BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Jakob Høi (t.h.) skal være ny dansk landstræner.
Udgivet første gang i BadmintonBladet den 9. marts 2016
I weekenden før All England besøgte min søn og jeg Jakob Høi, landstræner i UK, og hans familie i Milton Keynes. Vi kender hinanden fra Kolding, hvor vi begge er født og lærte at spille badminton. Jeg forlod klubben og byen i 1994, mens Jakob, som er 10 år yngre, var med, da Kolding Badminton Klub skiftede den lille hal med 4 baner i midtbyen ud med et nybygget ketchercenter udenfor byen.
Læs også: Per Damkjær Juhl: De unge må lære det på den hårde facon
Søndag morgen spillede vi en single. Den yngre mand vandt. Lørdagens udskejelser (14,7 km gåtur i London, Premier League kamp, øl, vin, kold espresso med martini, chokolade og kage, rigelig med god mad og kaffe, og en masse indtryk) – og langsomme bolde tog alt mit overskud. Men ikke mine undskyldninger.
Mandag morgen så jeg med fra sidelinien, da det engelske hold havde deres sidste træning, før truppen senere samme dag rejste til Birmingham. Der var en god indsats og stemning i hallen. Smil og latter. Så opløftende.
Jeg lagde mærke til en 18-årig mand, Ben Lane, der brillierede med et fantastisk hurtigt grebskifte og havde utallige greb, som jeg, lægmand indenfor badmintonteknik, end ikke anede fandtes. Dengang jeg lærte at spille, fandtes der to greb, for- og baghånd. Det var “amazing” at se hans teknik.
Jakob Høi indførte mig i weekenden i sine analyse- og statistiktanker og programmer. Han har aldrig selv været en topspiller, og det har ofte undret mig lidt, sorry, hvordan han kunne agere elitetræner uden den “merviden” det giver, selv at have oplevet den verden. Men her, over bordet, i den lille lejlighed i Milton Keynes, med fremvisning og forklaring af statistik, analysemetoder og tanker på den bærbare, forstod jeg hans skarpe indblik og kompetencer. Jakob kunne have talt i timevis (det gjorde han næsten) om metoderne ved at fremvise den ene analyse efter den anden. Nørd til nørd, på to forskellige niveauer og områder vel at mærke, men det var super spændende.
Vi fik også talt om det engelske forbunds økonomi, som mange mener er langt større end Badminton Danmarks. Måske råder BD ikke over de samme finansielle midler som i England. Men medregner vi værdien af den helt unikke foreningskultur og den massive frivillige indsats, fra forældre-kørsel til klubformand, i det samlede regnskab, så er forskellen måske ikke-eksisterende, måske endda i vores favør. Det må der være lavet en rapport, analyse eller kandidatafhandling om. Se link længere nede.
Læs også: Per Damkjær Juhl: Klubsamarbejde, tålmodighed og raison d’être
Hvad er i grunden årsagen til forskellen mellem Danmark og de øvrige europæiske lande, som igen blev demonstreret ved EM for hold i Kazan? Det skyldes nok ikke, at danskere har et bedre udviklet badminton- DNA eller vinder-kultur. Vores (endnu eksisterende) forspring har mange årsager, men jeg er overbevist om, at den omtalte og udbredte foreningskultur spiller en stor rolle. I den sker der en oplæring ikke bare i selve sporten gennem dygtige uddannede og frivillige trænere, en klub er også et sted, hvor vi opdrages og dannes – lærer at agere som menneske i en gruppe, som spiller på et hold. Udover foreningskulturen er holdturneringen en vigtig faktor i dansk badmintons succes. Den udbredte holdturnering er udfordret af medlems- og klubnedgangen, den fælles klubtræning er udfordret af stigningen i individualiseret træning i form af eneundervisning, og selve sporten er udfordret af fx den generelle individualisering i brugen af idrætstilbud.
Jeg er en “foreningsmand”. Jeg har brug for at være en del af noget større, være en del af en gruppe, jeg har brug for at forpligte mig og tage min del af ansvaret. Gudskelov er der mange klubber, der har et godt miljø med mange frivillige og gode trænere, hvilket er så befordrende for vores sport.
Skrevet af Per Damkjær Juhl – Vordingborg Badminton Klub
