Badmintondagbog sæson XXXXV, afsnit V: Engelsk double. Sommerspil.

Vores (Steen og min) regelmæssige dyst på halvbane er for en stund sat i bero og erstattet af engelsk double med en gruppe ligesindede badmintonfreaks – Kim Sylow, Jonas Nielsen, Jesper v Adler, Emil Østerholm, når den unge mand har tid og Jan Rafn.

Vi spiller et par gange om ugen i forskellige besætninger, ofte 90-120 minutter, hvilket cirka er 3-4 omgange.

Med den nuværende besætning er spillet meget taktisk, afventende og baseret på grundslaget clear med lange dueller. Kim er den klassiske defensive kontraspiller. Steen er slideren med en imponerende evne til at skrabe de umuligste netbolde over. Jonas hugger på alt fra alle vinkler (han er jo ung og endnu fleksibel). Jesper er utålmodig med en blanding af et højt og lavt niveau (grundlæggende synes han nok ikke, engelsk er særlig interessant). Emil er den uberegnelige faktor med den hårde smash (som vi andre ikke har). Jan er motoren, der bare kværner løs uden at blive træt for alvor (død-irriterende).

Som i Steen og mits halvbanespil spiller vi for at vinde eller i hvert fald ikke for at tabe. Vi jubler ikke, men bruger håneretten på en omsorgsfuld måde i omklædningsrummet bagefter. Som mænd nu gør, når de kun er mænd sammen og nøgne samtidig. Gad vide hvordan tonen er hos kvinderne i deres omklædning. Kan kun gisne. Har aldrig været der. Ønsker det heller ikke!

At tackle smerten

Jeg snupper som regel 300 eller 600 mg ipren et par timer før, således at jeg får den optimale virkning på banen. Jeg er også begyndt at kunne time det med maden og væskebalancen noget bedre. Der er en verden til forskel på at være i den rette balance. Jeg har prøvet et par gange at spille uden medicinsk doping, men det var ikke sjovt. Ryggen og højre hofte var stiv. Venstre hæl gjorde ondt. Højre knæ værkede. Højre skulder gav sylespidse smerter af og til. Med ipren dæmpes det hele. Sundt? Tjah! Fornuftigt? Hmmmmm!

Smerter er noget mærkelig noget. Et kapitel for sig. Smerterne svinger indenfor et kontinuum, ja nogle gange er smerterne i nogle af de beskrevne områder helt væk. Smerter er langt mere komplicerede, end vi normalt forestiller os dem. Førhen opererede man med to forestillinger – vævsskade=smerte, ingen vævsskade=ingen smerte. Det var den gamle kartesianske forståelse af krop-sjæl dualismen. Men den holder ikke mere. I dag taler man om en bio-psyke-social forståelse af smerte. Man kan både have de to beskrevne tilstande, men også to andre, nemlig vævsskade=ingen smerte og ikke mindst ingen vævsskade=smerte.

Så i stedet for at tage en pause ved smerte, skal man netop ikke tage en pause, måske nøjes med at nedsætte aktiviteten og tage lidt hensyn. Førhen behandlede man en forstuvet ankel efter RICE princippet. I dag hedder det bl.a. POLICE. R for Ro er erstattet af P for Protection og OL for Optimal Loading, dvs. man skal beskytte området men samtidig også udfordre det.

Jeg har virkelig brugt meget tid og opmærksomhed på smerter i de sidste 5-10 år og især penge på behandling. Min korte pixi udgave af mine erfaringer er – glem behandling, eller lad være med at ofre ret mange penge på det, da de fleste behandlere alligevel ikke aner, hvad de laver og arbejder ud fra anekdotisk viden. Hold i stedet kroppen i gang, tag lidt hensyn til smerten, men hold ikke pause. Ofte er der smerte uden vævsskade, da det ofte “bare” kan være hjernen, der signalerer smerte uden en fysisk årsag. De fleste over 60 år går faktisk rundt med store skader på kroppen, i skuldrene og i ryggen, som kan ses på MRI skanninger, uden at føle smerte. Det er da …… pudsigt, ikke? Og oplevelsen af smerter afhænger også af din sindsstemning, dine omgivelser. Smerter er ikke bare smerter. Det er kompliceret.

Nå, men her sidst slugte jeg 600 mg ipren og spillede som en drøm. Frigjort. Let. Legende. Som Lin Dan, råbte jeg til de andre tre, som sikkert var ved at være træt af min vågne drøm. For fanden. Det er for sjov. Med et stort gram alvor.

Sommerspil

Vi fortsætter hele sommeren igennem. Helst to gange om ugen i den gamle hal. Vordingborghallen. Den er vores. Vi har nøgle. Og om sommeren benyttes den stort set kun af os badmintonidioter. Badminton er også et sommerspil. Jeg elsker de varme temperaturer og fugtigheden. På vulkanøen Reunion i 2015 og 2017 spillede jeg i tropiske omgivelser med stor glæde. Det kan ikke blive for varmt.

Jeg forsøger at få de unge i området med på sommerlegen. Da jeg var ung teenager og spillede i Kolding løbe- og spilletrænede vi hver sommer. I 1978 hed træneren Jens Peter Nierhoff, en af klubbens egne talenter. To gange ugentligt løb vi de to kilometer ud til højhusene og tog trappen op på 10. eller 12. etage og ned igen 2-3 gange og forsatte med at løbe i 7-8 kilometer herefter langs fjorden, gennem Djævlekløften, kolonihaverne og Brændkjærgade tilbage til den gamle 4-baners hal/jordhule på Østerbrogade. Det er historie nu. Hallen er jævnet med jorden og erstattet af et parkeringsanlæg, og i stedet er der bygget et flot ketchercenter udenfor byen. Og så blomstrede badminton for alvor i byen.

Jens Peter Nierhoff flyttede til Aalborg og senere til København, blev Europamester i single i 1982 og fik bronze ved Verdensmesterskaberne i 1985, hvor han tabte til Han Jian.

Vi gik i samme folkeskole. Han en klasse under min yngste storesøster. Brændkjærskolen var dengang storleverandør af badmintonspillere.

I Kolding debuterede jeg som 18-19 årig på Danmarksserieholdet i mix med JPNs storesøster Gitte Nierhoff. Mor Johanne Nierhoff var holdleder i mange år. Far Nierhoff var forstander på handelsskolen, hvor jeg fik min HH/HTX i 1985, og skolen lå lige ved siden af hallen og mit hjem 800 meter derfra.

En lille verden. Uden telefon. Uden internet. Uden facebook. Instagram. Med få tv kanaler. Med beskeder, info og breve på papir. Tid til samtale ansigt til ansigt, leg i hallen, fodbold på græsplænen og masser af timer på cyklen. En helt anden verden. En drøm af en verden. En ubekymret verden, hvor vi børn fik lov til at være væk hjemmefra og uden overvågning i flere timer, ja halve og hele dage.

Som skrevet, så forsøger ikke bare jeg, men også min Team Storstrøm kompagnon Suzanne Wittrock og træner Jacob Oehlenschlæger at få de unge til at forstå, at vi/de også skal træne om sommeren. Forandring og udvikling tager jo tid. Er en proces. Det duer ikke at holde sommerpause.

Og for fanden, min tid er ikke uendelig. Jeg er halvgammel og har ikke mere 20-30 år på badmintonbanen foran mig. Jeg er utålmodig. For jeg vil jo gerne kunne spille med de unge. Men min tid er begrænset. Steen og jeg arbejder ihærdigt på at kunne fortsætte i en rum tid endnu. Vi holder kroppen i gang. Samtidig med at vi slider den helt i stykker.

Vi er afhængige af spillet. Afhængige af legen. Afhængige af at få brugt den rastløse energi og få spændingerne ud. Vi kæmper en daglig kamp med at kunne fortsætte den leg. Det er en herlig leg.

Per Damkjær Juhl