BadmintonBladet flest nyheder om badminton
19.07.2019
LOST IN TRANSLATION
BIG IN JAPAN
?????????????????????????????????
For præcis ét år siden, den 19. juli 2019 kl 13.15 lettede Team Storstrøm fra CPH Airport efter knap to års forberedelse. 9 unge badmintonspillere, én veteran, en storesøster, en far, et forældrepar og deres datter.
Rejsemål: Tokyo. Japan. Året før OL2020!
Et år er gået nu og i mellemtiden er CV-19 kommet på tværs og OL er udskudt til 2021.
Mine rejseminder har været fremme på nethinden med jævne mellemrum, delvist fordi mit hus er dekoreret med genstande og gaver fra en anderledes verden på den anden side.
DEN SIDSTE ØL I TOKYO
På den sidste aften, i en stor taglejlighed på 6. sal i Warabi, udkanten af det centrale Tokyo, blev Okubo-San og jeg, over endnu en halv liters øl, på en blanding af fagter, mobiloversættelser, grin og tegninger enige om et genbesøg i Dronningeriget i 2021.
Vi kunne ikke tale sammen. Okubo-San og ægtefællen kunne ikke meget engelsk og min søster og jeg absolut intet japansk udover “doomo arigatoo gozaimasu” og nogle ganske få høflighedsfraser, som er uhyre nødvendige i dette rige.
Deres genbesøg er nu også udskudt. Til 2022.
SOUVENIR
Først for nylig er jeg begyndt at spille i de utallige, farverige spillebluser med skrifttegn på ryggen, jeg både fik og byttede mig til. Bluserne har været henlagt til skuffen og enkelte til synlige bøjler, da jeg har tænkt, at de var dyrebare minder, jeg skulle passe på. Men altså, de er lavet for at skulle bruges. Og vises frem. Det er dejligt at spille i dem. De vækker minder om adskillige doubler mod og delvist med utallige unge japanere i 4-5 forskellige haller.
TOKYO
…..en helt vild tosset by. En hyper-by. Byen over alle byer. I det første møde efter ankomsten blev vi fragtet ind i og gennem byen på en motorvej, der slyngede sig mellem skyskraberne, i 2. til 4. sals højde, højt hævet over det pulserende liv nedenunder. Det efterlod et indtryk af at være i en sci-fi-agtig kulisse, der i løbet af ugen blandedes med oplevelsen af at være i middelalderen, når vi fx besøgte deres templer, der ligger som tidslommer, som oaser med ro og tradition, midt i dette inferno af et sansebombardement, som denne superby udsætter en for.
LOST IN TRANSLATION
Det er svært at beskrive Japan. Men i det besynderlige mix mellem ultra nyt og ældgammelt, mellem hyppermodernitet og tradition, mellem neonlys og spisepinde, opvarmede toiletter og templer, udklædninger som anime-figurer og i kimonoer, sker der noget helt specielt. Noget der peger fremad og bagud på samme tidspunkt. Noget som kan se besynderligt og næsten uforståeligt ud i mine øjne, men som er super fascinerende. Man er ganske enkelt en fremmed i dette land og uden for den normale comfortzone. Tingene er vendt på hovedet. Ofte skal man opføre sig og gøre det modsatte af, hvad man er vant til.
BIG IN JAPAN
Byen er selvfølgelig også japanerne. De er overalt. Der bor ca 35-40 millioner på et område, der fylder det halve af Jylland. Det er voldsomt for sådan en som mig, en jyde, der holder af at kunne trække mig og være i eget selskab. Det kan ikke lade sig gøre i Tokyo.
TOG
Man står tæt i togene, der kører på kryds og tværs i adskillige lag under og over jorden. Og virkelig tæt i myldretiden. “Tæt” er i sig selv en underdrivelse. Usandsynlig, klaustrofobisk sammenpresset.
Japanerne står i sirlige køer på perronen på afmærkede pladser og venter tålmodigt i stilhed. Når toget kommer præcist til tiden og holder præcist, hvor det skal, flytter de rejsende en eventuel rygsæk eller taske om på brystet og der bakkes med ryggen først, let masende, ind i togvognen, hvor alle lader sig presse tilbage og tæt sammen. Bedst som jeg mente, der ikke kunne komme flere ind, gentog det sig ved næste station. Og næste. Ofte til et punkt, hvor det ikke længere var muligt at bevæge sig.
Der er ingen øjenkontakt. Ingen taler, slet ikke i mobil. Ingen spiser eller drikker. Alle kigger enten på mobilen – og læser ofte tegneserie, læser i en rigtig bog, sover eller kigger med blanke øjne ud i ingenting.
En enkelt gang blev jeg i toget dårlig af tætheden, fik koldsved og hjertebanken, måske også fordi væskebalancen var helt skæv og trætheden enorm efter 3-4 timers badminton i 25-30 graders varme.
DICIPLIN
Uden japanernes emotionelle og adfærdsmæssige selvkontrol, deres ordentlighed og organisering, og ikke mindst konstante hensyntagen, kunne Tokyo let være et skrækkeligt inferno. Men i stedet er denne megaby en superstruktureret myretue, hvor man på en og samme tid mærker dette enorme tryk på alle sanser, men også en ro og tryghed.
Alle tager hensyn. Meget få taler højt, eller i mobil, spiser gående, ryger, drikker, søger øjenkontakt. Alle viger udenom hinanden på en måde, jeg ikke kan forstå er mulig. Som om de har en indre fornemmelse af hinandens bevægmønstre og konstant koordinerer på et ubevidst plan, og dermed glider udenom hinanden.
Jeg brugte en time på Tokyo Station på at betragte dette fænomen. Et vanvittigt trafikeret knudepunkt på adskillige niveauer, hvor jeg ganske enkelt ikke anede, hvor vi befandt os i forhold til jordoverfladen. Det var som at befinde sig i et frikvarter på en kæmpeskole, hvor samtlige elever befinder sig på gangene. Men uden kaos, uro, larm, råben, talen, sammenstød. Kun en summen af hviskende stemmer og koordinerede bevægelser.
“JAPANEREN”
Som gruppe og enkeltvis er japaneren høfligheden selv. De takker og bukker, tager imod og returnerer byttepenge ved kassen med begge hænder og et nik, servicerer og smiler, står på række og lytter, griner og siger “hai”. Altid ja.
Kort og generelt er “japaneren” venlig og høflig, disciplineret, respektfuld, autoritetstro, sky, fokuseret/målrettet og præget af en tankegang om være en del af en gruppe (i modsætning til Vestens individualitet).
HOMOGENITET
Japan har en homogen befolkning, næsten uden indvandring og genblanding. Et lukket land med isolationspolitik i mere 200 år fra ca 1630 til 1853.
I de seneste 10 år er udlændinge fra især asiatiske lande som Kina, Nepal, Pakistan, Sri Lanka, Vietnam, Myanmar og Filippinerne blevet mere synlige i Japan. Dette er sket af nødvendighed. Japan mangler arbejdskraft. Befolkningen ældes og fødselstallet er meget lavt. Ifølge den officielle japanske befolkningsfremskrivning forventes befolkningen at gå ganske dramatisk tilbage – fra 127 millioner i 2012 til ca. 87 millioner i 2060 og ca. 42 millioner om 95 år, i 2110. Alene i 2016 faldt tallet med 308.000.
De udenlandske arbejdere, som kommer lovligt ind i Japan, får typisk arbejdstilladelser på tre til fem år, hvorefter de i de fleste tilfælde må forlade landet igen. Det er fortsat vanskeligt for en udlænding at få permanent opholdstilladelse eller ligefrem blive japansk statsborger.
19.07.19-28.07.19
Vores besøg i Japan var intenst, kortvarigt og oplevelsesrigt.
8 dage med 7 overnatninger i små grupper i private hjem. En fantastisk oplevelse at komme ind bag facaden og se livet indefra.
Vi spillede badminton 6 af dagene i 2-4 timer ad gangen i 4 forskellige haller. Kun to af stederne var der omklædningsrum og kun et sted med bademulighed.
Vi blev mødt af 40-70 unge spillere, som tålmodigt ventede på at spille et hurtigt sæt mod og med os. I deres ventetid roterede de mellem at være liniedommere, tællere og naturligvis stå i kø.
De må være enhver dansk træners drøm.
Jeg drømmer om at tage tilbage.
Tak til Tokyo Badminton Club og Okubo-San for dette varige minde.
Badmintonbladet.dk
Per Damkjær Juhl
