Foto: @Per Damkjær Juhl

Mit badmintonhjerte har døgnåbent

Loading

Foto: @Per Damkjær Juhl 

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 31. august 2016 

Det er endnu engang sæsonstart, første holdkamprunde er til at få øje på, mit badmintonhjerte har haft døgnåbent gennem længere tid og jeg føler mig allerede lidt mæt af badminton. 

Mætheden skyldes Thomas Cup og OL på den store arena, og på den meget mindre scene min egen sommertræning og især den officielle åbning af og arbejdet med Team Storstrøm (TS). Vi har i TS i de seneste mange måneder arbejdet ihærdigt på at få søsat de tre indsatsområder – træningslejre, regelmæssige ungsenior-træninger og et ugentlig træningstilbud. 

Og vi er ved at være der. 

Træningslejrene, der varer fra lørdag middag til søndag middag, med træning, spil, fælles aftens- og morgenmad og overnatning, kører allerede nu ca. hver 2.-3. måned i retrohallen fra 1951. 

Team Storstrøms ungsenior-træning havde premiere lørdag den 27. august. Det er et tilbud til de 17-25 årige med 3 timers træning hver fjerde uge i Vordingborghallen. Træner på premieredagen var Kim Vennegaard, headcoach i adskillige klubber på Nordfalster, og til de kommende fire gange i efteråret 2016 hedder træneren Line Damkjær Kruse. Udover de 5 pas er der inkluderet 2 gange 2 timers træning i HBC Hvidovre med chef- og U15 landsholdstræner Rune Ulsing. Det vil sige 19 timer med yderst dygtige trænere. Selv dyne Larsen ville mene, at det er et godt tilbud. 

Foto: @Per Damkjær Juhl

Team Storstrøms største satsning, ikke mindst økonomisk, er tilbuddet om en ugentlig træning i Vordingborghallen. Det er lykkedes at få engageret Jacob Oehlenschlæger til at varetage 3 timers træning hver onsdag. De tre timer vil blive opdelt i to sessioner a 90 minutter, henholdvis til EMA- og BCD-spillere. 

Han er fra sæson 2016/17 ansat som sportschef i Greve Badmintonklub og kommer fra et job som landstræner i Tyskland. Her har han haft ansvaret for herresingler og mix-spillere, plus sportsligt ansvar for det tyske træningscenter i Saarbrücken. 

Jacob har desuden en fortid som undomscheftræner i Greve Strand Badmintonklub, talenttræner i Gladsaxe- Søborg og ungdomscheftræner i Kolding BK. 

Ideen med at skabe et lokalt, ugentligt træningstilbud af høj kvalitet var hele rationalet bag Suzanne Wittrocks og mit arbejde med at etableret klubsamarbejde via Team Storstrøm. Intentionen var at forhindre eller i det mindste bremse spillerpendlingen eller -flugten, i vores tilfælde mod nord, ved at skabe et træningstilbud og -miljø, hvor de unge fra lokale og nærliggende klubber kunne opleve en træning bare én gang om ugen af samme kvalitet som den, storbyen tilbyder hver dag. 

Det er også en form for protest.

Forstået positivt, men kritisk, rettet imod centraliseringen i få og store klubber. Store klubber producerer uden tvivl gode spillere, men det er i de små og ofte mere udkantsliggende byer og klubber, hvor bussen ikke kører hver 10. minut, at en ny Gade, Camilla, Christinna eller Viktor for første gang får en ketcher i hånden. Små klubber er vigtige i fødekæden. Ligesom plankton i havet. Uden små klubber får de store det svært. Uden de små klubber får Badminton Danmark det svært. Og så kan det være slut med bla OL-medaljer og at være en af de sportsgrene, som Team Danmark forventer medaljer fra og dermed poster mange penge i. Ups. Der stak dommedagsprædikanten igen hovedet frem. 

Som sagt, for tiden er jeg personligt lidt badmintonmæt. Men mætheden forsvinder som regel når jeg bevæger ind på banen, kroppen ikke gør alt for ondt, legen begynder og glæden fjerner alle tanker om smerter og bekymringer fra hverdagen. Udover at være i afvikling på områder som fleksibilitet, hurtighed og styrke, så fortsætter vi selv i vores alder med at udvikle spillet, spilforståelsen og slag, og ikke mindst tilpasse spillet til den omtalte afvikling. 

Denne sommer har også udvidet og udviklet mit badmintonvokabularium med ord og udtryk som transportslag, at spille boldflyttende, ballonclear, tordenarm, mental high five, kløe i armen og at vride juicen ud af grebet. 

Det har generelt bare været en forrygende sommer. 

Per Damkjær Juhl Vordingborg Badminton Klub/Team Storstrøm 

Læs også

Produktionsbygning vs badmintonhal

I et hjørne af en nedlagt industrihal, hvor der tidligere blev produceret plast-produkter, bag et …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.