Åbningsdagen ved Bitburger Open bød på avancement til tre herresingler og to billetter til hovedturneringen i henholdsvis mixeddouble og damesingle.
Tirsdag bød på ene danske sejre på åbningsdagen ved Bitburger Open. Mens tre herresingler var i aktion i hovedturneringen, måtte en mixeddouble og en damesingle igennem kvalifikationen for at spille sig ind i turneringen.
Julie Dawall Jakobsen sikrede sig i formiddags adgang til første runde, da hun slog ukrainske Natalya Voytsekh med 22-20 21-16. Hun møder derfor nu i første runde i morgen verdens nummer 17 Chen Xiaoxin fra Kina, der er fjerdeseedet i den tyske Grand Prix Gold-turnering.
Ligeledes spillede Line Kjærsfeldt og Anders Skaarup Rasmussen sig videre med sejr i deres kvalifikationskamp. De to møder i morgen et tysk par, der ligesom danskerne måtte en tur forbi kvalifikationen.
Tre danske sejre i herresingle
Hovedturneringen i herresingle-rækken blev allerede skudt i gang her tirsdag, og det skete med flere solide danske sejre.
I de sene eftermiddagstimer spillede både Rasmus Gemke og Kim Jung Bruun sig videre fra deres førsterunde-kampe med sejre over henholdsvis tyske Alexander Roovers og østrigske Christian Kirchmayr. De spiller derfor igen i morgen i anden runde, som begge er placeret sent hen på dagen.
For få øjeblikke siden slog Emil Holst finske Eetu Heino og sørgede derfor for en perfekt dansk dag ved Bitburger Open.
Først i aktion i morgen bliver til gengæld Line Kjærsfeldt i damesingle, når hun klokken 10.00 tørner ud mod ukrainske Maria Ulitina, der nok bedst huskes som Saina Nehwals bøddel ved OL i 2016.