Dag #154

“Maybe all the future fairytales will be started with….”Once upon a time, there was a pandemic..”

Første træning i over 14 dage. Arbejde og smerter her og der. Never ending story. Men nu gav lægen mig i fredags officiel tilladelse til at “reparere” på ømheden ved at foreskrive en behandling, der hedder 3 x 400 mg ibuprofen dagligt i en uge. 

Det har hjulpet. Nu kan jeg atter gå normalt. Og desuden gør hverken højre skulder eller højre hofte længere ondt. I hvert fald ikke så ondt…¯\_(ツ)_/¯

Øvelserne på gulvet er blevet en daglig rutine. Antallet af øvelser og varigheden af hver enkelt er øget. For det er faktisk dejligt. Og afslappende. 
Rutiner. Livsrutiner. Dem bliver der flere af i mit liv med årenes akkumulation. 

Tilbage til spillet. I dag var temperaturen i den store hal mellem 27-28 grader, meget fugtig og iltfattig og stillestående. 

Det er længe siden, jeg har set så mange, under 30, ja under 20, i hallen og på træningen. Hvor opløftende. For nogle år siden var træningen nærmest overvejende en veterantræning. Det er ændret.

Jeg holdt til 45 minutters engelsk og 30 minutters double med Sebastian midt i 20’erne, Johannes på 18 og Marius på 15. Så stoppede jeg for at passe på, lavede mine gulvøvelser og cyklede gennem skoven, langs markerne, hvor høsten var i gang – det er den overalt herude på landet, hen til badebroen og sprang i de våde shorts i vandet, der slet ikke føltes koldt, tværtimod.

Hjemme havde den besøgende, voksne datter og veninden lavet bedstemor-mad – svinekoteletter, hvide kartofler, grønne bønner og brun sovs med svampe. Dertil en kold Hoegaarden Rosée.

En hæderlig afslutning på en dag, der udover badminton, også bød på en morgenbadetur ved Hesnæs Strand og en gåtur og endnu en badetur ved foden af Møns Klint.

Det kan godt være, kroppen protesterer og halter, men livet, det er helt ok!

Per Damkjær Juhl