BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Det var en helt almindelig holdkamp på en typisk efterårsaften aften i Sakskøbing. I sportscenterets hal A på bane 2-5. Mellem deres førstehold og Vordingborg 2 i den øverste serie i Lolland-Falster Kredsen.
Min holdkampsæson nummer……47, sån’ omtrent!
Vejret var perfekt til badminton! Mørk og fuld af fugt og regn.
Egentlig burde jeg slet ikke spille.
I sidste uge modtog jeg en digital indbydelse (….indkaldelse?, invitation?), til en hofteoperation den 27. november kl 07.30.
Sagen er, at jeg i de sidste 4-5 måneder allerhøjst har været på banen i maksimalt 60 minutter om ugen. Hoften, eller retter smerterne, men nok mest fornuften….trods alt, har ikke tilladt mere. Og selv de få minutters spil har betydet temmelig megen besvær med, i dagene derpå, at få strømper og sko på højre fod. Men de få minutter har været nødvendige. Det er svært at undvære legen og fællesskabet!
Men onsdag aften spillede jeg så en, i det store perspektiv fuldstændig betydningsløs holdkamp. Som reserve. Vil jeg tro. Den anden indenfor den sidste måned. Besluttede at indtage lidt medicinsk hjælp, 800 mg ipren en time forud og foretage en grundig opvarmning. Grundlæggende har jeg ellers bandlyst al smertestillende i de her måneder, efter flere år forud med en kombi af 1 g panodiler og 200-800 mg ipren – alt efter humør og fornemmelse, flere gange ugentligt, når der skulle leges.
Det med regelmæssig medikamentel smertedækning går jo ikke. Det er uholdbart. Tåbeligt. Ufornuftigt. Men altså, sån’ er vi ofte, os ældre og slidte amatørspillere. Vi vil ganske enkelt ind på den grønne rektangel, næsten uanset omkostningerne.
Men det er jo ikke kun hoften, den er gal med.
Lyskesmerter er et velkendt, medfølgende symptom, og derudover en stiv nedre ryg og ømme ballemuskler på grund af de spændinger, det helt eller delvist ubevidst følger med, når nu hoften gør ondt. En skade forårsager ofte smerter andre steder i kroppen på grund af de kompenserende bevægelser og spændinger.
Og oveni kommer så også en øm højre skulder. Ak ak. Mere ynk!
Jeg har ganske enkelt lavet for mange armstræk og skulderøvelser hjemme på stuegulvet i den seneste tid. Altså udover de øvelser som primært har skullet styrke de muskler, der skal gennemskæres af kirurgen under den kommende operation. Styrke- og udstrækningsøvelserne har jeg udført dagligt siden 2017, hvor jeg for alvor blev opmærksom på hofteslidtagen og den fremtidige udskiftning af biologisk knogle med titanium eller en plasticlegering.
Med andre ord, min krop er klar til indgrebet.
Operationen er dog udsat til efter jul og nytår af hensyn til vagtplanen på min arbejdsplads. I år er det nemlig min tur til at tage 24 timers døgnvagten på botilbuddet den 21.-22. og 24. december. Og den vagtplan kunne sagtens komme i fare, såfremt der ville opstå komplikationer i form af betændelse eller lignende. Det ønskede mine ledere ikke at risikere, og bad mig udsætte.
Herregud, 2-3 måneder fra eller til, efter flere års forberedelse betyder ikke så meget. Bare jeg bliver klar til juli 2025, hvor vi er en lille gruppe badmintonspillere inklusiv familie, der tager på genbesøg hos vores japanske venner i Tokyo. Mon ikke jeg når at blive nogenlunde klar det? Det tror jeg. Fornylig, i Kolding, på en italiensk restaurant med kæresten og storesøster mødte jeg Erling Schulz. En tidligere klubven. Han fortalte, at han stod på ski kun 3 måneder efter sin første hofteoperation. Det skal nok gå. Det er standardoperation. Samlebåndsoperation.
Nu er det dag 4 efter kampen på Lolland. Onsdagens iprener gjorde mig nærmest smertefri på banen. Men de undertrykte smerter har så taget revanche efterfølgende.
Har det været det værd?
Sikke et spørgsmål.
Selvfølgelig er det det værd!
….og nødvendig!
“I vores alder er aflæringskurven rimelig stejl nedadgående ved stilstand og inaktivitet. Det er det værste, man kan gøre i vores alder. Stoppe op. Gå i stå. Tage en pause. Muskel- og konditionsreduceringen er kolossal. Den opbyggede styrke pulveriseres med expressfart. Det er faktisk lidt uhyggeligt, så hurtigt det sker.”
“I min alder skal både krop og sind holdes i gang. Konstant. Regelmæssigt. Med bevægelse, motion og idræt. Alt tæller. Også at tage trapperne fremfor rulletrappen og elevatoren. Og sindet med læsning, nysgerrighed, løbende opdatering i forhold til omverden og ny indlæring. Udviklingstoget buldrer derudad med stadig øgende fart og jeg må ærligt erkende, at det er svært at følge med. Trangen til at stå af toget og bare se det fortsætte, køre videre, køre forbi, fra en blød stol er fristende. Men det går ikke.”
Fra mit indlæg “Kampen på halvbanen. En revival” 25.12.2019
Som sagt, vi badmintonspillere gør tåbelige ting for at få lov til at lege med ketcher og fjerbold.
Tåbelige, men helt bevidste valg.
Vi accepterer smerten bagefter med åbne øjne.
Livet skal leves, og for os gælder det nærmest livet at spille det her spil.
_______________________________________________________
Badmintonbladet ❤️🙏🏻🇩🇰 Per Damkjær Juhl
