BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Der er så mange ting at fortælle om den olympiske badminton turnering i Tokyo.
Tidligere landstræner Steen Schleicher Pedersen opsummerede det på en måde meget godt allerede for et par dage siden med dette citat, bragt i Badzine.de (i min oversættelse):
“Momota taber i gruppen. Ingen medalje til Indonesien i herredouble. Ingen medalje for Japan i damedouble. Zheng / Huang vinder ikke i mixed og Guatemala i semifinalen i herresingle. Denne forudsigelse ville forud have betydet en indlæggelse i psykiatrien”.
Her er min personlige gennemgang af præstationerne fra de store lande og verdensdele…….
KINA
…..var tilbage efter næsten 500 dages træningslejr, eller isolation i det store rige.
De havde ikke deltaget i internationale turneringer siden All England i marts 2020.
Nu var de tilbage. Men spørgsmålet var, på hvilket niveau?
Det spørgsmål fik et klart svar – Kina var med i alle 5 finaler.
Finalen i mixeddoublen var endda rent kinesisk, dvs både guld og sølv mixeddoublen. Guld i damesingle. Sølv i damedouble og herredouble.
I herresingle var Chen Long i finalen og vandt sølv.
Han vandt guld i Rio2016 og bronze i London2012, og må for alvor regnes for en af de helt store herresingler, hermed træde ud af skyggen bag den nærmest umenneskelige Lin Dan og ikke mindst respekteres for sin tilbagevenden til toppen efter nogle år med vigende resultater.
En hurtig vurdering er, at det var som om der skete noget meget positivt for ham i andet sæt mod Lee Zii Jia fra Malaysia. Han så ud til at genvinde troen på sig selv og sit spil og den tro holdt også i semi mod Ginting.
JAPAN
Japan kom ikke i nogen finaler. Ikke engang i damedouble. Et kæmpe kollaps. Måske var forventningspresset alt for stort.
Én sølle bronze medalje blev det til for Solens rige, i mixeddouble.
Den japanske stjerne Momota nåede endda ikke engang videre fra sin pulje. Det er dog vigtigt at huske på, at han har været igennem et meget svært år ovenpå en dødsulykke og to øje-operationer.
INDONESIEN
Åh, det var godt for det badminton glade lands selvforståelse, at Polii & Rahayu meget overraskende tog guldet i damedouble i to sæt mod Kina. Første medalje overhovedet til Indonesien i den kategori. Guldet udløste en storm af tweets og fest i Indonesien.
Ved OL i London 2012 blev Polii sammen med Jauhari diskvalificeret i damedouble-konkurrencen, sammen med 3 andre par. Ved OL i Rio 2016 nåede Polii sammen med Maheswari kvartfinalen.
Et stort plaster på såret efter skuffelserne i herredouble, mixeddouble og herresingle, på trods af bronzen til Ginting, der i semi blev helt udraderet af Chen Long, men vandt komfortabelt over Kevin Cordon. Mere om ham længere nede.
Indonesien er et badmintongal land, der altid har høje forventninger og krav til deres spillere, især i herresingle.
MALAYSIA
“Åh” igen. Her må det også gøre ondt efter at All England vinderen fra marts 2021, Lee Zii Jia ikke kom længere end til kvartfinalen. De fik dog en bronze i herredouble.
I Rio2016 fik de 3 sølvmedaljer – herresingle, herredouble og mixeddouble.
KOREA
Deres bedste herresingle slog Momota ud i puljespillet for efterfølgende at tabe til Kevin Cordon fra Guatamala.
De fik en bronze i damedouble, men nåede ikke engang i semi i damesingle, herredouble eller mixeddouble.
I Rio2016 fik de også kun én bronze, også i damedouble.
Det må også gøre ondt i Korea.
OG HVAD MED INDIEN?
Dette store land kunne være en kæmpe indenfor badminton.
Ved OL blev det til bronze i damesingle til Sindhu. I Rio2016 vandt hun sølv.
Den internationale badmintonverden kunne godt bruge en stærk indisk badmintonnation med deres lækre spil som et modspil og udfordrer til de østasiatiske lande.
Indien har over en milliard mennesker og er en badmintonglad nation, hvilke burde være ensbetydende for et stort potentiale.
Det virker til at de kæmper med strukturen, det organisatoriske – og måske den indiske psyke.
EUROPA
Europa, set som verdensdel, skuffede generelt. Ingen af de europæiske nationer fik medaljer med hjem bortset fra Danmark (mere om det længere nede).
“Highest achievement by European players at Tokyo2020
WS: Blichfeldt (DEN) at R16.
MD: Astrup/Rasmussen (DEN) at QF.
WD: Piek/Seinen (NED) at QF.
XD: Ellis/Smith (ENG) at QF
This is much, much worse if we compare to Rio2016 WS: Marin (ESP) 🥇
MD: Ellis/Langridge (GBR) 🥉
WD: Pedersen/Juhl (DEN) 🥈
XD: Mateusiak/Zieba (POL) QF.
“Kilde: Twitter opslag fra @badmintoneropa
Kom nu Frankrig, Tyskland, Holland, England, Spanien, Sverige, Rusland – og alle de andre! Europa har brug for jer.
DE DANSKE DOUBLER OG DAMESINGLEN
De danske præstationer i de tre doubler og damesinglen blev vel mere eller mindre som forventet. Med en pil opad.
Ærgerligt var damedoblens nederlag til australierne i en kamp, der kunne have været super afgørende for at gå videre fra puljen, men efterfølgende viste sig at være uden betydning. Et skuffende nederlag, nok mest pga nerver. Damedoublen nåede både at vise deres top- og bundniveau.
Herredoublen Astrup & Skaarup så igen stærk ud og var så tæt på at slå sølvvinderne Li & Liu, men tabte 21-19 i tredje sæt.
Mixeddoublen imponerede mig og jeg tror, de kan blive meget bedre inden Paris2024.
DE DANSKE HERRESINGLER
De største drømme, de største håb, de største danske forventninger var sat til de to danske herresingler – og blev til fulde indfriet.
Jo, det var skuffende, nok mere ærgerligt, at Anders Antonsen, der ellers førte 14-11 i tredje sæt men efterfølgende gik i stå, tabte i kvartfinalen til Ginting.
Men i herresingle kunne alle fra kvartfinalen slå hinanden.
GULDDRENGEN
Viktor Axelsen løftede forventningsbyrden og skaffede den vigtige medalje. Guldet. Uden at afgive sæt i hele turneringen. Uden at have en sætbold imod sig. Uden for alvor at være presset!
Det var en vigtig medalje, ikke bare for ham, men for vores lille badmintonnation og vores selvforståelse og syn på os selv som “os mod dem”. Her forstået som Danmark mod Asien.
Eller “Os mod verden” som der står i NETC, det Nationale Elite TræningsCenter i Brøndby. Medaljen var også vigtig for den finansielle støtte, som dansk elitebadminton er så dybt afhængig af.
Viktor Axelsens 🇩🇰 sidste 11 turneringer:
🥇 2020 European Men’s Team
🥇 2020 Spain Masters
🥇 2020 All England
🥇 2020 Yonex Thailand Open
🥇 2020 Toyota Thailand Open
🥈 2020 World Tour Finals
🥇 2021 European Mixed Team
🥇 2021 Swiss Open
🥈 2021 All England
🥈 2021 European Championships
🥇 2021 Olympics Tokyo
UDTALELSER
Peter Gade:
“et godkendt OL”…..“Vi har et stort stykke arbejde til Paris”
Kenneth Jonassen:
“Monster stolt”
“Jeg ved sgu ikke rigtig hvad jeg skal sige”
“En perfektionist. Som kræver det maksimale af sig selv – og sine omgivelser”
“Han er blevet stille og rolig mere afbalanceret”
Hvad kræver det at nå dertil?
“24x7x365”
Og så kan ingen komme uden om……
GUATAMALA
Kevin Cordon blev turneringens helt store overraskelse og darling.
I sit fjerde OL nåede han i semifinalen og var faktisk tæt på at vinde første sæt mod en lidt stivnet og shaky Viktor Axelsen med sit “serv and volley” spil, transformet fra tennis til badminton til “serv, netdrop og smash”.
Sikke et smash. Sikke et netspil. Sikke et frisk pust. Sikke en spilleglæde. Sikke et sympatisk smil. Sikke en personlighed.
Det fjerde OL? Ja, Cordon var med i 2008 i Beijing, 2012 i London og 2016 i Rio. Beijing er 13 år siden. 13 år i herresingle er mega lang tid! Med sine 34 år ser vi ham nok ikke i Paris 2024. Desværre. Og dog…..
For Tien Minh Nguyen fra Vietnam, der var med i Anders Antonsens pulje, var også allerede med ved OL 2008 og er 38 år!
“Siden august 2020 har Kevin Cordón trænet i sognesalen i Iglesia San Francisco d Asís, La Unión, Zacapa. Præsten gav ham tilladelse uden at bede om noget til gengæld.”
Twitter
“Kevin Cordon was only 12 when he left his parents behind in rural Guatemala in search of the badminton education that could fulfil his dream of competing at the Olympic Games”
OL2020
Jeg vil huske den olympiske turnering i Tokyo for guldet.
For en tid med ødelagt døgnrytme og al for lidt søvn.
For de tomme tribuner og stilheden under kampene.
For den første turnering i 500 dage med alle stjernerne.
For den første turnering i anden halvdel af 2021, der har et massivt badminton program. En “opvarmningsturnering” til blandt andet Thomas og Uber Cup i Århus og Denmark Open i Odense i oktober. Hvis alt går som planlagt. I mit hoved spøger stadig “cancelled” og “postponed”.
Tokyo vil jeg huske for de mange følelser hos de danske spillere under live interviews lige efter kampen. De var svære at overvære. Måske jeg bare er lidt for sart. Men det er svært at se andres tårer og ødelagte drømme på en flad skærm uden at kunne kramme dem, klappe dem på skulderen og sige: “det går nok!” Dét ville nok heller ikke trøste dem særligt meget.
Det er hårdt at være i elitesport. Elitesport er brutal. Elitesport er et “vind eller forsvind” spil. Et ubarmhjertigt udskilningsløb. Fra helt tidlig alder. Der er meget få, der når helt op i toppen, og der meget få vindere og rigtig mange tabere.
“There is no glory in practice, but without practice, there is no glory”
Se lige videoen sidst i dette link. Oplev hvilken ufiltreret lykke (og indsigt i sig selv og den danske national karakter), guldmedalje-vinderen kommer ud med.
https://www.dr.dk/sporten/ol/rindoms-guld-blaeser-eksperterne-bagover-hun-har-vundet-vores-hjerter
Tak for præstationer og oplevelserne. Jeg håber at gense mange af de danske spillere ved DM i Esbjerg.
Badmintonbladet.dk
Per Damkjær Juhl
