Der er meget fokus på Anders Antonsen for tiden. Denne gang har TV2 Østjylland været en tur forbi Antonsen og forbi AB Aarhus-hallen på Dyrehavevej til en snak om udvikling, ambitioner og konkurrence.
– Han har gennemgået en syg udvikling i løbet af sommeren, fortæller Oliver Babic, der beskriver, at klubkammeraterne var lidt nervøse for, hvordan Anders Antonsen ville klare at spille i Badmintonligaen.
Ingen nåde
18-årige Antonsen vandt som bekendt 8 ud af 9 herresingler i grundspillet, og han havde fået pladsen på holdet på bekostning af Kasper Dinesen. I interviewet fortæller Dinesen ærligt, at han var bitter over, at den yngre klubkammerat fik chancen i stedet for ham, men at han har accepteret Antonsens styrke.
– Vi trøster sgu ikke hinanden hernede, fortæller Anders Antonsen bramfrit med et smil på læben, da intervieweren spørger ind til den unge AB’ers medfølelse for Dinesens situation.
– Der er ingen nåde. Så taber jeg til ham næste gang, og så håner han mig. Og så vinder jeg næste gang, og så håner jeg ham.
Se hele indslaget om Anders Antonsen på TV2 Østjylland herunder.