Frederik Søgaard og Mathias Bay-Smidt har imponeret i denne uge ved Portuguese International, hvilket Søgaard er godt tilfreds med. De er nu klar til finalen mod et par, der kan præstere et vildt hattrick. Søgaard forventer derfor hård modstand.
I gårsdagens semifinale stod tredjeseedede Søgaard og Bay-Smidt over for andenseede Martin Campbell og Patrick Machugh fra Skotland. Det danske par vandt et tæt første sæt med 22-20, men i andet sæt var de mere suveræne og sejrede med 21-14. Søgaard var derfor en tilfreds mand:
– Vi havde egentlig en god fornemmelse igennem hele kampen, og første sæt blev lidt tæt på grund af, at vi afviger lidt fra vores koncept, men til sidst vinder vi, fordi vi har en god frækhed i servesituationen. Resten af kampen føler jeg, at vi styrer godt. Vi kommer godt igennem med vores angreb, og vi styrer servesituationen, siger Søgaard til Badmintonbladet.
I de forrige kampe har danskerne besejret et tysk og taiwanesisk par i nogle ret lige kampe. Og netop evnen til at lukke kampene, når det var tæt, er Søgaard glad for:
– Vi har haft nogle tætte kampe igennem turneringen, men får dem hevet hjem til sidst, når det er bliver lidt tæt, og det er jeg rigtig tilfreds med. Vi har haft god kommunikation i kampene og fundet gode løsninger, når vi har haft lidt problemer.
Møder par, der kan vinde tredje turnering i træk
I dagens finale møder de et stærkt par. Taiwaneserne Lu Chen og Ye Hong Wei har således vundet de sidste to europæiske turneringer i træk. De strøg nemlig både til tops ved Austrian og Slovak Open, og ved Austrian Open besejrede de en anden dansker, nemlig Lasse Mølhede og hans partner Oliver Leydon-Davis. Så Søgaard ved godt, at de kommer på hårdt arbejde:
– Vi møder et godt par fra Taiwan, som har vundet de turneringer, de har spillet her i Europa de sidste to uger, så vi forventer god modstand og ser meget frem til udfordringen mod dem.
Der er flere andre danskere i aktion ved dagens finaler.