Badminton er for alle!

Her ser I Golddigger (han elsker sit guldur). Jeg holder ham anonym, da han er beboer fra mit arbejde. Foto er fra 2019.

Det tog omtrent to år at få ham med os andre fra botilbuddet ind i hallen, og endnu længere tid, når der var andre tilstede. Sådan kan angst være uhyggelig begrænsende. Vi andre (2-3 beboere og jeg) spillede og han kiggede på, siddende med høj musik i ørerne i de møbler, vi bar ind fra forhallen for hans skyld.

En anden beboer, Hotspurs, gæt hvorfor, flyttede fra tilbuddet i egen lejlighed og vedblev at tage med os til badminton. I 3-4 år fortalte jeg Hotspurs, mens han boede i tilbuddet, om klubbens “Tirsdagshold” – andre steder kaldet voksenfjer, fordi jeg tænkte, det kunne være noget for ham.

En dag efter fraflytning sagde han, at han var klar. Vi mødtes i hallen 10-15 min før alle de andre kom og varmede op med småspil. Sammen spillede vi første runde med to andre, før han blev “sluppet fri” blandt de øvrige på egen hånd.

Han var bagefter et stort smil og havde overskredet store personlige grænser og udfordret angsten.

Stor succes efter langvarigt motivationsarbejde.

Ugen efter, i foråret 2022, var han klar igen, og jeg var selvfølgelig tilstede i hallen for at give ham tryghed.

Han blev hurtigt budt ind på banen af de andre og vi glemte begge alt om opvarmning. Og så skete det, der bare ikke måtte ske i denne lange proces med at få ham inkluderet i “normallivet”.

Han sprang achilles. Og da den næsten var helet, faldt han i hverdagslivet på vej til genoptræning (!) over en kant og rev den delvist over igen.

Men han er ved godt mod og i genoptræning. Vi holder kontakten.

En dag er han klar til badminton igen.

Vi har spillet badminton i 5-6 år. 1-2 gange om ugen. Nogle gange 3 gange – når jeg er i weekendvagt. Hurtigt fik jeg introduceret “engelsk” til stor glæde.

At spille, grine, snakke, udfordre, svede, vinde, tabe, drille, kaste (mig) og bruge 2-3 timer i en hal, inklusiv omklædning og være delvist eller helt (mig) nøgne sammen er socialpædagogisk arbejde uden at opleve det som arbejde, men “bare” være sammen.

Sport er for alle.

Sport kan noget.

Det kan skabe glæde, udvikling, fællesskab……og være helbredende.

Badmintonbladet.dk / Per Damkjær Juhl