på deres tur. Ingen brok, kritik, fjanten, larm eller uopmærksomhed. Og så ER de små, eller overvejende lavere, og tyndere, spinklere end “os” kaukasiere, danskere.
Hjemme kl 22.30 efter 70 minutter i forskellige toge og taxi. 3 øl og snak, og i seng kl 00.10 med en øm krop i jetlag-mode. Ikke megen søvn den nat.
FAKTA
Danmark – 6 mio indbyggere. 92.300 badmintonspillere. 1,54%.
Japan – 126 mio indbyggere. 9,3 mio badmintonspillere. 7,38%.
Sportsgrene med flest udøvere i Japan:
1)at gå, 2)bowling, 3)svømning, 4)golf, 5)badminton, 6)bordtennis, 7)fodbold, 8)baseball.
TIRSDAG 23.07.19
Alarm kl 6.20. Afgang fra hjem kl 7.15.
Tog i rush hour…..
Virkelig mange mennesker. Vi presses helt tæt sammen. Nøjagtig som vi ser på tv. Aldrig i mit liv har jeg stået så tæt, så klemt, så ubevægelig, så nær. Klaustrofobisk. Man bakker ind og konstant kommer der flere ind, der presser på og bedst som jeg tror, at der ikke kan komme flere ind, presses der lige en gang mere. Og en gang mere.
Vi besøgte DAIHATSU YONEX Japan Open 2019 på åbningsdagen og så blandt andet førsterunde herresingle mellem Kento Momota og Hans-Kristian Solbjerg Vittinghus, og Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldts første kamp. Sidstnævnte tog sig tid til et fællesfoto med os, takket være hr Reed.
Observation III:
En relativ stille by. Trods mange mennesker. Ingen dytten. Ingen udrykning. Ingen højttalende mennesker. Elektriske biler. Orden. Ingen taler i mobil i tog eller bus. Eller taler generelt. Mange sover. Næsten ingen kigger, ingen øjenkontakt. Voksne læser tegneserier på mobil og i bøger. Trætte kontorfolk i hvid skjorte, sorte bukser og blanke, sorte sko og mappe eller taske. Skolepiger i uniform med korte nederdele, strømper til under knæ, skjorte og slips. Ingen spiser eller drikker gående eller på station eller i tog. Ingen skraldespande. Intet skrald nogen steder. Mange mennesker arbejder på gaderne med at holde vagt, dirigere trafik og gående, sørge for orden, servicere ved togene, rydde op. Høj, hurtig og uhyre venlig betjening og service i butikker og restauranter.
ONSDAG 24.07.19
Besøg i Yonex showroom kl 11.00, fælles spisning på restaurant kl 13.00 før badminton.
Badminton IV: 15.15-18.15 på Jissen High School. 6 baner. Ca 50 japanere. Nadia med igen med optapening. Arrangerede kampe i single og rene doubler.
Observation/reflektion III:
På badmintonbanen er japanerne mere sprængfyldte, lettere og mere bevægelige, mobile, elastiske, fleksible, dog også lidt mere statiske, i forståelsen “automatiske” i spillet, i hvert fald dem, vi spillede med og imod – naturligvis meget generaliseret. Spiller et ensformigt spil, minutiøst indlært gennem utallige gentagelser, vil jeg tro. Ser det også hos de unge, som nu gennem de sidste 2-3 år har modtaget højt teknisk og gentagelsesorienteret træning i Vordingborghallen af Jacob Oehlenschlæger. Det efterlader dem iklædt et spillemønster, der ofte fx indeholder et veludført, men hurtigt læsbart netkrydsdrop. Tænker at den mere kreative og “frie” udførelse vil komme senere. Japanerne, de bedre vi mødte, kan deres slag, bliver i deres slagrepertoire, i det sikre, som de virkelig mestrer, i høj fart og megen kraft, lægger bolden helt ud i hjørnet med stor præcision og frem for alt sikkerhed og fart, mens “mine” unge slet ikke er så sikre, men mere vil det nye, det uprøvede, det svære, det spontane, det uovervejede og ugennemtænkte, finterne, og mere “bløde” i deres spil. Det er som at spille mod menneskelige maskiner, der kan gentage i en uendelighed, præcist, perfektioneret. Et spil med et rimeligt genkendeligt mønster, som er utrolig effektivt, i samme høje tempo og stil med meget få afvigelser. Jeg føler mig udspillet, men ikke “udlæst”. Jeg kan læse dem, men kan ganske enkelt ikke følge med eller spille med samme kraft eller sikkerhed, og laver for mange fejl. Synes til gengæld, det er mig der kommer med det taktiske, det bløde, det lidt mere kreative, foranderlige i forhold til modstander, men knuses under deres høje niveau.
Mere taktiske? Mere fleksible i spillestil? Mere tænkende? Tjah? Måske. Det synes VI i hvert fald! Passer det? “De” siger det også i tv. På TV2 Sport. Mener jeg. At asiaterne, generelt, spiller sådan, og “vi” spiller sådan. Som beskrevet. Og hvis “vi” blev lige så hurtige, sprængfyldte og sikre som “de”, så ville “vi” knuse dem. Men vi, kaukasiere, kommer aldrig til at spille sådan. Vi har ikke den fysik. Den biologi. Den genetik. Vi ér tungere, kraftigere bygget, har andre muskler, er mere stive, langsommere og mindre eksplosive. Tyngdekraften rammer os ligesom hårdere! Alt sammen selvfølgelig meget generaliseret.
FAKTA
Japans befolkningstal faldt med 448.000 i 2018. Tallet forventes at falde fra nuværende 126 millioner til 88 millioner i 2065. Fødselstallet ligger på ca 1,4. Der skal 2,1 til at bevare et stabilt befolkningstal.
TORSDAG 25.07.19
Badminton V: kl 9.00-12.00 i Tokyo City West.
6 baner, kæmpe hal, ca 50-60 japanske spillere. Igen mange piger. DK mod Japan: single, double og endelig mix (for nogles vedkommende!) Bad i rigtige omklædningsrum med brusere.
Eftermiddagen tilbragte vi i Asakusa templet, i 32-33 graders varme og for de unges vedkommende i lejede kimonoer, sponsoreret af en vært.
Aftensmad på restaurant nær tempel. Hjemme kl 20.15. Tidligt i seng, efter nogle øl, kraftigt påvirket af dagenes massive tryk af impulser på krop og sind.
FREDAG 26.07.19
Badminton VI: kl 12.00-15.00, igen i Tokyo City West (TCW).
Igen utallige gaveudvekslinger. Fra os: pins, egne og fælles bluser fra Li-Ning, småkager fra Danisa Cookies, flag. Fra dem: chairman for området kom med chokolade i en flot boks. En anden fra TCW kom med 3 bæreposer hvori der var 3 flotte poser, hver indeholdende lokale snack specialiteter. Bluser. Fotos. Masser af fotos. Især af nogle af de unge, danske drenge og de japanske piger.
Senere gik vi hen til en lille gadefest, hvor hende, der tidligere gav os gratis billetter til Japan Open, gav os gratis mad- og drikkebilletter.
Hjemme hos Ukobu-San ved 22 tiden. Vi drak nogle øl, hyggesnakkede og tegnede. Tegnede drømme. Om fremtiden. Om et besøg af japanerne i Vordingborg i 2021.
LØRDAG 27.07.19
Op kl 06.30. Afsted kl 8.00. Mødested Tokyo Station kl 10.00. Afgang mod Haneda lufthavn kl 14.35 med bus. Ansvarlig arrangør og vært Ukubo-San, formand for Tokyo Badminton Club og kone ledsagede os derud og sagde farvel. I lufthavnen stødte Toyoto, en 18 årige japaner, der havde spillet mod os flere dage, og Suda, en 62 årige professor i sports fysiologi, som ligeledes havde ledsaget os i nogle dage, til afskedsgruppen. Der stod de så, da vi gik mod sikkerhedscheck, 65 årige Ukobo og Toyoto i Team Storstrøms røde bluser, og vinkede farvel, Ukobo viftende med det danske flag.
SØNDAG 28.07.19
Fra Beijing kl 03.45 og ankomst i CPH airport kl 07.05 Zulu, Alpha og Bravo tid. Alt i en pærevælling. Trætte, mætte, glade, blæst omkuld.
Tusind tak for hjerteligheden, 大久保隆 / Takashi Ukobo-San og ægtefælle “Fuji-o-San” og de øvrige værtsfamilier.
I/De tilberedte morgenmad og ofte også aftensmad. Vaskede vores badmintontøj. Ledsagede og guidede os ud i Tokyos omfattende togsystem. Lavede ugeplan og beskrivelser. Havde aftalt 6 gange badmintonspil i 4 haller. Sørget for bolde. Skænkede os entre til Japan Open og leje af kimonoer. Ledsagede os på restauranter og små steder, som vi aldrig selv ville have fundet, både til middag og aften, og gav os et uforglemmeligt indblik i det brede og fantastisk velsmagende, japanske køkken (og lidt øl og sake) og kultur, samfund og levevis.
TOKYO
At opholde sig i Tokyo er et sindssygt bombardement af sanseindtryk. Et kæmpe pres på krop og sind. Det er lidt ubeskriveligt. Trykket. Det skal opleves. Nu forstår jeg langt bedre, hvorfor japanerne er så disciplinerede, så ordentlige, så høflige, så hjælpsomme, så umiddelbart “underdanige” eller rettere tilbageholdende og kontrollerede, så tålmodige, så rolige. Hvorfor de står i kø i lige rækker. Hver gang. Hvert et sted. Hvorfor togene går PRÆCIST hver gang. Hvorfor der er så rent. Hvorfor der er så mange “vagter”, “opsynsfolk” og “dirigerende” (ved fodgængerovergang fx) personer overalt. Hvorfor man midt i dette umiddelbare kaotiske inferno alligevel oplever struktur, ro, organisering og “styr på det”. Dette enorme byområde ville ikke kunne fungere uden de karaktertræk, selvkontrol, organisering og struktur.
https://www.youtube.com/watch?v=dyCI-yy6srs
Økonomi:
10.000 kr pr deltager. Inkluderede fly, betaling af værtsfamilier, lokal transport, badehus, diverse gaver, utallige restaurantbesøg.
Tak til Li-Ning for 15 bluser, Midtfyns Bryghus for gaveæsker med 5 x 0,5 liter øl og Danisa for dåser med småkager. Alle værtsfamilier modtog en øl-gaveæske og en småkage-dåse. Japan er gavernes land.
En sidste refleksion.
Gennem livet får hvert menneske enkelte, enestående oplevelser, der lagrer sig som et mix af sanseindtryk, fakta og emotioner i psyke og soma. Bryllup, fødsel, skilsmisse, 9-11, kys (med mere), billeder fra et øjeblik, nederlag, sejre.
Engangsoplevelser. Førstegangsoplevelser. Omverdensforståelsesoplevelser . Forandringsoplevelser. Plus og minus. Stort og småt.
Det meste af hvad vi gennemgår og oplever i livet udviskes eller farves – ja, går i glemmebogen!
Denne, vores, min, rejseoplevelse til Japan vil aldrig blive glemt.
Vi ses i Vordingborg i 2021. Ingen tvivl !
Per Damkjær Juhl
Team Storstrøm