Favoritterne falder på stribe ved Denmark Open

Loading

Selv om Lee Chong Wei er rangeret længere nede på verdensranglisten end hans modstander i dag, regnede de fleste ham alligevel nok til at vinde dagens kamp. Men han løb ind i stormvejr.

LCW var oppe mod Wei Nan fra Hong Kong – en spiller, han havde mødt en enkelt gang tidligere med sejr til følge. LCW ligger i dag nummer 25 i verden, mens Wei Nan indtager 15.-pladsen.

Wei Nan kom hurtigt foran i første sæt og havde på et tidspunkt opbygget en føring på syv points. LCW satte tempoet i vejret og fik mere styr på sit spil, og stille og roligt halede han ind på sin modstander. Det blev dog kun lige ved og næsten – Wei Nan tog første sæt med 21-18.

Andet sæt var en meget lige affære, hvor de to spillere fulgtes ad. Det lugtede lidt af tre sæt, men så satte Wei Nan en flot slutspurt ind og endte med at tage sejren med 21-19. Wei Nan er videre – Lee Chong Wei er ude.

Verdensetteren ved siden af sig selv
Umiddelbart efter skulle verdens nummer 1 i damesingle, Saina Nehwal fra Indien, i kamp. Hun mødte nummer 18 i verden, Minatsu Mitani fra Japan. Indbyrdes opgør inden i dag hed 5-3 til Saina Nehwal.

Op til 10-10 i første sæt var der kamp om det. Herefter trak Mitani fra og tog sættet med 21-18. I andet sæt forsvandt spændingen hurtigt. Fra 6-6 så det ud som om, at Saina slet ikke var i stødet. Mitani fik dobbelt så mange points som den indiske verdensetter, og det blev Japansk sejr på 21-13.

Dermed blev det til en tidlig exit for verdensranglistens nummer 1 – og nummer 18 er videre til kvartfinalerne.

Uhyggelig tæt herredouble
I herredouble så vi verdensmestrene fra Indonesien, Hendra Setiawan og Mohammad Ahsan, komme i problemer mod Liu Cheng og Lu Kai fra Kina. Kineserne ligger 110 pladser under indoneserne på verdensranglisten.

Bortset fra en pludselig 7-pointsføring til Cheng og Kai i løbet af første sæt – som hurtigt blev indhentet igen – var det et meget tæt første sæt. Verdensmestrene havde fire sætbolde, men de formåede ikke at udbytte nogle af dem og måtte se deres kinesiske modstandere tage sættet med 25-23.

I andet sæt var billedet lidt det samme. Stærkt spil fra kineserne bragte dem foran med fem, men endnu engang blev de hentet af det indonesiske par. Efter tre matchbolde kunne Cheng og Kai strække armene i vejret – med endnu et tæt sæt, 23-21, havde de ekspederet verdensmestrene ud og spillet sig selv videre til kvartfinalerne i morgen.

Chokstart i damedouble
Damedoublerækken gik heller ikke en overraskelse forbi. De topseedede verdensettere, Ayaka Takahashi og Misaki Matsutomo, skulle møde Jung Kyung Eun og Shin Seung Chan fra korea – et par, der ligger nummer 77 i verden.

I løbet af nul komma fem stod den 7-1 til koreanerne. De japanske piger formåede dog at komme tilbage i kampen, men endnu en god stime bragte Jung oh Shin afgørende foran, og de vandt første sæt med 21-17.

Andet sæt blev ikke bedre for Takahashi og Matsutomo – tværtimod. Efter at have ført op til 8-8 mistede de fuldstændig grebet om kampen, og det var ingen sag for de undertippede koreanere at tage kampen med de sikre sætcifre 21-13.

Endnu en overraskelse havde set dagens lys, og det er med garanti ikke den sidste, vi får at se ved Denmark Open i år.

Du kan se resultaterne fra dagens kampe her.

Læs også

Tre nye nørdede facts om badminton

Vi har her samlet tre nye nørdede facts om badminton, som du kan underholde med …