“Den bornholmske badmintonstjerne Mathias Christiansen beskriver ikke sit eget talent som kæmpestort, men det er hans disciplin og vilje til sejre til gengæld”

“Den bornholmske badmintonstjerne Mathias Christiansen beskriver ikke sit eget talent som kæmpestort, men det er hans disciplin og vilje til sejre til gengæld. Sådan er han blevet en af verdens bedste badmintonspillere.

Gengivet med tilladelse fra chefredaktør Kristoffer Gravgaard, Bornholms Tidende. Skrevet af Joan Øhrstrøm og publiceret den 7. oktober 2023 under overskriften “Viljen til sejr”.
Tak for tilladelsen!🙏🏻❤️🇩🇰, Badmintonbladet.dk/PDJ

”Tab og vind med samme sind. Jeg har bare så svært ved at blive ked af det, når jeg vinder!”

Sådan sagde den danske badmintonspiller Morten Frost engang, mens han stadig toppede verdensranglisten i 1980’erne. 

Men nu er det nye danske spillere, der blander sig i verdenstoppen. Og en af dem kommer endda fra Bornholm. For bornholmske Mathias Christiansen, der både på og udenfor banen danner par med Alexandra Bøje, er i øjeblikket en af verdens bedste badmintonspillere. Faktisk ligger han lige nu nummer 10 på verdensranglisten i mixdouble, og gennem sin karriere har han vundet store internationale sejre. Alene i år har han både kunne hænge en guldmedalje om halsen til KFF Singapore Open 2023 og Madrid Spain Masters 2023. Men han er også ”vinderminded” udover det sædvanlige, som Alexandra Bøje har udtrykt det til B.T., da de to sportsstjerner sprang ud som kærester for nogle år siden.

Her beskrev hun ham som betænksom og sjov udenfor banen, men på banen er han ” en eksplosiv spiller”, der ”slår hårdt”. Og han er endnu ikke blevet ked af at vinde en kamp. 

– Den sejr, jeg er gladest for, er nok den vi vandt for nylig i Singapore Open, siger Mathias Christiansen, der også var med på herrelandsholdet, der helt sensationelt vandt VM for herrehold i Thomas Cup tilbage i 2016.

– Det er nok de to seniorresultater, jeg er gladest for, siger den bornholmske badmintonspiller, da han møder op i sportshallen i Allinge, hvor det hele startede.

Stort pres

Mathias Christiansen spiller aldrig en kamp for at tabe. Derfor ærgrer han sig også over, at han og makkeren er røget hurtigt ud af det to seneste internationale turneringer, senest i Hong Kong. For helst vil han vinde hver gang.

– Når man dyrker sport på det her niveau, lægger man et stort pres på sig selv. Man vil gerne præstere hele tiden, siger den bornholmske badmintonstjerne.

– Og at rejse hjem fra 1. runde to gange efter et nederlag, det er ikke altid det sjoveste, så det kan være svært at være i det pres, der kan ligge. Det, synes jeg, er den største udfordring, men så prøver man at minde sig selv om, at det jo er et privilegium at kunne leve af den hobby, som badminton har været, siden jeg var lille. Så det skal man prøve at minde sig selv om, siger han og lader blikket glide gennem sin barndoms ”hellige haller”.

– Det er nok her, jeg har tilbragt det meste af min børne- og ungdomstid. Fra jeg var 6-7 år gammel til midt teenager, siger han, da han har taget plads i en af de blå plasticstole i hallens cafeteria, der med sit panoramapanel af høje vinduer giver udsigt til den tomme folkemødeplads med græs, hav og himmel.

Talløse timer i sportshallen

Denne eftermiddag virker stadig sommerlig, men snart bliver det igen hal-vejr, som det jo er meget af året herhjemme. Måske er det også derfor, at Danmark producerer håndboldspillere og badmintonspillere, der gang på gang blander sig i verdenseliten. For det kræver jo hal-træning at blive hel god. Og her i sportshallen i Allinge har Mathias Christiansen selv brugt talløse timer som barn. Dengang gik han både til fodbold, golf, håndbold og badminton. Og hele familien havde deres gang her i hallen. Faderen var og er stadig skolelærer og moderen er pædagog, men når de havde fri spillede de henholdsvis mest håndbold eller volleyball.

– Mine forældre dyrkede sport her i weekenderne, og min far var håndboldtræner, så jeg tilbragte også det meste af weekenden her.

– Har dine forældre pacet dig ?

-Nej. De har selvfølgelig støttet mig, men jeg har aldrig haft en oplevelse af, at jeg er presset til noget. Der gik også mange år, før jeg valgte de andre sportsgrene fra.

Jeg spillede for eksempel stadig fodbold, til jeg var 15-16 år, siger Mathias Christiansen, som i sin tid løb meget rundt på fodboldbanerne oppe bag hallen dengang. Og det var først, da han var omkring de 10 år, at han opdagede, at han havde et særligt talent for at fange fjerbolde i luften.

– Da jeg spillede i U11, begyndte jeg at tage til turneringer i København, og ret hurtigt vandt jeg nogle i den højeste række med de bedste spillere på Sjælland. Så der fandt jeg nok ud af, at jeg godt kunne finde ud af det, siger han ydmygt.

Vandt i alle kategorier

Hurtigt derefter blev det nyopdagede bornholmske badmintontalent også udtaget til landsholdssamlinger, ligesom han i de følgende år også blev U13-danmarksmester i mixdouble og begyndte at rejse landet rundt for at spille i de bedste turneringer.

– Jeg vandt ikke hver gang, men var med fremme og fandt ud af, at jeg var blandt de bedste i landet, smiler han og lader blikket glide mod udsigten udenfor.

– Det, der nok står skarpest for mig, var, da jeg spillede i U13 og vandt ungdoms grand prix, som var de bedste otte spillere i single, double og mix i Danmark. Og der vandt jeg alle tre kategorier.

Efter gymnasiet flyttede han også til København for at kunne træne med landets bedste, og efter et par år begyndte han sideløbende at læse Idræt på universitetet, men stoppede efter et halvt år, fordi han ville koncentrere sig om sin badmintonkarriere.

– Da jeg var flyttet til København, var jeg egentlig allerede gået all in på badminton. Og jeg kunne ikke få studierne til at hænge sammen med at rejse så meget, som vi gør, siger den professionelle badmintonspiller, som stadig bor i København, men ellers er væk halvdelen af året til forskellige turneringer over hele verden.

Et land af badmintonspillere

Mathias Christiansen er siden nået længere end de fleste badmintonspillere tør drømme om, men alligevel er det i disse år en anden dansker, der løber med det meste af opmærksomheden – nemlig OL-guldvinderen Viktor Axelsen, og det kan Mathias Christiansen godt unde ham.

– Viktor er helt fuldstændig for sig. Outstanding god og ender nok med at blive en af de bedste, der har været i badmintonsporten nogensinde. Han kan komme op og måske være den bedste singlespiller nogensinde. Og han laver nogle konstante resultater, der er kæmpestore, så lige nu når man siger badminton, så siger man Viktor, og sådan har det været i mange år, siger Mathias Christiansen og fortsætter.

– Vi har jo haft gode badmintonspillere i Danmark i mange år. Og vi har haft dobbeltspillere, der har vundet rigtig mange store ting, så det drømmer vi også selv om. Vi havde også lige en herredouble, som fik VM-sølv på hjemmebane, så vi kan sagtens være med i de andre kategorier, men Viktor han fortjener al den opmærksomhed, han får.

Men er det ikke svært ikke at blive en smule misundelig…

– Jeg er selvfølgelig rigtig misundelig på hans resultatliste. Jeg ved ikke, om jeg er misundelig på den opmærksomhed, han får fra medierne, smiler han.

– Men jo, jeg vil sindssygt gerne vinde mange af de ting, han har vundet. Og det er det, jeg selv arbejder for. Han er samme årgang som mig, så jeg har jo spillet mod ham og kendt ham hele min professionelle tid.

Store følelser

Sådan har han også fået mange gode venner gennem badmintonsporten.

– Jeg vil næsten tro, at mine venner indenfor badmintonmiljøet er dem, der kender mig bedst, fordi man jo træner sammen hver dag og rejser sammen. Vi oplever gode og dårlige ting sammen, så man opbygger et ret specielt bånd til nogle af dem, som man er kollegaer med. Så det er nok dem, der kender mig bedst, men mine bedste venner er nok udenfor sporten tilbage herfra Bornholm. For mine badmintonvenner er jo typisk også mine konkurrenter, og hvis vi skal være ærlige, vil vi gerne opnå de samme ting. Så ofte er man lidt bedre venner med dem, der ikke er i samme kategori som en selv, siger han og griner kort.

– Dem i ens egen kategori har jo de samme mål og drømme, som vi har. Og sport på det her niveau er store følelser. Så vi skal både træne sammen og få det bedste ud af hinanden, men vi er også et eller andet sted en lille smule konkurrenter. Ofte kommer der kun et dansk mix doublepar til OL, og det er jo klart, at det vil alle gerne med til.

Hvem afgør det?

– Det gør verdensranglisten mere eller mindre. Så det kommer an på, hvor man ligger på ’ranking,’ for der kommer kun 16 mixdoublepar med i verden. Det er jo de 32 samme par, der er med i de store turneringer, så man kender godt de andre nogenlunde, siger han.

Ærlighed og konkurrence

Mathias Christiansen har gennem tiden haft en del forskellige makkere, men fra efteråret 2017 til foråret 2019 var hans makker Christinna Pedersen, som han havde sin foreløbig største succes med.

Og sportsmæssigt var det i begyndelsen svært at skulle spille sammen med en anden, men til gengæld fik han altså en kæreste ud af det, og siden er det også kommet til at fungere ret godt på banen med Alexandra Bøje. Og mixdoubleparret er blevet mestre i både at skulle se hinanden til træning og i fritiden.

– Det er jo svært at undgå, at det ikke bliver én stor blanding. Men vi forsøger at sige, at nu er det lidt mere kærestetid, eller nu gør vi andre ting. Men det er klart, at vi snakker meget badminton og bruger meget tid på badminton. Der er også en masse praktiske ting, der skal løses hele tiden. Vi skal have købt flybilletter, og vi skal have bestilt hotel, og vi skal finde ud af, hvor vi skal rejse hen, og vi skal have møder med trænerne og alt muligt hele tiden. Så et eller andet sted flyder det meget ud i ét.

Men når træningen starter, er vi makkere i et professionelt makkerskab, siger Mathias Christiansen, som synes, at de spiller godt sammen på flere planer.

At træne smart

Også de danske elitespillere kender Mathias Christiansen efterhånden godt, og han føler sig taknemmelig over at være en del af et stærkt badmintonmiljø i Danmark.

– Det er jo ret unikt, at Danmark har været så dygtige til at spille badminton i så mange år og har været den eneste europæiske nation, der har kunnet udfordre de kæmpe asiatiske nationer, så det er jo det helt store spørgsmål, hvorfor vi kan det? spørger han og svarer selv:

– Det tror jeg, vi kan, fordi vi har en god kultur for det, og vi har et rigtig godt klubmiljø i Danmark, hvor der er avlet rigtig mange gode trænere og et godt system, som uddanner trænere og tidligere spillere, som bliver i sporten og hjælper næste generation. Og så er vi gode til at bruge hovedet i Danmark. Vi er meget sjældent fysisk stærkere og hurtigere, og vi træner heller ikke lige så meget som de asiatiske nationer, så ofte skal vi spille og træne lidt smartere og lidt klogere for at kunne være med i Østen, siger han og forklarer, at det blandt andet handler om at træne intensivt i stedet for at træne i mange timer i træk. Og sådan har han endt med at slå mange asiatiske spillere, der ellers træner dagen lang.

Kærlighed og konkurrence

Mathias Christiansen har i gennem tiden haft forskellige makkere, men i efteråret 2017 til 2019 var han makker Christinna Pedersen, som han havde sin foreløbig største succes med.

Og sportsmæssigt var det i begyndelsen sværtat skulle spille sammen med en anden, men til gengæld fik han altså en kæreste ud af det, og siden er det også kommet til at fungere ret godt på banen med Alexandra Bøje. Og mixdouble parret er blevet mestre i både at skulle se hinanden til træning og i fritiden.  

Det er svært at undgå, at det ikke bliver en stor blanding. Men vi forsøger at sige, at nu er det lidt mere kærestetid, eller nu gør vi andre ting. Men det er klart, at vi snakker meget badminton og bruger en del tid på badminton. Der er også en masse praktiske ting der hele tiden skal løses. Vi skal ha´ købet flybilletter, og vi skal have bestilt hotel, og vi skal finde ud af hvor vi skal rejse hen og vi skal have møder med trænere og alt muligt hele tiden. Så et eller andet sted flyder det meget ud i et. 

– Alexandra tager lidt lettere på tingene, end jeg gør, og hun tager måske heller ikke et nederlag lige så tungt, og så har hun nok også en lidt mere legende tilgang til spillet. Hun har altid haft et stort talent for at spille badminton, hvor min vej nok har været mere disciplineret og meget træning og koncentreret og lidt mere intenst, vil jeg nok kalde det. Så vi har sådan lidt forskellige måder at gå til badminton på. Og vi håber jo, at den kombination kan være god for os.

Netflix og netmasker

Hvad er det bedste ved at være badmintonspiller og leve det liv, du gør?

– Det bedste er at tage ud at rejse – nu også med min kæreste som er min makker – og konkurrere på højeste niveau mod de bedste spillere i verden. Det er sjovt, og det er fedt at se verden på den måde, og ja det er en kæmpe kliche, men at kunne leve af sin sport, det er, når man lige husker det, et privilegium og noget jeg er glad for.

Hvornår føler du dig allermest glad?

– Sporten er så stor en del af mit liv, at den fylder rigtig meget. Også i glæden. Og det gør mig selvfølgelig glad, når Alexandra og jeg lykkes med ting. Det kan være at vinde en turnering, hvor tingene er gået op i en højere enhed, eller også en træning, hvor tingene går op i en højere enhed. Det gør mig selvfølgelig glad, siger han og lader igen øjnene hvile mod cafeteriets store glasskærm af et vinduesparti.

– Men det kan også gøre mig glad at ligge derhjemme på sofaen og have det sjovt over at se en eller anden Netflix-serie, som vi begge to, synes er sjov. Men jeg nyder også at tage træningstøjet på og tage til træning hver dag. For jeg ved godt, at det ikke varer for evigt, så jeg prøver at nyde det, mens det er, og det er sjovt at dyrke sport på den måde. Selvom der også er mange hårde ting ved det, så er det primært ups. Ellers havde jeg jo heller ikke gjort det.

Fremtid med badminton

Den succesfulde badmintonspiller er også så småt begyndt at tænke på, hvad han skal lave, når spillerkarrieren slutter.

– Det kommer jo nærmere og nærmere. Men jeg kunne ikke forestille mig, at jeg her i slutningen af min karriere kom til at studere, selvom jeg stadig kun har min studentereksamen. Jeg har jo uddannet mig i den her sport og i det at være sportsudøver. Og det vil undre mig, hvis jeg ikke vil have noget med badminton at gøre, når jeg er færdig, for det er jo det, jeg ved noget om og har brugt hele mit liv på at lære noget om. Så jeg vil tro, at jeg kommer til at have noget med badminton at gøre i et eller andet format. Og så håber jeg også, at min karriere kommer til at købe mig en smule tid, så jeg kan bruge noget tid på at finde ud af, hvad jeg skal lave, så jeg ikke nødvendigvis skal starte på arbejdsmarkedet dagen efter. Som badmintonspiller tjener man jo ikke lige så godt, som fodboldspillere, golfspillere og tennisspillere, men forhåbentligt nok til, at jeg ikke behøver at have travlt lige efter, siger Mathias Christiansen, som faktisk allerede spiller golf, når han slapper af.

Drømmer om OL

Før han stopper sin karriere som professionel badmintonspiller har han dog stadig flere specifikke mål han drømmer om at opnå.

– Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil prøve at arbejde så hårdt som muligt og få det maksimale ud af min karriere og ikke være for resultatorienteret, men sådan noget som en VM-medalje eller OL er selvfølgelig mine altoverskyggende drømme. Jeg vil også gerne spille nogle af de store finaler i de største turneringer og se, om man kan vinde nogle af de titler.

Er det vigtigt at have sådan nogle specifikke mål for øje?

– Ja, det tror jeg og især om at blive bedre til spillet og blive en bedre badmintonspiller, for hvis man står op hver morgen og tænker på VM-medaljer, så kan det godt være, det bliver lidt for hårdt, når det så ikke lykkes. Så jeg prøver hele tiden at blive bedre i små skridt individuelt og i makkerskabet, så man kan udvikle sig og have en større chance for at vinde, når man så er ude til turneringerne.

Hvad har du så især fokus på lige nu?

– Lige nu fokuserer vi meget på servesituationen og de første tre slag efter serven, som kan være ret afgørende for, hvordan tingene udspiller sig, fortæller badmintonstjernen, der også prøver at lære af sine nederlag.

– Nogle gange taber man til en modstander, der er bedre end en selv, andre gange får man nogle lidt ærgerlige nederlag. Så får man en snak med sin træner om det. Og forhåbentlig kan snakken vendes til en ny motivation, når træningen derhjemme melder sig på banen igen. For inden længe skal nye kampe spilles, siger han.

Faderens formaning

Selvom Mathias Christiansen på kort sigt stadig drømmer mest om flere guldmedaljer, er han også så småt begyndt at drømme endnu større – om at stifte familie.

– Det går vi også og snakker om nogle gange. Nu er Alexandra det yngre, hun er 23 og jeg er 29, så nu må vi se om, hvis jeg bliver for gammel og for skadet en dag, om jeg skal stoppe, og hun skal spille videre, eller om vi skal stoppe samtidig og stifte familie, det må tiden vise. Jeg kunne godt forestille mig, at det blev det sidste, at vi stopper på samme tid, siger badmintonspilleren, der lige nu finder meget af sit livsindhold gennem sporten, og de store spørgsmål har han indtil videre parkeret til han bliver ældre, så lige nu har han ikke et færdigt bud på, hvad meningen med livet er.

– Jeg tror ikke rigtig på noget, udover at man kan nå sine mål, hvis man tror på dem. Men spørg igen om 20 år, når jeg er blevet ældre og ved mere, siger han, inden han alligevel sætter ord på nogle af de værdier, han er vokset op med og selv har forsøgt at videreføre.

– Jeg er vokset op med nogle forældre, der ville have, at jeg opførte mig ordentligt overfor andre og behandlede andre, som jeg selv skulle behandles. Også da jeg blev dygtig til forskellig sport, kan jeg huske min far sagde, at bare fordi jeg var dygtig til sport, var det ikke, fordi jeg var mere værd end andre mennesker, og jeg synes også, at jeg kan huske tilbage fra min tid i skolen, at jeg var ret inkluderende og forsøgte at få alle til at være med. Så det synes jeg, jeg har fået med fra min barndom. Jeg har altid været meget ydmyg og stille og rolig.

Er det svært ikke at få lidt stjernenykker, når man spiller på så højt plan?

– Sådan tror jeg ikke det er indenfor vores sport. Jeg tror mere, det handler om, at man skal holde fast i sig selv til træning. Når vi er til en træning, er der jo et hierarki, og det er de bedste spillere, der bestemmer. Og nogle gange går bølgerne lidt højt i elitesport, hvor alle kæmper for at vinde. Derfor er det vigtigt, at man nok er hård og kontant, men på en god måde, når man er en af de spillere, som også skal bære kulturen videre. Men jeg har selv oplevet rigtig mange ting til træningen, som på ingen måde havde været acceptabelt i dag overhovedet. Der synes jeg vores miljø er blevet bedre.

En kulturbærer

Hvem er det der sætter kulturen i gennem – er det trænerne eller spillerne?

– Jeg vil næsten sige, at de bedste spillere sætter næsten kulturen og standarden.

Så det kunne være dig?

– Ja, det er for eksempel mig. Og nogle af de andre har også været der i længere tid end mig.

Hvad er det for en kultur, du håber at være med til at sætte igennem?

– Jeg håber at bidrage til en kultur, hvor man kommer for at blive bedre hver dag. At man kommer og har det godt og har det sjovt, men er koncentreret og villig til at blive bedre hver dag og har en attitude, der er til gavn for en selv og andre. Det håber jeg at bidrage med. Og ikke blive ubehøvlet og usaglig.

Kæmpet sig til succes

Hvis hans venner skulle beskrive ham, ville det dog på godt og ondt være med ordet stædighed, mener han.

– Jeg tror ofte meget på min egen måde at gøre tingene på. Det kan både være på og uden for banen. Der tror jeg efterhånden, jeg har stor tiltro til, at min måde er den rigtige. Det er det ikke nødvendigvis overhovedet, men jeg tror desværre godt, jeg kan blive lidt for stædig, siger han.

– Men jeg tror også, at andre vil beskrive mig som ydmyg og hårdtarbejdende. Jeg tror altid, jeg i de andre spilleres øjne har været en, der har arbejdet hårdt for tingene. Mit talent har ikke været kæmpe. Det er noget, jeg har arbejdet mig rigtig meget til. Så det har været en hård vej for mig. Jeg er kommet med et meget dårligere udgangspunkt end mange af mine kollegaer, fordi de er kommet fra store klubber og store trænere. Ikke fordi jeg ikke har haft gode trænere her, men jeg er kommet fra et lidt lavere niveau.

Til gengæld lærte han allerede hjemmefra, at man skal arbejde for at tingene lykkes.

– Jeg synes, at jeg har haft en rigtig god og tryg opvækst, men jeg vil ikke kalde mig forkælet. Og det udviklede mig at flytte væk fra min familie i en relativ tidlig alder. Jeg var 19 og skulle danne mig en hverdag et helt nyt sted og starte med at træne på træningen, og så bliver man måske lidt hærdet og bliver automatisk lidt disciplineret. Det tror jeg i hvert fald, at jeg blev.

Betyder det så, at du har brugt flere timer i træningshallen?

– Ja, da jeg var ung, har jeg brugt nogle flere timer end de andre. Især sådan rent fysisk. Nu er jeg så blevet ældre, og jeg kan ikke holde til at træne lige så meget mere, fordi jeg bliver nemmere skadet, så nu skal jeg dosere det anderledes. Men min største styrke er nok, at jeg er relativ disciplineret, og det er jeg også uden for banen. Jeg kan godt være i hårde ting og i hårde perioder over lang tid. Jeg kan godt sætte mig nogle mål og være ret klar på, at jeg nok skal lykkes med dem på et eller andet tidspunkt. Så det vil jeg nok sige, at jeg er god til.

Svage sider

Mathias Christiansen sidder længe og spejder udover havet, hvor hans øjne hviler meget under interviewet, før han svarer på, hvad han så er dårlig til:

– Rigtig mange ting, kommer det så.

– Måske hænger det også sammen med min stædighed, men måske har jeg ikke altid været så god til at lytte til dem omkring mig, som vil mig det bedste. Det kan være trænere eller makkere. I hvert fald ikke lige med det samme. Derfor kan jeg nok også komme til at være en smule egenrådig på grund af min stædighed, smiler han

Stædigheden kan dog også bruges på banen, mener han.

– Du kan jo især bruge stædigheden til at tro på, at det nok skal lade sig gøre, hvis det er hårdt. Men det nytter jo ikke at være stædig og egenrådig og ikke lytte til træneren eller ikke lytte til sin makker.

Er det så noget, du er bevidst om at arbejde med?

– Ja, det er jeg. Jeg prøver i hvert fald. Vi arbejder også med sportspsykologer. Dels individuelt og sammen i vores makkerskab. Så det er også noget, vi får nogle snakke om.

Allinge og Asien

Mathias Christiansen vender atter blikket mod sin barndoms gode udsigt over Østersøen.

– Jeg har det meste af min familie herovre, ligesom jeg også har gode venner her, jeg altid besøger, når jeg er her. Et eller andet sted tror jeg, at jeg slapper lidt ekstra af, når jeg tager herover. At komme til Bornholm fra kæmpe byer i Asien med run på og så få kontrasten ved at komme til Allinge, det er meget, meget anderledes. Og Alex og jeg tager også ofte herover om sommeren, når vi har tid, og vi kunne rigtig godt tænke os et sommerhus herovre på sigt. Jeg tror ikke, vi kommer til at flytte herover, men jeg vil gerne have en tilknytning til Bornholm, siger den bornholmske badmintonspiller og tilføjer:

– Og så er jeg selvfølgelig stolt og glad for at komme fra den her lille ø og fra Allinge og kunne repræsentere det ude i verden, når jeg spiller. Og rent badmintonmæssigt tror jeg gerne, jeg vil huskes for at have prøvet og vinde alle de kampe, jeg har stået i og prøvet at arbejde så hårdt som muligt hver dag på at blive bedre.

Blå bog

Mathias Christiansen. Født 1994. Danner mixdoublepar med Alexandra Bøje, som han også privat er kæreste med. Gennem sin karriere som professionel badmintonspiller, hvor han har specialiseret sig i mixdoble, har han vundet et hav af turneringer, senest KFF Singapore Open 2023 og Madrid Spain Masters 2023, ligesom han har modtaget sølvmedaljer i blandt andet EM og guld i VM for herrehold. I øjeblikket ligger han på 10. pladsen på verdensranglisten.”